Sidste dages helliges røster
Stop ikke med at synge
Midt i en bus fuld af folk og støj fandt vi en måde at vidne om Frelseren på.
Foto: Rob Crandall/Alamy Stock Photo
Vi fire missionærer havde lige forladt det sted, hvor et par seniormissionærer boede, og vinkede til en bus for at få den til at standse og tage os med tilbage til de områder, hvor vi selv boede.
Vi maste os gennem en menneskemængde i ståområdet og greb fat i metalstangen over vores hoveder. Mens vi stod der, blev vi snart nødt til at læne vores kroppe ind over siddende passagerer for at give plads til andre passagerer, som skubbede sig ind i flokken.
Der sad en midaldrende dame under mig, hendes skød var fyldt med indkøbsposer og æsker. Jeg kunne se på hendes mørke øjne, at hun var træt. Og hendes fortrukne ansigt gav udtryk for, hvor ubekvemt hun syntes, det var at sidde i en propfyldt bus på vej gennem den klæbrige, varme luft i Panama.
Så lukkede jeg mine øjne og forestillede mig, at jeg kunne lugte den lækre mad, som min mor og søster var ved at forberede til juleaften. Jeg forestillede mig også, at jeg kunne høre den julemusik, som mor altid spillede. De dulmende tanker skyllede snart varmen og fugtigheden væk, og jeg begyndte at nynne en julesalme. Kvindens øjne under mig lyste lidt op. Jeg fik mod og begyndte at synge en julesalme for mig selv på spansk. Ældste Glazier sluttede sig til mig, og så blev vi stille.
»I må ikke stoppe«, sagde kvinden med tårer i øjnene.
Jeg kiggede på mine ledsagere og tog min salmebog frem.
»Brødre og søstre«, udbrød jeg hen over bussens larm og spektakel. Mens mine ledsagere også fik fat i deres salmebøger, tilføjede jeg: »Vi vil gerne synge nogle julesange for at dele julens ånd med jer – et lille budskab fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges missionærer.«
Vi sang alle julesalmer i den spanske salmebog. Vi var ikke just et himmelsk kor, men musikkens kraft og ordene om Frelserens fødsel rørte vores hjerter. Begejstringen over at tjene i missionsmarken i julen fyldte os fire ældster med fred, glæde og lys.
Vi sang, indtil vi nåede til vores stop. Kvinden under mig klappede og sagde: »Tak, julesangere!«
Da vi var stået ud af bussen, vinkede vi farvel til den stopfyldte bus. Passagererne i bussen gav os bifald, mens bussen kørte væk, og vi kravlede op ad en bakke ind i den tropiske nat. Jeg ser altid tilbage på den nat med taknemmelighed over den kvinde, som gav os mulighed for at vidne om Frelseren gennem sang.