Herren stod mig bi
Jeg havde ikke forventet, at min mands udstationering i militæret skulle vare et helt år, men den oplevelse hjalp os til at vokse åndeligt som familie.
Illustration: Colby A. Sanford
Min familie og jeg havde været i Texas i USA i tre måneders tid, da min mor en dag ringede mig op fra sit hjem i England.
»Jeg ved ikke hvad, mor,« sagde jeg til hende, »men jeg har en følelse af, at der sker noget i dag, og jeg ved ikke, om det bliver noget, jeg kan lide.«
Da min mand, Matthias, kom hjem den aften, sagde han: »Jeg har noget at fortælle dig.« Jeg vidste med det samme, at han skulle sendes af sted, men jeg havde ikke forventet, at den militære udstationering skulle vare et helt år. Vi havde to uger til at forberede os på, at han skulle af sted. Jeg græd meget i den tid.
Det var et svært år. Det ikke at have min mand eller min familie, der var i England, hos mig gjorde mig bange og bekymret, men det blev også en stor oplevelse for mig som ny mor med en baby, og den lærte os, hvordan vi kunne fortsætte med at vokse åndeligt som familie.
Vi havde allerede tillagt os daglige vaner med familiebøn og studium af skriften. Så når Matthias og jeg havde mulighed for at tale sammen, normalt over Skype, så bad og studerede vi skrifterne sammen.
Når jeg læste skrifterne for mig selv og sammen med min mand, var der et vers, der blev ved med at dukke op i mit sind: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi« (L&P 68:6). Da indså jeg, at jeg altid havde været i stand til at sætte min lid til vor himmelske Fader.
Min kaldelse som menighedens kordirigent holdt mit sind beskæftiget med ordene i salmerne og skrifterne og de løfter, de indeholder. Det gav mig fred at synge og lytte til salmerne.
Da vores baby, Noah, fik lungebetændelse, var der nogle præstedømmebærere, der gav ham en velsignelse til styrke og trøst. Jeg havde nogle storartede omsorgssøstre, der også hjalp mig. Jeg fandt også sammen med andre hustruer, hvis mænd var udstationerede. De hjalp mig mere, end jeg hjalp dem. Vores nabo hjalp endda med at slå vores græsplæne.
Jeg er taknemmelig for de små og enkle ting, der var til velsignelse for vores familie. Det virkede til, at vor himmelske Fader altid velsignede os gennem nogle, der rakte ud til os, når vi havde mest brug for det.