Kun digitalt
Sådan lærte jeg at tjene med kærlighed
Forfatteren bor i Missouri i USA.
Tjeneste velsigner dem, vi tjener, men hvis vi tjener med den rette indstilling, vil vi også blive velsignet.
Da jeg sluttede mig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som 35-årig, var en af de mange ting, jeg hurtigt fandt ud af, at jeg var nødt til at være villig til at tjene andre. Hvad enten det var for at hjælpe nogen med at flytte, tilbyde plænebehandling, reparere eller sørge for transport, så prøvede jeg så meget som muligt at besvare anmodninger om tjeneste fra mit kvorum eller fra enkeltpersoner.
Jeg følte, at jeg tjente på en god måde. Når jeg ser tilbage, indser jeg dog, at jeg tjente af pligtfølelse og ikke af kærlighed til dem, der havde brug for hjælp. Jeg anså ikke rigtigt min tjeneste for at være et forsøg på at blive Herrens hænder.1
Da jeg flyttede til det centrale Missouri i USA, havde jeg mulighed for at tjene et ældre par. Deres lille, gamle hjem på landet havde brug for en masse reparationer, deriblandt det utætte tag. Parret led dog af alvorlige helbredsmæssige udfordringer, der forhindrede dem i at udføre fysisk arbejde.
En varm dag i juli var min gode ven Dallas Martin og jeg oppe på taget og lagde nye tagspåner. Vi var ubehageligt til mode og dryppede af sved. Pludselig holdt Dallas op med at sømme, rejste sig op og så på mig.
»Forstår du, hvor velsignede vi er ved at være dem, der er i stand til at være her og udføre dette arbejde, og ikke dem indenfor, der ikke kan?« spurgte han.
Hans spørgsmål ramte mig som et lyn. Det var bogstavelig talt et livsændrende øjeblik. Hele mit perspektiv på tjeneste fik en ny betydning. Jeg indså, hvor velsignet jeg var ved at være i stand til at gøre alt det, jeg kunne.
I det øjeblik følte jeg, at Dallas og jeg ikke blot hjalp på grund af pligtfølelse, men hjalp med en følelse af taknemlighed. Herren havde velsignet os med evnen til virkelig at være hans hænder. Da jeg indså det, var det let for mig at føle kærlighed til dem, vi hjalp.
Hver gang jeg siden den dag har hjulpet med et tjenesteprojekt, eller når nogen har haft brug for hjælp, som jeg var i stand til at yde, har jeg prøvet at have det perspektiv in mente. Jeg har ikke altid haft succes, men det perspektiv har været en stor velsignelse i mit liv. Det har virkelig hjulpet mig til at have en positiv indstilling til tjeneste.
Når jeg har problemer eller udfordringer, prøver jeg at tænke på mennesker, der står over for mere alvorlige prøvelser, end jeg gør. Så takker jeg Herren for alle de velsignelser, han har givet mig.
Hvis vi sætter vores tjeneste i det rette perspektiv, får den en ny betydning. To udtalelser fra præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) gør indtryk på mig.
-
»Den bedste medicin mod selvmedlidenhedens syge er at glemme sig selv i tjeneste for andre.«2
-
»Den bedste modgift, jeg kender mod bekymringer, er arbejde. Den bedste kur mod udmattelse er udfordringen ved at hjælpe en, der er endnu mere træt. En af livets store ironier er denne: Den, der tjener, har næsten altid mere gavn af det, end den, der bliver betjent.«3
Det vil være sandt, hvis vi tilgår os at tjene andre med den rette indstilling. Hvis vi virkelig stræber efter at hjælpe, fordi vi føler kærlighed til vores brødre og søstre, og fordi vi oprigtigt ønsker at være Herrens hænder, vil vores tjeneste velsigne os, ikke blot i dette liv, men også i det tilkommende.