Kunne jeg virkelig efterleve kyskhedsloven?

Haley S.

Da jeg lærte om Kirken og kyskhedsloven, var jeg ikke sikker på, at det var noget jeg kunne – eller ønskede – at leve efter.

Eftersom jeg voksede op uden for Kirken, var kyskhedsloven ikke altid noget, jeg levede efter – det var ikke engang noget, jeg kendte til. Min mor havde aldrig lært min tvillingebror eller mig om at holde nogen moralske standarder. Vi og vores yngre bror er født udenfor ægteskab. Vores far flyttede ofte sammen med en kvinde i samme øjeblik, de begyndte at komme sammen.

Da jeg blev ældre, blev mine samtaler med vennerne fyldt med nedsættende sprog. Da jeg gik på high school, begyndte jeg at komme sammen med en fyr, der heller ikke efterlevede Kirkens standarder, og at handle i modstrid med kyskhedsloven føltes bare som en normal del af overgangen til at blive voksen.

Men da jeg begyndte at blive undervist af missionærerne, da jeg var 18, lærte de mig, hvordan jeg burde have rene tanker, pænt sprog og handlinger, der afspejlede Kristi lære. Til at begynde med var jeg helt slået ud. Jeg havde levet et liv uden kyskhedsloven, og jeg følte, at jeg var i stykker og for langt ude. Det føltes som om, at selvom jeg virkelig omvendte mig, ville jeg aldrig kunne blive tilgivet for mine synder. Jeg sagde til mig selv, at Kristus ville blive ved med at holde mine fejl op foran mig. Jeg tænkte konstant på, hvordan jeg havde svigtet ham, selv om jeg ikke vidste det. Og ikke nok med det, jeg følte også, at det ikke var en mulighed at følge kyskhedsloven.

Spørgsmål fra modstanderen oversvømmede mit sind og fik mig til at drage det, jeg lærte om kyskhed, i tvivl. Da jeg blev undervist af missionærerne, var jeg i et forhold, hvor moralsk renhed ikke var en prioritet, og jeg tænkte, at det ville ændre det forhold, hvis jeg sluttede mig til Kirken. Måske var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke noget godt match for mig. Jeg husker, at jeg tænkte: »Jeg har allerede opgivet så meget. Og nu dette?« Det fik mig til at tænke på, om Kirken var umagen værd.

Men jeg kunne ikke fornægte den sandhed, jeg havde fundet i Kirken. Hvis jeg vidste, at Joseph Smith var en profet, så betød det, at kyskhedsloven måtte være et sandt bud fra Gud. Det stod ikke til forhandling. Jeg vidste, at min næste udfordring ville være at anvende kyskhedsloven i mit liv og hver dag stræbe efter at blive bedre.

Det var ikke noget, jeg lige kunne ændre på en studs. Der var nogle gange, hvor jeg kom til kort. Jeg oplevede det som et endeløst kredsløb; jeg prøvede at gøre mit bedste for blive bedre, og så faldt jeg ind i de samme gamle mønstre. Da jeg endelig var nået til det punkt, hvor jeg efterlevede kyskhedsloven og følte, at jeg kunne se min Skaber i øjnene og sige: »Jeg prøver, jeg gør mit bedste af et villigt hjerte,« kunne jeg stadig huske alle de gange, jeg var faldet i. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg i mit hjerte vidste, at Herren tilgiver os, når vi oprigtigt omvender os, hvilket jeg havde. Men det afholdt mig ikke fra stadig at føle mig skuffet over mig selv.

Siden da har jeg lært, at Herren vil tilgive os, men vi må også lære at tilgive os selv. Vor himmelske Fader ønsker, at vi erkender vores fejltrin, omvender os, stræber efter at blive bedre og rykker fremad. Men Satan ønsker derimod, at vi bliver lænket til vores synder. Min følelse af at være en taber var Satan, der sagde: »Du kan ikke klare det. Du er ikke rigtig klog, hvis du tror, at du kan.« Men jeg ved, at Herren elsker mig og ønsker at se mig vokse i tro. Det ønsker han for alle sine børn.

Nu hvor jeg har været medlem af Kirken lidt over et år, har jeg set de velsignelser, der kommer af at følge kyskhedsloven. Jeg føler mig ikke nedbrudt eller forvirret mere. Jeg kan stadig have øjeblikke, hvor Satan frister mig med den umiddelbare tilfredsstillelse, der hører til at være menneske, men jeg har lært, at sand tilfredsstillelse kun kommer igennem Kristus. Jeg ved, at Gud velsigner os, når vi følger hans bud.

Jeg har også lært, at man aldrig kan være kommet for langt ud til, at man kan få del i evangeliets velsignelser. Vor himmelske Fader tager imod os med åbne arme. Den tvivl, jeg havde, kom ikke fra Kristus eller vor himmelske Fader. Han gav os kyskhedsloven for at beskytte og vejlede os ad pagtens sti. Det har styrket mit vidnesbyrd om Frelserens forsoning enormt at lære om denne lov. Herren elsker hver og en af os. Det kan godt være, at vi laver rod, men vi har også mulighed for at lære og vokse af vores fejltrin – for at omvende os. Han har ikke givet os dette bud for at gøre livet svært, han har gjort det, fordi han elsker os.¹

Jeg er så taknemmelig for kyskhedsloven og alt, jeg har lært af den. Jeg har set, hvordan den har velsignet mit liv, og jeg ved, at den også vil være til velsignelse for andre.