2019
Gør det at drage omsorg frydefuldt
April 2019


Principper for omsorg

Gør det at drage omsorg frydefuldt

At tjene andre i kærlighed er til glæde for både giver og modtager.

Jesus with the leper

Tid til den ene, af Michael Spencer Parker

Sommetider kan vores søgen efter lykke i dette liv virke som en trædemølle. Vi løber og løber og synes ikke at komme nogen vegne. For nogle føles tanken om at drage omsorg for andre blot som endnu en byrde.

Men vor himmelske Fader ønsker, at vi skal opleve glæde, og han har sagt, at »menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25). Og Frelseren har lært os, at det at vise andre omsorg er afgørende for, at vi og andre kan nyde glæde.

Hvad er glæde?

Glæde kan defineres som en »følelse af tilfredshed eller lykke«.1 Nutidige profeter har tydeliggjort, hvor glæden kommer fra, og hvordan den findes. »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet,« har præsident Russell M. Nelson sagt. »Glæde kommer fra og på grund af [Jesus Kristus]. Han er kilden til al glæde.«2

Det giver glæde at vise omsorg

Da Lehi tog af frugten fra livets træ, blev hans sjæl fyldt »med overordentlig stor glæde« (1 Ne 8:12). Hans første ønske var at dele denne frugt med dem, han elskede.

Vores villighed til at drage omsorg for andre, kan give os og dem den slags glæde. Frelseren underviste sine disciple om, at den frugt vi frembringer, når vi er knyttet til ham, hjælper os til at opleve en fylde af glæde (se Joh 15:1-11). At virke i hans værk og forsøge at føre andre til ham kan være en glædelig oplevelse (se Luk 15:7; Alma 29:9; L&P 18:16; 50:22). Vi kan opleve denne glæde trods modgang og lidelser (se 2 Kor 7:4; Kol 1:11).

Frelseren viste os det fuldkomne eksempel på, at en af de største kilder til sand glæde finder man i tjeneste. Når vi drager omsorg for vores brødre og søstre ligesom Frelseren, med barmhjertighed og kærlighed i hjertet, kan vi opleve en glæde, der rækker ud over enkel tilfredshed.

»Når vi drager omsorg af et villigt hjerte … vil vi komme tættere på at blive et Zion-folk og føle en uforlignelig glæde sammen med dem, vi har hjulpet ad disciplens vej,« har søster Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident, sagt.3

Hvordan kan vi gøre det mere glædeligt at drage omsorg?

Der er mange måder at bringe større glæde ind i vores omsorg på. Her er nogle få forslag:

  1. Forstå jeres formål med at drage omsorg. Der er mange bevæggrunde til at drage omsorg. I sidste ende bør vores indsats stemme overens med Guds hensigt om »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Når vi accepterer præsident Russell M. Nelsons opfordring til at hjælpe andre ad pagtens sti, kan vi finde glæde ved at tage del i Guds værk.4 (Se mere om formålet med at drage omsorg i »Principper for omsorg: Formålet, der vil ændre vores omsorg« i Liahona i januar 2018).

  2. Gør omsorg til et spørgsmål om mennesker og ikke om opgaver. Præsident Thomas S. Monson har lært os: »Lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end en person, der skal vises kærlighed.«5 Omsorg handler om at elske mennesker ikke om at gøre ting. Når vi lærer at elske, som Frelseren gjorde, vil vi være mere åbne over for den glæde, der kommer af at tjene andre.

  3. Gør omsorgen enkel. Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har fortalt os, at »store ting udvirkes ved små og enkle ting … Vores små og enkle venlige handlinger og tjenester akkumuleres til et liv fyldt med kærlighed til vor himmelske Fader, hengivenhed for Herrens, Jesu Kristi, værk og en følelse af fred og glæde, hver gang vi rækker ud mod hinanden.«6

  4. Fjern stressen fra omsorgen. Det er ikke jeres ansvar at udarbejde andres frelse. Det er et anliggende mellem den enkelte og Herren. Det er vores ansvar at elske og hjælpe dem til at vende sig til Jesus Kristus, der er deres Frelser.

Jesus with children

Vejen til Emmaus, af Wendy Keller.

Udskyd ikke glæden ved at tjene

Sommetider tøver folk med at bede om hjælp, så det, at vi tilbyder vores tjeneste, kan være lige, hvad de behøver. Men at tvinge os selv på andre er heller ikke svaret. Det er en god ide at bede om lov, inden man yder omsorg.

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt om en enlig mor, der fik mæslinger – hvorefter hendes børn også blev syge. Det ellers pletfrie hus blev rodet og griset. Opvasken og vasketøjet tårnede sig op.

På et tidspunkt, hvor hun følte sig totalt overvældet, bankede nogle hjælpeforeningssøstre på hendes dør. De sagde ikke: »Lad os vide, hvis vi kan hjælpe med noget.« Da de så hendes situation, sprang de til.

»De ryddede op i kaosset, gjorde hjemmet lyst og rent og ringede efter en ven, der kunne komme med nogle hårdt tiltrængte varer. Da de endelig var færdige og sagde farvel, forlod de en mor i tårer – tårer af taknemlighed og kærlighed.«7

Både giver og modtager følte glædens varme.

Fremelsk glæde i jeres liv

Jo mere glæde, fred og tilfredshed vi kan fremelske i vores liv, jo mere kan vi dele med andre, som vi drager omsorg for. Glæde kommer gennem Helligånden (se Gal 5:22 og L&P 11:13). Den kan vi bede om (se L&P 136:29) og indbyde i vores liv. Her er nogle få forslag til, hvordan vi kan fremelske glæde i vores liv:

  1. Tæl jeres velsignelser. Gransk jeres liv og skriv de ting ned i jeres dagbog, som Gud har velsignet jer med.8 Læg mærke til alt det gode rundt omkring jer.9 Vær opmærksom på, hvad der måske afholder jer fra at føle glæde og nedskriv, hvordan I vil løse det eller forstå det bedre. Tag jer tid til at søge en stærkere forbindelse til Frelseren i denne påsketid (se L&P 101:36).

  2. Øv jer i mindfulness. Man finder lettere glæde i stille meditative stunder.10 Lyt nøje til det, der giver jer glæde (se 1 Krøn 16:15). Det kan sommetider være nødvendigt med en pause fra medierne for at kunne være mindful.11

  3. Undgå sammenligninger. Det er blevet sagt, at sammenligning stjæler glæde. Paulus sagde advarende »for de måler og sammenligner sig tværtimod med sig selv, uforstandige som de er« (2 Kor 10:12).

  4. Søg personlig åbenbaring. Frelseren sagde: »Hvis du beder derom, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så du kan lære hemmelighederne og de fredsskabende sandheder at kende – det, som bringer glæde, det, som bringer evigt liv« (L&P 42:61).

Opfordring til handling

Hvordan kan I øge den glæde, I finder i livet gennem omsorg?

Noter

  1. »Glæde«, Den Danske Ordbog, ordnet.dk/ddo

  2. Russell M. Nelson, »Glæde og åndelig overlevelse«, Liahona, nov. 2016, s. 82.

  3. Se Jean B. Bingham, »Udvis omsorg som Frelseren«, Liahona, maj 2018, s. 107.

  4. Se Russell M. Nelson, »Når vi går fremad sammen«, Liahona, apr. 2018, s. 4.

  5. Thomas S. Monson, »Find glæden på rejsen«, Liahona, nov. 2008, s. 86.

  6. M. Russell Ballard, »Find glæde gennem kærlig tjeneste«, Liahona, maj 2011, s. 49.

  7. Se Dieter F. Uchtdorf, »Efterlev evangeliet med glæde«, Liahona, nov. 2014, s. 120-123.

  8. Se Henry B. Eyring, »O, husk, husk«, Liahona, nov. 2007, s. 67.

  9. Se Jean B. Bingham, »Så jeres glæde må blive fuldkommen«, Liahona, nov. 2017, s. 87.

  10. Se Dieter F. Uchtdorf, »Det, der betyder mest«, Liahona, nov. 2010, s. 21.

  11. Se Gary E. Stevenson, »Åndelig formørkelse«, Liahona, nov. 2017, s. 46.