Hvorfor er vi her?
Vi sagde vores arbejde op, solgte alt og sagde farvel til familie og venner for at flytte til et sted, vi aldrig havde været før.
Illustration: Shauna Mooney Kawasaki
Jeg arbejdede om dagen, og min hustru, Elen, arbejdede om aftenen. Vi så næsten ikke hinanden. Vi holdt ikke hjemmeaften eller familiebøn. Vi gik til nadvermøde, men vi var ikke så forpligtede over for evangeliet.
Vi begyndte at mærke den tomhed, der kom af at fokusere på verdslige ting i stedet for det, der vedrører Gud. Vi følte, at vor himmelske Fader ønskede mere af os.
Vi tog til templet i Santiago i Chile for at få vejledning til, hvordan vi kunne blive bedre. Vi fik begge den tilskyndelse, at vi var nødt til at flytte fra Santiago med vores små døtre og til det nordlige kystområde ved Coquimbo.
Vi havde aldrig været der, og vi vidste ingenting om området. Men vi sagde vores arbejde op, solgte alt og sagde farvel til familie og venner og mit universitetsstudie.
I Coquimbo kendte vi ikke nogen, og vi havde ingen penge. Jeg fandt et job, men det kunne kun lige dække huslejen. Vi spurgte: »Hvorfor er vi her?«
Elen spekulerede på, om der var noget, hun kunne gøre for at hjælpe med at betale regningerne. En dag syede hun et nyt betræk til en af vores gamle stole. »Jeg sætter den til salg, og ser om der er nogle, der vil købe den,« sagde hun. Nogle ville købe den. Motiveret af det lærte Elen mere om polstring af møbler. Hun begyndte at annoncere og modtage bestillinger.
I 2016 blev jeg kaldet som biskop i vores nye menighed. Med mit arbejde, mit genoptagne universitetsstudie og min kaldelse så jeg atter engang knapt min familie.
»Det her fungerer ikke,« sagde Elen. »Hvorfor arbejder du ikke sammen med mig? Jeg kan lære dig, hvordan man gør. Så vil du være hjemme, og du vil også blive mere fleksibel i din kaldelse.«
Jeg frygtede for at sige mit job op, men Elen foreslog, at vi bad til vor himmelske Fader og sagde: »Her er vores forretning. Vi vil gerne gøre det sammen. Vil du vise os, hvordan vi kan få det til at fungere, mens Gregorio tjener som biskop.«
Det gjorde vor himmelske Fader. Efter flere år, hvor vi knap nok så hinanden, skal vi nu tilpasse os, at vi altid er sammen. Sommetider siger Elen for sjov: »Har du ikke nogle biskoprådsinterview, du skal have ordnet? Kom tilbage om fire timer!«
Her i Coquimbo har vi lært at have tro og efterleve evangeliet som familie, og vi er blevet velsignet. Vi flyttede til en by, vi ikke kendte, for at tjene et folk, vi ikke havde mødt før, og vi har set mirakler, vi ikke havde forventet.