Så far synge
Maria Oka fra Californien i USA
Illustration: Allen Garns
Jeg havde været på mission i Honolulu i Hawaii i USA i fire en halv måned, da jeg fik et stort anfald og efterfølgende blev diagnosticeret med epilepsi. De efterfølgende måneder indeholdt hospitalsbesøg, utallige prøvetagninger og ny medicin med frustrerende bivirkninger.
Indtil da havde jeg været så fokuseret på missionering, at jeg ikke havde lidt af hjemve, men med anfaldet væltede den følelse ind over mig. Jeg savnede mine forældre og følte mig alene, selvom jeg var omgivet af vidunderlige, omsorgsfulde mennesker. Jeg ville ikke hjem, men jeg ønskede at føle fred.
Med min missionspræsidents tilladelse talte jeg med mine forældre i telefonen om min medicinering. Min far, der lige havde fået opfyldt en livslang drøm om at komme med i Tabernakelkoret på Tempelpladsen, forsikrede mig om, at han ville synge af hjertet for mig til generalkonferencen, der begyndte næste dag.
Den næste morgen bad jeg inderligt om den fred, jeg så desperat havde brug for. Jeg havde modtaget svar på specifikke spørgsmål under generalkonferencen før, og jeg stolede på, at jeg igen kunne modtage vejledning. Da konferencen blev åbnet, sang koret »Kære barn, din Gud er nær dig« (Salmer og sange, nr. 44). I løbet af det første minut, fik jeg øje på min far på tv-skærmen. Kameraet zoomede ind på hans ansigt et stykke tid.
Tårerne piblede frem i mine øjne, da en vældig følelse af fred indhyllede mig. Jeg vidste, at Gud elskede mig. Han vidste præcis, hvad jeg havde brug for den dag – en enkel forsikring om, at han var mig nær og opmærksom på mig. Jeg følte Guds kærlighed og også min families, min makkers og min missionspræsidents kærlighed. I stedet for at føle mig bebyrdet, så jeg nu en mulighed for at komme tættere på Herren.
Mine helbredsmæssige udfordringer forsvandt ikke. Jeg måtte trods alt forlade min mission tidligere, men jeg vidste, at Gud var der, og at han elskede mig. Den forvisning har fulgt mig igennem mange hjertesorger, og den har givet mig håb i mine mørkeste stunder. Andre kan måske kalde det en tilfældighed, men jeg ved, at det at se min far synge om Guds kærlighed var et lille mirakel, da jeg havde brug for det.