Sød ærlighed
Forfatteren bor i Colorado i USA.
»I skal gøre det gode« (2 Kor 13:7).
»Jeg har brug for, at du ser efter din bror,« sagde mama. »Jeres far og jeg skal hen og hjælpe nogen, der er syge.«
Jeg kiggede op fra min gulvfejning i vores lille hus og nikkede. Mama var hjælpeforeningspræsident, så hun skulle ofte hen og besøge søstre i vores menighed.
»Tak, Arlyn,« sagde mama og kyssede mig i håret. »John sover. Og der står dej til hævning på køkkenbordet. Vær sød at lade den være.«
Jeg så hende og far køre væk i vognen ned ad vores støvede vej. Jeg følte mig stolt over, at mama stolede på mig.
Da jeg fejede køkkenet, stoppede jeg op og så på dejen. Jeg kunne næsten ikke vente til mama skulle bage den i aften. Vi plejede at spise det friskbagte brød med hjemmelavet syltetøj. Men vi var løbet tør for syltetøj for tre måneder siden.
Syltetøj! Tanken gjorde mig lækkersulten. Jeg kiggede op på sukkerskålen, den stod højt oppe på hylden. Jeg vidste, at mama gemte det til at lave mere syltetøj.
Men jo mere jeg tænkte på sukkeret, jo mere sulten blev jeg. Til sidst trak jeg en stol hen til køkkenbordet, og strakte mig. Mine fingre kunne lige nå bøtten med sukker. Jeg skubbede den nærmere på kanten af hylden …
Og så faldt bøtten ned af hylden! Jeg prøvede at gribe den, men den faldt med et højlydt plop lige ned midt i dejen. Der var sukker overalt på dejen, køkkenbordet og gulvet.
»Åh nej!« råbte jeg. Det vækkede min lillebror. Han begyndte at græde. Jeg havde også lyst til at græde. Hvad ville mama sige til det rod?
Da jeg havde fået John til at falde til ro, gjorde jeg mit bedste for at rydde rodet op. Jeg hev bøtten op af dejen og vaskede den af. Jeg tørrede sukkeret af bordet og fejede det af gulvet. Men jeg kunne ikke få sukkeret ud af dejen.
Jeg tænkte på at sætte bøtten tilbage på hylden. Måske ville mama ikke lægge mærke til, at den var tom. Men jeg vidste, at det ikke var rigtigt. Så jeg satte bøtten på bordet og ventede på, at mama og far kom hjem.
Da de kom hjem, bemærkede mama sukkerbøtten lige med det samme.
Jeg tog en dyb indånding. »Jeg ville bare have lidt sukker, Men jeg fik skubbet bøtten ned af hylden. Jeg har prøvet at rydde op efter det, men jeg kan ikke få det ud af dejen.« Ordene røg ud af mig, mens jeg kiggede ned i gulvet.
Mama var stille i et minut.
»Jeg er virkelig jeg ked af det,« hviskede jeg.
Mama sukkede. »Jamen, jeg gætter på, at brødet bliver ekstra sødt i aften,« sagde hun. Jeg så op. Hun smilede svagt. »Tak for at fortælle, hvad der skete.«
Da vi spiste det søde brød den aften, talte mama, far og jeg om ærlighed.
»Vi begår alle sammen fejl i livet,« sagde far. »Men når vi er ærlige og prøver på at omvende os, bliver vor himmelske Fader og Jesus glade. Vi vil altid blive velsignet for at være ærlige, selv når det virker svært til at begynde med.«
Jeg var stadig ked af at have spildt sukkeret. Jeg vidste, at der nok ikke ville blive så meget syltetøj i år på grund af min fejl. Men jeg var glad for, at jeg havde fortalt sandheden. Det var en sødmefuld følelse, som ingen mængde af sukker kunne give.