2021
Forslag til at bringe slægtshistorie, tempeltjeneste og missionering sammen
December 2021


Kun digitalt

Forslag til at bringe slægtshistorie, tempeltjeneste og missionering sammen

Se, hvordan aspekter af slægtshistorie kan forbedre din tilbedelse i templet og din indsats med at dele evangeliet med andre.

en familie går ved templet

Nogle gange tænker vi på slægtshistorie, tempeltjeneste og at dele evangeliet som separate indsatser. Men det er spændende at tænke på at forene dem for at hjælpe folk til at forstå familiens evige natur (se min tilsvarende artikel, »Slægtshistorie, templer og missionering: Mægtige partnere i Israels indsamling«, i december 2021-udgaven af Liahona). Uanset om I er involveret i disse aspekter af Herrens værk som medlem af Kirken, missionær eller tempel og slægtshistorie-konsulent, er der mange måder at bringe vores indsats sammen på. Afhængig af jeres omstændigheder kan I prøve nogle af disse ideer. Men de er blot en begyndelse. Bed om, at Ånden vil vejlede jer, når I søger efter måder, der virker bedst for jer.

Medlemmer af Kirken

Når I bliver involveret i slægtsforskning og hjælper andre til at gøre det samme, deltager I i Guds arbejde med frelse og ophøjelse på begge sider af sløret.

  • Bliv involveret i slægtsforskning og tempeltjeneste. Begynd med at lave dit eget slægtstræ på FamilySearch.org, tilføj derefter fotos, beretninger eller lydoptagelser af din familie. Tempel og slægtshistorie-konsulenter kan hjælpe dig med at tilføje oplysninger til dit slægtstræ. De kan også hjælpe dig med at finde forfædre, der har brug for tempelordinancer.

  • Lær dine forfædre at kende, selvom alle deres tempelordinancer er udført. Jo mere du ved om din familie, jo lettere vil det være at dele deres historie med andre. Dit hjerte vil også vende endnu mere til dine forfædre og øge din evne til at vidne med overbevisning.

  • Lær menighedens tempel og slægtshistorie-konsulenter at kende. Bliv fortrolig med ressourcer på dit lokale slægtshistoriske center, hvis der er et i nærheden. Lær, hvordan man bruger FamilySearch.org, appen FamilySearch Tree og FamilySearch Minder og andre onlineressourcer, der er tilgængelige for kirkemedlemmer i dit område. Jo mere du ved, jo flere muligheder får du for at hjælpe venner til at få en interesse i at lære mere om deres familie.

  • Prøv at tale med familiemedlemmer, venner og kolleger, der ikke er medlemmer af Kirken, om deres forfædre eller deres arv. Tal om familiehistorier, hvor deres forfædre kom fra, karaktertræk, de har arvet, hjemlande, de har set eller håber at besøge, og arvestykker, der er blevet overdraget. Ethvert af disse emner kan føre til meningsfulde drøftelser om jordiske og evige familier.

  • Hold jeres samtaler enkle. Fokuser på engagerende emner, der vil interessere andre i at lære mere om deres forfædre. Forhast jer ikke med emnet slægtsforskning. Lad snarere Ånden lede samtalen og vende folks hjerte mod deres forfædre. Når de er klar til at lære mere, så stol på, at Ånden lader dig det vide.

  • Drøftelser om slægtshistorie kan ofte inspirere andre til at stille spørgsmål om jeres tro og medlemskab af Kirken, såsom »Hvorfor giver jeres kirke alt dette gratis?« eller »Hvorfor føles det så interessant og vigtigt?« Det er bedst at lade disse samtaler vokse naturligt uden at blive tvunget. Bed om og søg Ånden som jeres vejleder.

De, der forbereder sig til at tage på mission

Når du lærer om slægtshistorie, inden du tjener på mission, vil det give dig vigtige færdigheder, der kan lede enkeltpersoner og nyomvendte til at føle ånden i dette store værk. Dine oplevelser vil også hjælpe dig til at vidne om evige familier.

  • Sørg for, at du har en Church Account. Lær dit brugernavn og din adgangskode udenad. Brug din konto til at starte dit eget slægtstræ på FamilySearch.org.

  • Lær grundlæggende færdigheder om FamilySearch.org, såsom at lave dit eget slægtstræ, tilføje et navn til dit træ og tilføje et foto eller en beretning til afsnittet Minder.

  • Lær om beretninger om dine forfædre og vær forberedt på at dele disse historier fra hukommelsen.

  • Find navnet på en eller flere forfædre, der har brug for tempelordinancer. Hvis du bor i nærheden af et tempel, så færdiggør deres dåb og bekræftelse. Gør dette med din familie, hvis du kan. Hvis du har modtaget begavelsen, så udfør de andre tempelordinancer. Hvis du ikke bor i nærheden af et tempel, indsender du navnene for at lade andre udføre ordinancerne.

  • Hvis du har en smartphone eller tablet, så download appen FamilySearch Tree og FamilySearch Minder. Lær, hvordan du bruger dem til at se på dine forfædres profiler, fotos og beretninger. Øv dig i at hjælpe venner med at finde oplysninger om deres forfædre.

  • Bliv fortrolig med afsnittene Slægtshistoriske aktiviteter og Find en person i appen FamilySearch Tree for at lære sjove måder at engagere folk i slægtshistoriske aktiviteter og samtaler på.

  • Hvis du har en levende bedsteforælder eller oldeforælder, så brug appen FamilySearch Minder til at interviewe dem om deres liv. Gem lydoptagelsen på FamilySearch.org sammen med deres foto.

  • Bliv fortrolig med hæftet Min familie: Beretninger, der bringer os sammen og missionærpjecen Familien og templer.

  • Bed om, at Ånden vil vejlede dig til oplevelser, der vil styrke dit vidnesbyrd om evige familier.

Fuldtids- og kirketjenestemissionærer

Mulighederne for at deltage i slægtsforskning og tempeltjeneste varierer fra mission til mission. Din missionspræsident vil hjælpe dig til at vide, hvad der er passende i din mission.

  • Bed om, at Ånden vil lede jer til dem, hvis forfædre beder om at modtage templets ordinancer.

  • Lær tempel og slægtshistorie-konsulenter at kende i det område, hvor I tjener.

  • Øv jer i at indlede samtaler med folk om deres familie. Lær, hvor deres forfædre kom fra, og hvad de ved om deres forfædres historie.

  • Medbring en kopi af dit anehjul eller anetavle, der viser dit slægtstræ. Vær klar til at dele det enten på papir eller ved at bruge appen FamilySearch Tree. Tilbyd at hjælpe andre med at starte deres eget slægtstræ eller lave deres eget anehjul.

  • Når folk spørger, hvorfor vores kirke går så meget op i familien og slægtshistorie, så vær forberedt på at besvare deres spørgsmål. Giv Ånden tid til at røre deres hjerte og vidne om muligheden for at blive forenet med deres familie for evigt.

  • Følg, når du underviser, en idé fra søster Wendy W. Nelson om at forestille dig mindst 100 flere personer i lokalet. »Disse 100 mennesker er selvfølgelig undersøgernes og missionærernes forfædre.«1

  • Lær, hvilke ressourcer der er tilgængelige i jeres område, såsom et slægtshistorisk center. Hvis det er passende, så tag dem, du underviser, med til det slægtshistoriske center for at lære mere om deres familie.

  • Hvis der er et tempel i nærheden, så inviter dem, I underviser, til at besøge grunden. Brug tid der på at tale om frelsesplanen og velsignelserne ved evige familier. Tal om glæden ved at tjene vores afdøde kære i templet.

  • Bed en medlemsfamilie om at fortælle beretninger om deres forfædre eller give dem en meningsfuld opdagelsesoplevelse ved at bruge FamilySearch.org eller appen FamilySearch Tree. Det vil indbyde Ånden. Spørg i denne sammenhæng, hvad de føler, når de taler om deres forfædre. Spørg derefter, efter Åndens tilskyndelser, om de har nogen venner eller familiemedlemmer, der vil synes om en lignende oplevelse.

  • Giv nydøbte medlemmer opmuntring til at deltage i slægtsforskning og tempeltjeneste. Det er en kraftig måde at hjælpe dem til at blive på pagtsstien.

Tempel og slægtshistorie-konsulenter

I kan være en vidunderlig støtte for missionærerne, når I følger Ånden og fortæller om jeres viden.

  • Bed flittigt om, at Ånden må være med dig, når du hjælper andre, især dem, der ikke for tiden er medlemmer af Kirken, dem, der vender tilbage til aktivitet, og dem, der er nydøbt. Lad andres interesser, behov og ønsker vejlede jer i jeres samtaler og den slags hjælp med slægtshistorie, I kan give.

  • Lær de missionærer, der tjener i jeres område, at kende. Inviter dem til et slægtshistorisk center for at lære folk og ressourcer at kende der. Byd missionærerne og dem, de underviser, velkommen, når de kommer. Lær hinanden at kende, inden I dykker ned i slægtshistoriske emner.

  • I missioner, hvor det er tilladt, tilbyd missionærerne at undervise dem i flere slægtshistoriske færdigheder. Lær dem at hjælpe andre til at gøre vigtige opdagelser i familien og bevare dyrebare familieminder.

  • Når I bliver inviteret, så vær sammen med missionærerne ved undervisningsaftaler, hvor familier og templer drøftes. Vær forberedt på at dele dine følelser om vigtigheden af evige familier og det arbejde, vi udfører for vores kære i templet. Hold dine forklaringer enkle.

Note

  1. Wendy W. Nelson, i Rachel Sterzer, »Make Sacrifices for Family History, President Russell M. Nelson Challenges«, nyhedshistorie, 12. feb. 2017, ChurchofJesusChrist.org.