Velbrugt tid

David Dickson

Kirkens Tidsskrifter

Fordi Pele Mika Ah Lam får det meste ud af sin tid, finder hun dagligt glæde, hun har en lille forretning, og hun kan se tilbage uden ærgrelse.

Billede

woman with food stand

Illustration: Emily Lui

Tiden løber lidt anderledes i Stillehavet, end den gør mange andre steder i verden. Daglige opgaver færdiggøres i takt med solens position på himlen, ikke efter uret. Man vågner op til fuglenes sang og bølgernes brusen, ikke et skingert vækkeur.

For Pele Mika Ah Lam fra Samoa er der en anden vigtig overvejelse omkring tid, som hun lever efter: »Jeg får det meste ud af min tid, uanset hvor jeg er.«

Læring i og uden for klassen

Pele voksede op i en landsby, hvor familier – deriblandt hendes – levede af jorden. Rindende vand og elektricitet var ingen selvfølge, og husene var enkle og smukke. Det er ikke let at betale for uddannelse. »Hele vores familie hjælpes ad med at støtte hinanden med uddannelsesomkostninger,« siger Pele. »Det er sådan, det er på Samoa.«

Efter at have arbejdet hårdt og opnået topkarakterer i skolen blev Pele optaget på universitetet i Samoa. Hun valgte at læse regnskab, matematik og it. Hun sørgede også for, at der var tid i hendes kalender til at komme til institut.

Hen ad vejen deltog Pele i en anden aktivitet, der skulle vise sig at ændre hendes liv i den nærmeste fremtid, selvom hun ikke vidste det på det tidspunkt. Af ren fornøjelse mødtes hun hver fredag aften med andre af medlemmer af Kirken, der gik på universitetet for at tale om evangeliet og lære nye færdigheder. Disse aktiviteter varierede fra uge til uge med en undtagelse, den sidste fredag i hver måned var det en fast tradition at de lærte at lave ny mad.

»Jeg var meget opmærksom,« siger Pele. »Jeg ønskede ikke at spilde en chance for at lære noget nyt.«

Den beslutning gav afkast senere.

En dør lukkes, et vindue åbnes

Omkostningerne for at få sig en universitetsuddannelse kan være en kæmpe forhindring for de fleste. For Peles vedkommende var hun nødt til at droppe skolen, da hun løb tør for midler. Hun havde dog arbejdet hårdt, og lært alt hun kunne, mens hun var der – deriblandt, hvordan man laver mange forskellige slags mad.

Som hustru og mor til små børn, tænkte hun meget over, hvordan hun kunne bruge det, hun havde lært, til at være med til at forsørge sin familie. Pele er hele sit liv blevet belært om at tro på Gud og arbejde hårdt.

»Jeg besluttede mig for at starte min egen virksomhed,« siger hun. »Nu har jeg en grill og salatbar, hvor jeg laver det mad, jeg lærte at lave, mens jeg gik i skole!«

Fordi Pele har haft succes med sin virksomhed, tjener hun penge nok til tage sig af sin nære families behov og hun er også i stand til at hjælpe sine forældre og søskende.

»I vores familie tror vi, at ›tro uden gerninger er ufrugtbar‹ (Jak 2:20),« siger hun. »Vi tror på Gud og tror på, at han vil hjælpe os på enhver måde. Men vi må gøre vores del.«

Øtid

Pele lever stadig livet på »øtid.« Hun står op med solen og nyder den enkle, fredfyldte samoanske livsstil. Og hun forstår og lever efter følgende sandhed: »Tiden svinder med lynets hast, og vi kan ikke skrue den tilbage.«¹

Ældste Ian S. Ardern fra De Halvfjerds har sagt: »Tiden er aldrig til salg; tiden er et gode, der, selv om I prøver, ikke kan købes i nogen forretning til nogen pris. Alligevel er værdien af tid umådelig, når den bliver brugt klogt.«²

Fordi Pele prøver at få det meste ud af den tid, hun har, har Gud velsignet hende og hendes familie med fremgang, og de har fundet glæde selv i udfordringer. Hun har et stærkt vidnesbyrd, en velkørende forretning og en fremtid, der tegner lyst.

»Vi er meget velsignede,« siger hun.