Kvinder i genoprettelsens første dage
Ukueligi Washingtonspolitiske stormvejr
Emmeline B. Wells og Zina Young Williams var blevet velsignet med tro på sig selv, da de talte med statsledere om et upopulært emne.
De to kvinder steg trætte, men beslutsomme af toget i USA’s hovedstad Washington. Efter fem dages rejse fra Salt Lake City håbede Emmeline B. Wells og Zina Young Williams på, at de kunne fremme Kirkens medlemmers sag, men de vidste, at de ville møde modstand.
I januar 1879 deltog de i et nationalt møde om kvinders ret til at stemme og anmodede den amerikanske kongres om at tilbagerulle hård lovgivning mod Kirken.
»Jeg ønsker at gøre alt, hvad der står i min magt, for at forbedre mit eget folks situation, særligt kvinder,« skrev Emmeline i sin dagbog.1 Hun var fra 1877 til 1914 redaktør på et tidsskrift for kvinder i Kirken, der blev kaldt Woman’s Exponent, hvor hun kæmpede for gode gerninger i hjem og fællesskaber.
De nationale ledere for stemmeret Elizabeth Cady Stanton og Susan B. Anthony »bød høfligt velkommen« til de to kvinder fra Utah.2 De placerede dem i en komité, som skulle levere forskellige budskaber til landets præsident Rutherford B. Hayes.3
Emmeline talte selvsikkert med ham og rapporterede: »Da vi havde givet ham nogle oplysninger angående forholdene for dette folk og det, som sandsynligvis ville blive konsekvenserne af markante og hårde tiltag, bemærkede han, at han aldrig før havde set på sagen i det lys, som vi fremlagde den i.« Præsident Hayes inviterede sin kone, Lucy, til at høre deres appel. »Hendes kvindelige sympati blev tydeligt vakt.«4
I mere end to uger videregav Emmeline og Zina budskaber til indflydelsesrige lovgivere på vegne af Kirken. Emmeline huskede tilbage på, at de »ofte mødtes med folk, som viste meget stor interesse« for deres budskab.5
Selv om det ikke lykkedes dem at ændre offentlighedens mening det år, så talte Emmeline og hendes søstre i Hjælpeforeningen i mere end 17 år for kvinders og Kirkens medlemmers rettigheder. Lykkeligvis blev Utah i 1896 en stat, og mange religions- og borgerrettigheder blev genindført.