Unge voksne
Sådan lærte jeg at forstå Guds syn på seksualitet
Redaktørens bemærkning: Denne artikel er en del af en serie i august 2020 Liahona om at have et positivt syn på seksualitet, seksuel intimitet og kyskhedsloven. Begrebet seksualitet betyder noget forskelligt for forskellige mennesker, men i denne sammenhæng taler vi specifikt om vores seksuelle følelser og identitet.
Da jeg voksede op, vidste jeg ikke, hvordan man håndterer seksuelle følelser, hvilket ledte mig ad forkerte stier, men det ændrede mit liv til det bedre at lære sandheder om seksualitet og kyskhed.
Jeg sank ned i min stol i ren skam, da læreren sagde, at lektionen handlede om kyskhed. »Jeg ved godt, at I piger ikke har nogle problemer med kyskhedsloven …,« indledte hun med at sige. Hun vidste jo ikke – det gjorde andre heller ikke – at det var noget, jeg havde kæmpet med som ung kvinde.
Lektioner i kirken havde givet mig den opfattelse, at seksuelle følelser kun er passende i ægteskabet, og at seksuelle følelser uden for ægteskabet er noget slemt. Jeg følte mig skamfuld, svag og alene, hvilket førte til, at jeg bare hadede emnet.
Jeg voksede op i Kirken, og jeg plejede at tænke, at det at tale om sex – selv på en passende måde – eller vedkende sig seksuelle tanker og følelser var et tabu eller forkert, medmindre man var gift. Mine tanker blev forvrænget af at tro, at enhver nysgerrighed eller ethvert spørgsmål om seksualitet eller kyskhed for den sags skyld, skulle blive holdt nede, fordi det ikke var i overensstemmelse med Guds plan. Og fordi jeg tænkte, at mine spørgsmål var for skammelige at drøfte med nogen, ledte jeg efter svar fra kilder, der ikke ser seksualitet på den måde, som vor himmelske Fader gør.
Fastlåst i skam
Jeg tumlede med mine følelser og adfærd i årevis. Jeg vidste, at de var forkerte, men jeg vidste ikke, hvor jeg kunne få hjælp. Min synd og skyldfølelse tyngede mig hver eneste dag, men jeg prøvede stadig at gøre alt andet rigtigt. Jeg følte mig låst i en »mellemzone« – med et ben i verden og et andet i evangeliet.
Jeg ønskede mere end noget andet at være fuldstændig engageret i evangeliet. Så jeg studerede mine skrifter, jeg bad, jeg deltog i kirkeaktiviteter, og jeg passede mine kaldelser. Evangeliet virkede til at være det eneste, der gav mig ro.
Efterhånden som jeg lærte mere om og kom Frelseren nærmere, voksede mit ønske om at efterleve kyskhedsloven sig stærkere. Efter mange overvejelser og bønner besluttede jeg mig endelig for at tale med min biskop om min kamp.
Følte Frelserens helende kraft
Da jeg gik fra biskoppens kontor, syntes den byrde, jeg havde båret på i så mange år, at forsvinde. Jeg græd af lettelse. Jeg følte allerede Frelserens helende kraft virke i mit liv. Møderne med biskoppen hjalp mig igennem omvendelsesprocessen og med at forstå, at mine følelser var normale, og jeg ikke var alene om at kæmpe med kyskhed. Jeg fandt ud af, at der var andre, der som jeg, havde kæmpet i tavshed på grund af skam, frygt og misforståelser.
Min biskop hjalp mig igennem selve omvendelsesprocessen, men en af mine venner gjorde også en stor forskel for, hvordan jeg havde det med min udfordring. Han var et rigtig godt eksempel for mig. En dag betroede han mig, at han tidligere havde kæmpet med pornografi. Jeg blev meget forbavset – jeg ville aldrig have gættet, at vi kæmpede med noget af det samme. Jeg skrev et brev til ham om min erfaring med at omvende mig fra de samme udfordringer, og hvor stor en hjælp det var at vide, at jeg ikke var alene. Om søndagen gav han mig et stort knus i kirken og sagde, at han var stolt af mig, fordi jeg arbejdede med biskoppen, og at jeg aldrig ville være alene. Han hjalp mig til at føle Frelserens kærlighed stærkere.
Siden da har jeg været i stand til føle med og opmuntre venner, der har kæmpet med noget lignende, og hjulpet dem til en bedre forståelse af kyskhedsloven.
Det hjalp mig med at hele, at vide at jeg ikke var alene, at jeg mærkede kærlighed og forståelse fra min biskop og Frelseren og at lære om den evige betydning af kyskhed.
Jeg ved nu, at jeg har taget så meget fejl. Både kyskhed og passende seksualitet er en del af Guds plan for lykke. Seksualdrift er en normal del af jordelivet, og den kan være vidunderlig, når vi lærer at handle passende på den.
Når jeg ser tilbage, er jeg ked af, at jeg aldrig følte mig tryg nok til at tale med nogen om kyskhedsloven, inden jeg talte med min biskop. Jeg burde have vidst, at der ikke er nogen skam i at have spørgsmål om kyskhed eller seksualitet, og at det er vigtigt at tale respektfuldt om begge dele med de rette mennesker.
Evige sandheder kan være en vejledning
På grund af mine erfaringer kan jeg forsikre enhver, der måtte kæmpe med kyskhedsloven, om, at man kan opleve en forandring af hjertet. Der er håb, heling og evige sandheder, der kan være en vejledning for jer. Jeg har lært, at den måde, som verden ser seksualitet på, adskiller sig meget fra, hvordan vor himmelske Fader gør.
Jeg er taknemmelig for de lektier, jeg har lært. Nu har jeg et stærkere vidnesbyrd om Herrens kyskhedslov, betydningen af seksualitet og vigtigst af alt, Frelserens kærlighed og helende kraft.