Kun digitalt: Historier fra Saints (De Hellige), bind 3
Et syn om åndeverdenen
Følgende er et uddrag fra bind 3 af Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, som bliver udgivet på engelsk i foråret 2022. Tiden for denne historie er 1918, efter præsident Joseph F. Smiths søn Hyrum M. Smith døde uventet af en sprængt blindtarm. Hans hustru, Ida Bowman Smith, døde umiddelbart efter at have født få måneder efter Hyrums død.
Joseph F. Smiths familie fortalte ham ikke straks om Idas død, fordi de var bange for at nyheden ville knuse ham. Han var blevet mere skrøbelig siden Hyrums død, og han havde sjældent vist sig offentligt i løbet af de sidste fem måneder. Men dagen efter Idas død bragte familien hendes nyfødte søn til Joseph, og han græd, da han velsignede barnet og kaldte ham Hyrum. Så fortalte familien ham om Ida.
Til alles overraskelse modtog Joseph nyheden roligt.1 Der var på det seneste faldet så megen lidelse og smerte over verden. Aviserne indeholdt forfærdelige forlydender om krigen. Millioner af soldater og civile var allerede blevet dræbt, og flere millioner var blevet lemlæstet og såret. Tidligere den sommer var soldaterne fra Utah ankommet til Europa og var vidne til krigens ubønhørlige brutalitet.
En dødelig type influenza var også begyndt at tage liv over hele verden og forværrede krigens smerte og hjertesorg. Virussen spredte sig alarmerende, og Utah var kun få dage væk fra at lukke sine teatre, kirker og andre offentlige steder i håb om at standse bølgen af sygdom og død.2
Den 3. oktober 1918 sad Joseph på sit værelse og reflekterede over Jesu Kristi forsoning og verdens forløsning. Han åbnede sit Nye Testamente til Første Petersbrev og læste om Frelseren, der forkyndte for ånderne i åndeverdenen. »For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde,« læste han, »for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever«
Da han grundede over skrifterne, følte profeten, at Ånden steg ned over ham og åbnede hans forstands øjne. Han så folkemængder af døde i åndeverdenen. Retskafne kvinder og mænd, der var døde før Frelserens jordiske tjenestegerning, ventende med glæde på hans komme der for at erklære deres frigørelse fra dødens bånd.
Frelseren viste sig for mængden, og de retfærdige ånder frydede sig ved deres forløsning. De knælede foran ham og anerkendte ham som deres Frelser og Befrier fra døden og helvedes lænker. Deres ansigt skinnede, da lys fra Herrens nærhed strålede omkring dem. De sang lovsange til hans navn.3
Da Joseph forundredes over synet, reflekterede han igen over Peters ord. De ulydige ånder var langt flere end de retfærdiges. Hvordan kunne Frelseren under sit korte besøg i åndeverdenen muligvis forkynde sit evangelium for dem alle?4
Josephs øjne blev derpå åbnet igen, og han forstod, at Frelseren ikke personligt gik til de ulydige ånder. Han organiserede snarere de retfærdige ånder, udpegede budbringere og bemyndigede dem til at bringe evangeliets budskab til ånderne i mørke. På denne måde kunne alle mennesker, der døde i overtrædelse eller uden kundskab om sandheden, lære om tro på Gud, omvendelse, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, Helligåndsgaven og alle andre af evangeliets grundlæggende principper.
Da Joseph så på den umådelige forsamling af retfærdige ånder, så han Adam og hans sønner Abel og Set. Han så Eva stå sammen med sine trofaste døtre, der havde tilbedt Gud gennem tiderne. Noa, Abraham, Isak, Jakob og Moses var der også sammen med Esajas, Ezekiel, Daniel og andre profeter fra Det Gamle Testamente og Mormons Bog. Således var også profeten Malakias, der profeterede, at profeten Elias ville komme for at plante de løfter, der blev givet til fædrene i børnenes hjerte, og bane vejen for tempeltjeneste og forløsning af de døde i de sidste dage.5.
Joseph F. Smith så også Joseph Smith, Brigham Young, John Taylor, Wilford Woodruff og andre, der havde lagt genoprettelsens grundvold. Blandt dem var hans martyrfar, Hyrum Smith, hvis ansigt han ikke havde set i fireoghalvfjerds år. De var nogle af de ædle og store ånder, der før jordelivet var blevet udvalgt til at komme frem i de sidste dage og arbejde for frelse for alle Guds børn.
Profeten fornemmede derpå, at de trofaste ældster i denne uddeling ville fortsætte deres arbejde i det næste liv ved at forkynde evangeliet for de ånder, der var i mørke og under syndens trældom.
»De døde, som omvender sig, vil blive forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer,« bemærkede han, »og efter at de har betalt straffen for deres overtrædelser og er blevet vasket rene, skal de få en belønning i forhold til deres gerninger, for de er arvinger til frelse.«6.
Da synet lukkede, grundede Joseph over alt, hvad han havde set. Næste morgen overraskede han de hellige ved at overvære det første møde ved oktoberkonferencen på trods af hans dårlige helbred. Opsat på at tale til forsamlingen stod han ustabilt ved talerstolen, og hans store skikkelse rystede på grund af indsatsen. »I mere end halvfjerds år har jeg arbejdet i denne sag med jeres fædre og forfædre«, sagde han, »og mit hjerte er lige så fast i dag, som det nogensinde har været«.7
Da han manglede styrke til at tale om sit syn uden at blive overvældet af følelser, hentydede han blot til det. »Jeg har ikke boet alene i disse fem måneder,« sagde han til forsamlingen. »Jeg har befundet mig i bønnens, den ydmyge anmodnings, troens og fasthedens ånd, og jeg har vedvarende haft kommunikation med Herrens Ånd.«
»Det er et glædeligt møde for mig denne morgen,« sagde han. »Må Gud den Almægtige velsigne jer.«8