Månekagefestivalen
»Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer« (Joh 14:18).
»Løb nu ikke for langt foran,« råbte far. »Det er ved at blive mørkt, og jeg vil ikke have, at du falder.«
Vincent stoppede op og vendte sig om. »Men du går så langsomt. Jeg vil gerne hen til festivalen, inden alle månekagerne er væk!«
»De løber ikke tør for månekager,« sagde far, da han og mor fik indhentet ham. »I det mindste ikke før, du er der!«
Vincent kunne høre trommerne, som de kom nærmere parken. Rækker af farverige lanterner hang fra træerne og lyste op i mørket. Familier sad på tæpper og spiste og blev klar til at se fuldmånen sammen.
Mor fandt en tom plet på græsset og spredte deres tæppe ud. Hun gav Vincent nogle mønter at købe mad for.
»Tak!« Vincent kunne ikke vente med at udforske det hele. Han talte mønterne, mens han gik. Tyve ringgits! Det var nok til en månekage. Men hvilken slags ville han have? Skinke? Æggeblomme? Durian? Til sidst valgte han en med sort sesampasta. Han gik fra bod til bod, mens han spiste og stirrede på al den forskellige mad. Stribevis af kyllinger på spyd. Store gryder med krydret suppe og nudler. Måske kunne han købe en is for sine sidste penge.
Inden længe var han kommet ind i et område, hvor der ikke var mange lanterner. Mørket gav ham en ide.
»Hvor langt kan jeg gå med lukkede øjne?« Han lukkede øjnene og tog et skridt. Så endnu et. Så stødte hans fod på noget. Han faldt!
Av! Han mærkede noget skarpt mod sin kind. Det var en stor metalrist! Han tog hånden op til kinden. Han blødte.
»Far? Mor,« kaldte han højt. Han skyndte sig tilbage til lanternerne, og han blev hjulpet af nogle med at finde sine forældre.
»Vi var ved at blive bekymrede!« sagde mor. Så fik hun øje på hans ansigt. »Vi må på hospitalet.«
Snart efter sad Vincent sammen med mor og far i venteværelset på hospitalet. Han var så bange. Ville det blive godt igen?
Han lagde sine arme over kors og tænkte på Jesus. Han og hans familie var blevet døbt for nogle få måneder siden. Missionærerne havde sagt, at Jesus kunne give ham trøst.
Jesus Kristus vil hjælpe mig. Jesus Kristus vil hjælpe mig, tænkte han igen og igen. Og snart blev han lidt roligere. Det føltes, som om Helligånden var ved hans side.
Far klemte hans hånd.
»Alt skal nok ordne sig,« sagde mor.
Vincent nikkede. Han vidste, at hun havde ret.
Da lægen kom, syede hun hans kind sammen. Det gjorde ondt, men ikke for ondt. Hun sagde til Vincent, at han sikkert ville få et ar. Men det syntes han var helt i orden. Når han så det, ville han huske på månekagerne, festivalen og en tid, hvor han følte sig trøstet af Jesus og Helligånden. ●