Vælg kanalen
Hvad nu hvis Brooke ikke ville være venner med Camille mere?
»Gud dig beskærmer, gør derfor kun ret!« (Salmer og sange, nr. 153)
»Jeg så det sjoveste program i går. Du skulle prøve at se det! Så kan vi måske se det sammen engang!« sagde Brooke.
Camille elskede at snakke med sin bedste ven, når de fulgtes hjemad fra skole. Hun elskede, at de havde så meget til fælles.
»Det lyder rigtig godt.« Camille vinkede farvel og gik hen til sin hoveddør.
Da Camille var blevet færdig med sine lektier, tændte hun for fjernsynet og fandt programmet. Det ville blive så sjovt at tale med Brooke om det i morgen!
Programmet var sjovt. De medvirkende sagde fjollede ting og fortalte vittigheder. Camille grinede en masse. Men det var ikke alt, de sagde, der var sjovt. De brugte nogle ord, der fik Camille til at føle, at hun havde frøer hoppende rundt i maven. Det var ikke gode ord.
Hvad skal jeg gøre? tænkte hun. Camille vidste, at det ikke var pæne ord. Men hun ville gerne se afslutningen. Hvad skulle hun sige, hvis Brooke spurgte hende om det i morgen?
Camille slukkede fjernsynet med et suk.
Da mor kom hjem, hjalp Camille hende med at dække middagsbordet. »Hvordan gik det i skolen?« spurgte mor.
Camille lagde gafler og skeer på bordet. »Det gik rigtig godt! Bortset fra … Brooke sagde, at jeg skulle prøve at se et tv-program. Jeg begyndte at se det, men de brugte nogle grimme ord. Det føltes ikke godt, så jeg slukkede for det.«
»Det lyder som om, at du traf et godt valg.«
»Men Brooke vil gerne have, at vi ser det sammen. Vi er bedste venner! Vi kan lide den samme musik, de samme is, de samme bøger …«
Mor satte en pastaret på bordet. »Sandt nok, men det betyder ikke, at I er nødt til at gøre alle de samme ting. Især hvis det er noget, du ikke har det godt med. Det er i orden at vælge noget andet, end en ven gør.«
»Hvad mener du?« spurgte Camille.
»Ja, vi vælger at undgå dårlige ord, så vi kan føle Helligånden,« forklarede mor. »Men alle har ikke de samme standarder, som vi har. Men det gør dem ikke til dårlige mennesker.«
Camille var stadig bekymret for, hvad der ville ske, når Brooke spurgte hende om programmet. De talte om alt. Hvad nu hvis Brooke syntes, at hun var et pattebarn? Eller værre, hvad nu hvis hun slet ikke ville være venner mere?
Camille bad en bøn, inden hun lagde sig til at sove. »Vor himmelske Fader, hjælp mig med at tale med Brooke i morgen. Hjælp mig med at være modig. Camille kravlede i seng og håbede på, at alt ville gå godt i skolen i morgen.
»Camille!« Kaldte Brooke tværs over legepladsen. Hun løb igennem græsset for at komme hen til Camille. »Hvad syntes du om programmet?« Var det ikke sjovt?«
Camille tog en dyb indånding. »Jeg så faktisk ikke så meget af det.«
Brooke så forvirret ud. »Hvorfor ikke?«
Camille tænkte sig om et øjeblik. Skulle hun bare sige, at hun havde haft travlt? Hvad ville Brooke sige til det? »Tja … jeg så det ikke, for jeg kunne ikke lide det sprog, de brugte. Jeg havde det ikke godt med at se det.«
»Årh« sagde Brooke stille. Så sagde hun: »Det er okay. Vi behøver ikke at se det sammen. Vi kan finde en udsendelse, vi begge kan lide eller gøre noget andet sammen.«
»Okay.« Camille smilede. Så gik de to venner sammen ind i deres klasse, hvor de talte og grinte hele timen. ●
Forfatteren bor i Utah i USA.