Føler sig ny
Forfatteren bor i Texas i USA.
Estland
»Jeg har en overraskelse!« sagde Ema (mor), da hun hentede Rasmus fra skole. De gik sammen ned ad de smalle gader med de farverige huse.
»Rosolje til aftensmad?« gættede Rasmus håbefuldt på. Det var kun en uge siden, at de sidst havde fået det, på hans syv års fødselsdag. Men han kunne altid spise mere rødbede- og kartoffelsalat med spegesild!
Ema rystede på hovedet og smilede. »Jeg mødte to unge kvinder i bussen i morges. Missionærer. De kommer på besøg i aften for at tale om deres kirke.«
Rasmus så forbavset op. Han havde aldrig mødt missionærer før.
Han var inde på sit værelse og lege med sin brandbil, da missionærerne kom. »Tere! Tere! Hej!« sagde de til Ema, da de kom ind i lejligheden. De tog deres store støvler af og tog de sutsko på, som Ema havde til gæster. Ema viste dem hen til den orange sofa. Men Rasmus blev henne ved døren.
Den højeste af kvinderne fik øje på ham og smilede. Der stod Õde Craig (Søster Craig) på hendes sorte navneskilt. »Din mor fortalte os, at du lige har haft fødselsdag,« sagde hun. »Vi har taget noget med til dig.« Hun rakte et lille kort frem. Rasmus kiggede nøje på det.
Det var et billede af en mand. Han havde en hvid kåbe på, og hans hånd var rakt frem.
»Ved du, hvem han er?« spurgte Õde Craig.
Rasmus vidste ikke, hvem manden var. Han havde aldrig set billedet før. Men manden så venlig og stærk ud. »Jeg tror, han er konge!« sagde Rasmus.
Begge missionærer smilede. »Ja, han er. Han er kongernes Konge! Hans navn er Jesus Kristus.« Õde Craig fandt en bog frem med et blåt omslag. »Og denne bog lærer os om ham, Mormoni Raamat. Mormons Bog.«
Han og Ema begyndte at læse i Mormons Bog hver dag, inden han gik i skole. Henne på skolen gik Rasmus og hans klasse en tur i naturen og tog derefter en lur. Efter skolen mødtes han og Ema med missionærerne. De talte med missionærerne om det, de havde læst i Mormons Bog. Sommetider lavede Ema kringel, et flettet kanelbrød til alle. I weekenden kørte han og Ema på cykel eller tog en tur på stranden. Sommetider gik de lange ture i skoven eller langs deres yndlingsflod.
På en af disse gåture i skoven fortalte Ema ham, at hun ønskede at blive døbt. Rasmus smilede bredt. Missionærerne havde bedt Ema om at bede om, hvorvidt hun skulle døbes eller ej. Det lød som, om hun havde fået sit svar!
»Og nu ved jeg lige, hvor jeg gerne vil døbes,« sagde hun med et smil. »Kan du gætte det?«
Rasmus tænkte på missionærernes undervisning om dåb. De havde vist et billede, der forestillede Jesus med Johannes Døber i en flod …
»Floden!« råbte han. »Vores yndlingsflod.«
En uge senere stod Rasmus ved flodbredden med missionærerne og nogle andre mennesker fra Kirken. Ema var klar til at blive døbt. Hun kom helt ned i vandet, ligesom Jesus gjorde. Da hun kom op, smilede hun. Rasmus ønskede at huske dette øjeblik for evigt – det blå vand, de vilde hvide blomster, det grønne græs og sin mors smil.
»Hvordan føltes det at blive døbt?« spurgte han hende senere, da alle sad og spiste småkager, som missionærerne havde haft med.
»Vidunderligt,« svarede hun ham. »Jeg havde lyst til at blive i floden for evigt. Jeg følte mig helt ny!« Mor gav ham et ordentligt kram.
»Til min næste fødselsdag ønsker jeg at blive døbt, akkurat som dig og Jesus,« sagde han til hende. »Jeg vil også gerne føle mig helt ny!«