Profiler af tro
Bob og Lori Thurston
Bob og Lori Thurston – Phnom Penh-missionen i Cambodja
»Da vi fandt ud af, at vi var blevet kaldet til at tjene i Phnom Penh-missionen i Cambodja, græd vi. Vi var så spændte!« siger bror Bob Thurston. »Vi ville ikke have valgt Cambodja, men sikke en gave! Sikke en velsignelse!« siger søster Thurston.
Thurston-parret føler en særlig tilknytning til det cambodjanske folk. »Vi elsker dem, og vi har følt, at kærligheden var gensidig,« siger søster Thurston. »Det cambodjanske folk viste os stor venlighed.«
Af alle de ansvar som Thurston-parret havde på deres mission, påskønner de muligheden for at besøge medlemmerne i deres hjem mest.
Søster Thurston kan huske, at hun så på nogle af dem, hun tjente i Cambodja og tænkte: »Jeg kan ikke vente, til jeg skal se dig i næste liv, så jeg virkelig kan fortælle, hvad jeg føler for dig og hvilken kærlighed og beundring, jeg nærer for dig.«
På deres første mission sammen lærte Bob og Lori Thurston, at man kan drage meningsfuld omsorg til trods for sprogmæssige barrierer og kulturelle forskelle, for vi er alle Guds børn.
Leslie Nilsson, fotograf
Bob:
Inden Lori og jeg blev gift, talte vi om at tage på mission, når vi gik på pension. Vi havde begge tjent på mission før. Lori havde været på mission i Kobe i Japan, og jeg havde tjent i Brisbane i Australien. Da vi endelig nåede frem til, at vi var klar til at gå på pension, fortalte vi vores børn, at vi gerne ville tjene på mange missioner.
Vi var heldige at kunne trække os tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Da vi havde hørt, at nogle ældre par ikke var i stand til at tjene i visse lande i tredje verden blandt andet af helbredsmæssige årsager, tænkte vi: »Vi er ikke blevet 60 endnu. Vi er ved godt helbred, så brug os.«
Jeg gik på pension to dage efter, jeg var blevet 56. Vi modtog faktisk vores missionskald, mens jeg stadig arbejdede. Da vi åbnede brevet med vores kald og fandt ud af, at vi var blevet kaldet til at tjene i Phnom Penh-missionen i Cambodja, græd vi. Vi var så spændte!
Lori:
Cambodja havde ikke lige været på vores radar. Jeg havde regnet med, at vi skulle til Afrika eller noget sådant. Vi begyndte at tænke over, hvilke eventyr der ventede os der. Vi ville ikke have valgt Cambodja, men sikke en gave! Sikke en velsignelse! Herren er smartere, end vi er. Han sendte os dertil, hvor vi havde brug for at være.
Vi tjente som humanitære missionærer. Vi arbejdede på projekter for LDS Charities, lavede rapporter og bad om nye projekter. Vi fulgte også op på gamle projekter som brønde, der var blevet boret to år tidligere. Det endte med, at vi også tjente på andre måder.
Vi deltog i stavs- og distriktskonferencer for at hjælpe med at oplære ledere og missionærer, vi inspicerede missionærernes lejligheder og besøgte medlemmer i deres hjem. Vi gjorde alle mulige ting for at hjælpe missionen til at køre glat.
Der var ikke to dage, der var ens på vores mission. Nogle dage var vi ude i bushen i vand eller mudder til knæene. Andre dage tilbragte vi på missionskontoret. Vi besøgte ministeriet for kult og religion med PA-missionærerne. I Cambodja beskriver ordet »kult« ikke nødvendigvis noget negativt. Den officielle religion er buddhismen – alt andet betragtes som kult. Vi aflagde besøg i ministeriet for at vise, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en god organisation, man kan stole på.
Vi udviklede et godt forhold til dem, og de var hurtige til at ringe efter hjælp. De kunne ringe og sige »Der har været oversvømmelse, og vi har brug for mad til 200 familier, der har måtte forlade deres hjem.« De vidste, at de kunne stole på, at Kirken kunne skaffe det fornødne hurtigt og bidrage med de ting, de ikke havde.
Hvad oplevede vi i Cambodja? Vi oplevede nok det meste! Vi har siddet på de mest beskedne gulve – ofte blot jord eller bambus – i de mest beskedne hjem. Vi har også været i palæer hos embedsmænd. Bob tjente tilmed i et grenspræsidentskab for en tid.
Bob:
Missionspræsidenten ringede til mig og sagde: »Hej, jeg vil gerne kalde dig som andenrådgiver i en gren.« Halvandet år senere stod jeg i beseglingsværelset i templet i Hong Kong i Kina sammen med den grenspræsident, jeg havde tjent med. Han var i templet for første gang! Han og hans familie havde sparet op og prøvet at komme i templet syv gange, men der kom altid en ulykke eller noget sygdom i vejen. Efter syv år havde de kun 40 dollars opsparet.
Tre gange på vores mission var vi i stand til at hjælpe sidste dages hellige i Cambodja til at komme i templet. Vi tog mange grenspræsidenter med, som havde udført mange tempelanbefalingsinterview, men aldrig selv havde været i templet. I Cambodja assisterede seniorægtepar disse familier på deres vej mod templet. De er nødt til at have nogen med sig, for de ved ikke, hvordan man tager et fly. Mange har end ikke kørt med bus! Og de er nødt til at flyve til Hong Kong for at komme i templet. Det var svært for dem at gøre på egen hånd. Vi er taknemmelige for hjælpefonden for tempelbesøgende, der hjalp til at tage hånd om dem.
Lori:
Det kan være en udfordring at være medlem af Kirken i Cambodja. Der er ingen helligdagsmentalitet i Cambodja. Alle, der kommer i kirke, må ofre noget for at være der.
Desuden er seks procent af befolkningen muslimer og blot to procent er kristne – resten er buddhister. Skiftet fra den buddhistiske livsstil til en kristen er meget svær. Nogle mennesker mister stadig deres arbejde, og mange gange bliver de udstødt af andre i nabolaget.
Tiende er også noget af en udfordring. De buddhistiske munke kommer forbi hver morgen og beder om ris eller penge, og det er folk vant til. Men at skære en del af sin løn for at betale tiende er anderledes stort.
Mange mennesker har oplevet traumatiserende ting. På grund af De Røde Khmerer, et kommunistisk regime, der sad på magten i Cambodja sidst i 1970’erne – kan alle over 40 fortælle rædselsvækkende historier. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke var blevet påvirket af det. Alle har medlemmer af familien, der er blevet myrdet. Selvom de har været igennem så meget, kunne jeg ikke fatte, hvor ukuelige de var, og hvor villige de var til at prøve. Men bag deres hårdførhed, lider mange stadig af lavt selvværd. Mange føler ikke, at de spiller nogen rolle eller er noget værd.
Det var forbløffende at se, hvordan Jesu Kristi evangelium hjalp dem til at blomstre. Når de finder ud af, at de ikke blot er vidunderlige, men også børn af Gud, kan de sige: »Er det virkelig rigtigt? Nu har jeg noget at bidrage med.«
Kirken vil virkelig blomstre i Cambodja. Der er blevet ført fantastiske mennesker til Kirken. De hellige der er pionerer, og de, som virkelig tager imod evangeliet, bliver velsignet på så mange måder, fordi de lærer Frelseren at kende. Det er virkelig forunderligt.
Vi har mange medlemmer og stærke menigheder omkring et sted, der kaldes »Trash Mountain«, der er en åben losseplads, hvor folk bor. Medlemmerne der er skraldere og samlere. De tjener deres penge med at genbruge plastik og aluminium, som de finder på lossepladsen. De bor i bittesmå huse, som vi har besøgt mange gange.
Bob:
En dag kunne vi høre høj musik, og vi bemærkede, at der var blevet slået et telt op. I Cambodja betyder det enten, at nogle skal giftes eller en er død.
Lori:
Vi fandt ud af, at en mor til fem eller seks børn lige var død. Der var ingen mand. Børnene var bare vågnet op og havde opdaget, at deres mor var død.
En af døtrene hulkede bare. Ved hjælp af en oversætter sagde hun: »Jeg er den ældste. Jeg har alle disse søskende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.«
Jeg tog hende i mine arme. Hvordan kunne jeg lade være? Pigen havde lige mistet sin mor. Jeg talte til hende på engelsk og sagde: »Jeg ved, at du ikke forstår mig, men jeg lover, at du vil se din mor igen. Det ordner sig alt sammen. Du kommer ikke til at stå alene tilbage.«
Der er så mange oplevelser som denne, der har givet os en særlig tilknytning til folk i Cambodja.
Vi har følt, at kærligheden var gensidig. Det cambodjanske folk viste os stor venlighed. Vi elsker dem, fordi de er Guds børn. De er vores brødre og søstre.
Med nogle mennesker, kan jeg huske, at jeg tænkte: »Jeg kan ikke vente, til jeg skal se dig i næste liv, så jeg virkelig kan fortælle, hvad jeg føler for dig og hvilken kærlighed og beundring, jeg nærer, for jeg kan ikke sige det nu.«
Vores mission har været os til velsignelse på så mange måder. Nogle mennesker siger: »Jeg ved ikke, om jeg kan tjene som missionær. Jeg kan ikke forlade mine børnebørn.« Vi havde fem små børnebørn, da vi tog af sted, alle drenge i alderen fem, fire, tre, to, en. Vi fik to børnebørn, piger, mens vi var væk. Jeg vil gemme to af mine cambodjanske navneskilte og give dem til pigerne, så de ved, hvorfor bedstemor ikke var der, for bedstemor gjorde det, Herren ønskede, at hun skulle gøre.
Bob:
Der er mange måder at tjene Herren på som missionær. Vi har taget det til os, som ældste Jeffrey R. Holland har sagt om at tjene som seniormissionærer. Han har sagt: »Jeg lover jer, at I kommer til at gøre ting for [jeres familie] i Herrens tjeneste, som I aldrig i de evige verdener ville kunne gøre ved at blive hjemme og hænge over dem. Hvilken større gave kan bedsteforældre give deres efterkommere end ved eksemplets såvel som ordets magt at vise, at ›her i familien tjener vi på mission!‹ (Jeffrey R. Holland, »Modigt må vi kæmpe«, Liahona, nov. 2011, s. 46).«