Undervisning af teenagere og yngre børn
Håndtering af tragedie
Før eller senere vil børn støde på tragedier, uanset om det sker tæt på hjemmet eller langt væk. Men »trods verdens tumult overalt omkring os, kan vi modtage den velsignelse at nyde indre fred.«1 Her er nogle ting, I kan gøre for at hjælpe børn med at føle fred.
Stabilitet
Når der sker noget tragisk, kan børn føle, at deres verden rystes. Vær et eksempel på standhaftighed for dem. Tal roligt og overbevisende om sagen. Oprethold jeres rutine så vidt I kan. Gør alt I kan for at holde familieaften, studere skriften, bede og andre familievaner. Med tiden vil børn lære, at selvom deres verden er rystet, giver evangeliet perspektiv, og livet går videre.
Respekt
Vis respekt for børnenes følelser. Lyt til børnene og anerkend, hvad de føler. Vis dem, at I tager deres bekymringer alvorligt. Giv dem plads, hvis de har brug for det, men lad dem vide, at I står til rådighed, når de er parate til at tale. Besvar spørgsmål ærligt på en aldersvarende måde, når de opstår. Lad jeres børn vide, at de altid kan tale med jer om deres frygt og bekymringer.
Vejledning
Jeres børn spørger måske: »Hvorfor tillader Gud, at der sker dårlige ting?« Forklar, at både gode og dårlige stunder er en del af livet og en del af Guds evige plan. Han tillader hvert enkelt menneske at træffe sine egne valg, og sommetider træffer folk dårlige valg, der forårsager lidelse. Andre gange er der ingen, der har skylden for en tragedie, så er det bare en del af naturen. Uanset hvad er vor himmelske Fader der for os. Med hans hjælp kan vi lære og udvikle os, selv af smertefulde erfaringer. Vi kan vende os til Gud for at finde fred.
Styrkelse og selvstændiggørelse
Vis børnene, at de har kraft til at gøre en forskel ved at give dem en måde at hjælpe på. De kan for eksempel hjælpe med at samle ind til ofre for katastrofer, besøge en syg eller skadet ven på hospitalet, opmuntre nogle, der har mistet en i familien eller bede for nogle, der har det svært. Vi kan ikke ordne alting, men vi har kapacitet til at gøre meget godt, og vi »kan arbejde for fred, når som helst vi hjælper med at lindre en andens lidelse.«2
Trøst
Mind jeres børn om at Gud elsker dem, og at I elsker dem. Giv ikke tomme løfter om, at der aldrig vil ske dem noget dårligt, men forvis dem om, at de lige nu og her er i sikkerhed, og at I vil gøre alt, I kan, for at beskytte dem. Forvis dem om, at vor himmelske Fader vil hjælpe dem igennem enhver prøvelse, der måtte møde dem.
Når I mister modet på grund af modgang, så husk på, at i sidste ende vil det gode vinde over det onde. »Vi fører krig mod synd … men vi behøver ikke at fortvivle«, sagde præsident Thomas S. Monson (1927-2018). »Det er en krig, vi kan og vil vinde. Vor Fader i himlen har givet os de nødvendige redskaber, for at vi kan gøre det. Han står ved roret. Vi har intet at frygte.«3