2019
En invitation til Ricardo
April 2019


En invitation til Ricardo

Martin Apolo Cordova fra Paraná i Brasilien

stack of invitations

Illustration: Katy Dockrill

Når jeg hører om en kirkeaktivitet, inviterer jeg altid 10 mennesker med, der ikke er medlemmer af Kirken. Det har jeg gjort i årevis. Jeg laver invitationer og lægger dem i en hvid konvolut og beder om Åndens vejledning. Så deler jeg invitationerne ud. Det er sjældent, at alle 10 kommer, men bare der kommer en, føler jeg, at det har været en succes.

For flere år siden forberedte jeg 10 invitationer til et foredrag for gifte par. Jeg delte ni ud til folk på mit arbejde og havde en tilbage. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle give den til. Nogle minutter senere kom Ricardo, en sælger, forbi mit skrivebord. Jeg følte mig tilskyndet til at invitere ham, selvom han havde afslået en invitation fra en kollega om at deltage i noget i hans kirke. Jeg troede ikke, at Ricardo ville være interesseret.

Men da Ricardo igen gik forbi mit skrivebord på sin vej ud, følte jeg tilskyndelsen igen. Men han var så hurtigt væk, at jeg ikke fik en chance for at tale med ham. Jeg bad om, at Ricardo ville vende tilbage, hvis det var meningen, at jeg skulle give ham invitationen.

Da jeg havde bedt færdigt, kom Ricardo tilbage for at spørge mig om noget. Da jeg havde svaret ham, sagde jeg: »Ricardo, min kirke har en aktivitet for gifte par. Vi kommer til at tale om oplevelser med at leve lykkeligt sammen hver dag. Bagefter er der dans. Har du lyst til at komme, hvis jeg inviterer dig?«

»Selvfølgelig!« svarede Ricardo, men hans svar overbeviste mig ikke.

»Jeg har i alle tilfælde gjort min del,« tænkte jeg.

Min hustru og jeg kom tidligt til aktiviteten for at hilse på folk, når de kom. Pludselig fik jeg øje på Ricardo og hans hustru, Regina. Jeg præsenterede dem for min hustru og de andre deltagende. Ricardo og Regina så ud som om de hyggede sig hele aftenen. Jeg blev overrasket, da de sagde, at de ville komme i kirke om søndagen for at lære mere.

Ricardo, Regina og deres to børn lærte mere. De tilsluttede sig til sidst Kirken. Senere blev de beseglet i templet. Ricardo fortalte mig engang, at han og hans hustru havde talt om skilsmisse, men så havde Herren ført Ricardo til mit kontor.

Jeg har siden bedt Gud tilgive mig for at tænke, at Ricardo ikke ville tage imod invitationen. Jeg har lært, at det er vigtigt at invitere alle. Man kan aldrig vide, hvem der tager imod indbydelsen.