Stol på Frelserens udfrielse

Præsident Henry B. Eyring

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Fra talen »Magten til udfrielse«, der blev holdt på Brigham Young University den 15. januar 2008.

Frelserens forsoning og opstandelse giver ham magt til at styrke os i vores trængsler og udfri os fra dem.

image of the Savior with arms outstretched

For de af os, der har mistet en af vores kære, kan vejen frem synes trist og ensom – især for dem uden kundskab og vidnesbyrd om Frelseren Jesu Kristi forsoning og opstandelse. I husker nok hans to tvivlende disciple på vejen til Emmaus. Den opstandne Herre slog dem følge og spurgte, hvorfor de var bedrøvede. Lukas giver os dette svar:

»De svarede: ›Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket

- hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham.

Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel‹« (Luk 24:19-21).

Vi finder trøst i vores kundskab og vidnesbyrd om, at det var ham, der forløste Israel. Det var ham, der »[brød] dødens bånd« (Mosi 15:23). Det var ham, der blev »førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15:20). Det var ham, der muliggjorde tempelpagter, der for evigt binder os sammen med dem, vi »har kær, og som igen [vi] fandt.«¹

I denne påsketid, vil jeg gerne dele en del af et åndeligt budskab, jeg gav for nogle få år siden om Frelserens magt til udfrielse. Det styrkede mig, da jeg forberedte og gav det. Jeg beder til, at det vil styrke jer, når I læser det.

Livet slutter tidligt for nogle og for os alle i sidste ende. Vi vil hver især blive prøvet i mødet med døden, når vi mister nogle, vi elsker.

Forleden dag mødte jeg en mand, jeg ikke har set, siden hans kone døde. Det var et tilfældigt møde i forbindelse med et socialt højtidsarrangement. Han smilede, da han gik mig i møde. Idet jeg huskede på, at hans hustru var gået bort, spurgte jeg yderst forsigtigt: »Hvordan har du det?«

Smilet forsvandt og hans øjne blev fugtige, og han svarede stille og med stor oprigtighed: »Jeg har det fint. Men det er meget svært.«

Det er meget svært, som de fleste af jer allerede har erfaret, og som vi alle vil vide på et tidspunkt. Den sværeste del af prøven er at vide, hvad man stiller op med sorgen, ensomheden og det tab, der føles som om vi har mistet noget af os selv. Sorg kan hænge ved som en kronisk smerte. Og for nogle kan der også være følelser af vrede eller uretfærdighed.

Frelseren kender vores sorger

Frelserens forsoning og opstandelse giver ham magt til at udfri os i sådan en prøvelse. Gennem den erfaring han gjorde sig, kender han til alle vores sorger. Han kunne have kendt til dem gennem inspiration fra Ånden, men han valgte i stedet for at erfare det for sig selv. Dette er beretningen:

»Og se, han skal blive født af Maria ved Jerusalem, som er vore forfædres land, og hun er en jomfru, et dyrebart og udvalgt redskab, som skal blive overskygget og undfange ved Helligåndens kraft og føde en søn, ja, selveste Guds Søn.

Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:10-12).

Gode folk omkring jer vil prøve at forstå jeres sorg ved at miste en af jeres kære. De føler måske selv sorg. Frelseren forstår og føler ikke kun sorg, men han føler også jeres personlige sorg. Han kender jer til fuldkommenhed. Han kender jeres hjerte.

Indbyd Helligånden

Frelseren ved hvilken af de mange ting, I kan gøre, der vil være bedst for jer, når I indbyder Helligånden til at trøste og velsigne jer. Han ved, hvor det vil være bedst for jer at begynde. Sommetider vil det være at bede. Sommetider vil det være at trøste en anden. Jeg kender en enke med en invaliderende sygdom, der blev inspireret til at besøge en anden enke. Jeg var der ikke, men jeg er sikker på, at det var Herren, der inspirerede en trofast discipel til at række ud mod en anden og således blev i stand til at komme dem begge til undsætning.

Der er mange måder, hvorpå Frelseren kan komme de sørgende til undsætning, hver især er de tilpasset dem. Men I kan være sikre på, at han kan og vil gøre det på den måde, der er bedst for den sørgende og dem omkring dem. En konstant faktor, når Gud udfrier folk fra sorg, er, at de føler en ydmyghed som et barns for ham. Et stort eksempel på kraften i trofast ydmyghed ser man hos Job (se Job 1:20-22). En anden konstant, som Job også havde, er en vedvarende tro på kraften i Frelserens opstandelse (se Job 19:26).

Vi vil alle opstå, deriblandt jeres afdøde kære. Den genforening, vi vil opleve med dem, vil ikke blive æterisk, men den vil finde sted i legemer, der hverken vil dø, blive ældre eller skadet.

Da Frelseren viste sig for sine apostle efter sin opstandelse, forvissede han ikke alene dem i deres sorg, men også alle os, der på et tidspunkt vil sørge. Han trøstede dem og os på denne måde:

»Fred være med jer …

Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har« (Luk 24:36, 39).

Herren kan inspirere os til at række ud efter kraft til udfrielse fra vores sorg på den måde, der er bedst for os. Vi kan vælge at tjene andre for Herren. Vi kan vidne om Frelseren, om hans evangelium, om genoprettelsen af hans kirke og om hans opstandelse. Vi kan holde hans bud.

Alle disse beslutninger indbyder Helligånden. Det er Helligånden, der kan trøste os på den måde, der passer til vores behov. Og ved Åndens inspiration kan vi få et vidnesbyrd om opstandelsen og et klart håb om den herlige genforening, der venter forude. Jeg følte den trøst, da jeg så på en gravsten over en, jeg kendte – en, som jeg ved, at jeg engang i fremtiden vil kunne favne i mine arme. Eftersom jeg ved det, udfries jeg ikke alene fra sorg, men jeg fyldes også af forventningens glæde.

Havde det lille menneske levet til, hun blev voksen, ville hun have haft brug for udfrielse fra nogle andre prøvelser. Hun ville have været blevet prøvet på, hvorvidt hun ville forblive trofast mod Gud gennem de fysiske og åndelige udfordringer, alle møder. Selvom vores legeme er en storslået opfindelse, så er det en udfordring for os alle at holde den fuldt fungerende. Alle må kæmpe sig gennem sygdom og følgerne af alderdom.

»Vær du ydmyg«

Magten til udfrielse fra vores prøvelser ligger på plads. Den virker på samme måde som udfrielsen fra den prøve, det er at miste en af vores kære, når de dør. Akkurat ligesom den udfrielse ikke altid består i, at livet forlænges for en af vores kære, består udfrielsen fra andre prøvelser måske heller ikke i, at de bliver fjernet. Herren befrier os måske ikke fra dem, før vi har udviklet tro til at træffe valg, der får forsoningens kraft til at virke i vores liv. Det fordrer han ikke på grund af ligegyldighed, men af kærlighed til os.

En vejledning til modtagelse af Herrens kraft til udfrielse fra livets modgang, blev givet til Thomas B. Marsh, der dengang var præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Han var i svære vanskelighed, og Herren vidste, at han ville møde flere. Her var rådet til ham, som jeg har taget til mig og tilbyder jer: »Vær du ydmyg, så skal Herren din Gud lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner« (L&P 112:10).

Herren ønsker altid at lede os til udfrielse ved, at vi bliver mere retskafne. Det kræver omvendelse. Og det kræver ydmyghed. Så vejen til udfrielse kræver altid ydmyghed, for at Herren kan tage os i hånden, for han ønsker at føre os gennem vores problemer og videre til helliggørelse.

Prøvelser kan afføde bitterhed eller skuffelse. Den ydmyghed, som vi behøver, for at Herren kan lede os ved hånden, kommer af tro. Den kommer af tro på, at Gud virkelig lever, at han elsker os, og at det, han ønsker – hvor svært det end måtte være – altid vil være til vores bedste.

Frelseren udviste den ydmyghed. I har læst om, hvordan han bad i Getsemane have, mens han på vores vegne led på en måde, der langt overgår vores fatteevne eller udholdelsesevne og min evne til at beskrive det. I husker hans bøn: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).

Han kendte og stolede på sin himmelske Fader, den store Elohim. Han vidste, at hans himmelske Fader var almægtig og uendelig kærlig. Den elskede Søn bad med ydmyge ord – som et lille barns – om kraft til udfrielse.

Fat mod og find trøst

Faderen udfriede ikke Sønnen ved at fjerne prøvelsen. For vores skyld lod han være, men han tillod, at Frelseren færdiggjorde den mission, han var kommet for at udføre. Derfor kan vi for evigt finde mod og trøst i at kende til den hjælp, som Faderen gav:

»Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.

Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,

og han sagde til dem: ›Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse‹« (Luk 22:43-46).

Frelseren bad om udfrielse. Det, han fik, var ikke en flugt fra prøvelsen, men styrke nok til at komme igennem den med ære.

Hans bud til sine disciple, som selv var blevet prøvet, er en vejledning for os. Vi kan beslutte at følge det. Vi kan besluttet at rejse os og bede i stor tro og ydmyghed. Og vi kan følge det bud, der er tilføjet i Markusevangeliet: »Rejs jer, lad os gå!« (Mark 14:42).

I dette finder I rådet til at komme igennem livets fysiske og åndelige prøvelser. I vil få brug for Guds hjælp, når I har gjort alt det, I selv kan. Så rejs jer og gå, men skaf hans hjælp så hurtigt som muligt, vent ikke på at krisen kommer, før I beder om udfrielse.

Jeg bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever og elsker os. Jeg ved det. Hans plan for lykke er fuldkommen, og det er en plan for lykke. Jesus Kristus opstod, og det vil vi også gøre. Han led for, at han kunne støtte os i alle vores prøvelser. Han betalte løsesummen for alle vores synder og for alle vor himmelske Faders børns synder, så vi kan blive udfriet fra død og synd.

Jeg ved, at i Jesu Kristi Kirke kan Helligånden komme og trøste og rense os, når vi følger Mesteren. Må I modtage hans trøst og støtte i jeres svære stunder, igennem alle livets prøvelser og genvordigheder.