2021
Den enestående gave i form af Guds guddommelige Søn
December 2021


Den enestående gave i form af Guds guddommelige Søn

Vor himmelske Fader gav os en gave i form af sin Søn, hvis liv og mission har medført mange andre dyrebare gaver.

painting of Nativity

Kristi fødsel, af N. C. Wyeth

Da tabernaklet i Salt Lake City blev ombygget, fandt genindvielsen af stedet sted under mødet lørdag eftermiddag ved aprilkonferencen 2007. Under det møde havde jeg en oplevelse, der i det små hjalp mig til at forstå den kærlighed, som vor himmelske Fader har til sin Søn, Jesus Kristus.

Satomi, vores anden datter, tjente som missionær på Tempelpladsen i Salt Lake City. Jeg vidste, at de missionærer, der tjente på Tempelpladsen, ville være i Tabernaklet til eftermiddagsmødet, hvor de sad på stueetagen. Jeg havde en plads på balkonen til den session, og jeg håbede på at se min datter.

Lige inden mødet begyndte, åbnede en dør sig, og en gruppe missionærer kom indenfor. Jeg så, at min datter og hendes kammerat var i gruppen. De blev ført til deres pladser. Da så Satomi op mod balkonen. Hun så mig og sagde noget. Jeg kunne se tårer i hendes øjnene. Satomis kammerat lagde armen om hendes skulder og trøstede hende.

Jeg kunne ikke høre, hvad min datter sagde, men jeg forstod ordet: »Far.« Det ord fik mig til at tænke på Satomis barndom og skolegang. Det mindede mig om hendes ønske om at tjene Gud, gøre hans vilje og tjene ham som missionær. Snart græd jeg også. Her var min datter, og jeg var meget tilfreds med hende.

Faderens kærlighed til Sønnen

I samme øjeblik tænkte jeg på vor Faders følelser for sin Søn, da Jesus Kristus led i Getsemane. Vor himmelske Fader blev muligvis rørt til tårer, da han hørte Sønnens bøn: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil« (Mark 14:36).

»Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden« (Luk 22:43-44).

Vor Frelser afsluttede sin forsoning ved at lide i Getsemane have, dø på korset og derefter opstå. Jeg er så taknemmelig for, at Jesus på grund af sin store kærlighed til sin Fader og os gjorde Faderens vilje.

Gaver, vi har modtaget

I denne juletid har vi mange muligheder for at tænke på vor Frelser, Jesus Kristus. Hvilke gaver har vi modtaget på grund af ham? Hvilke gaver kan vi endnu modtage? Vi kan finde svar i skrifterne i dokumentet »Den levende Kristus« og fra personlig åbenbaring.

painting of Christ in Gethsemane

Herren selv er en gave fra vor himmelske Fader til os. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16).

Jesus Kristus har sagt: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene« (Joh 10:11). Han har også sagt: »For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Mark 10:45; se også Matt 20:28).

»Han gav sit liv for at sone for hele menneskehedens synder. Hans gave var en storslået gave som stedfortræder for alle mennesker, der nogensinde kommer til at leve på jorden.«1

Jeg er så taknemmelig for hans liv og forsoning.

Herren har givet os gaven håb. Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi ikke alene overvinde fysisk og åndelig død, men vi bliver også renset, helliggjort, tilgivet og styrket. Hans liv gør, at vi vil opstå (se Alma 11:42-43; L&P 18:10-12), giver os lys (se L&P 50:24) og nåde og sandhed (se Joh 1:17) og kan give os evigt liv og frelse (se Joh 3:16, 17; 6:35, 51; 10:9; 14:6; Eter 3:14). Når vi har tro på ham, omvender os, indgår hellige pagter og stræber efter at holde disse pagter, giver han os lys og håb (se Luk 2:25-32; Joh 8:12; 1 Kor 15:19-23; Moro 7:41; L&P 50:24; 84:44-46; 93:7-10).

Herren giver os gaver i form af tryghed, bud og åndelig styrke. Derudover har Jesus Kristus givet os trøst, hjælp, hans lærdomme, hans eksempel (se 1 Pet 2:21), jorden (se Mosi 3:8), magt, lykke, styrke, fred, glæde, åbenbaringer og buddene (se Joh 13:34; 15:12).

Præsident Russell M. Nelson har vidnet således: »[Guds] Søn, Jesus Kristus, gav sit liv for os. Alt sammen for at vi kunne få adgang til guddommelig kraft – kraft nok til at klare vore dages byrder, forhindringer og fristelser.«2

Præsident Nelson har sagt, at vi kan trække Herrens kraft ind i vores liv ved at:

  • Lære om ham.

  • Vælge at tro på ham og følge ham.

  • Indgå hellige pagter og holde dem nøje.

  • Række ud til ham i tro.3

Jesus Kristus er Guds guddommelige Søn

Hvordan er Jesus Kristus i stand til at tilbyde os så mange gaver? For det er, som Gud Faderen sagde, som Jesus Kristus selv sagde, som profeter sagde, og som engle sagde: Jesus Kristus er Guds guddommelige Søn.

Den 29. april 2019 blev min svigerfar, der var 95 år gammel, døbt. Det var i sandhed et mirakel for hans børn, børnebørn og oldebørn. Vi havde ventet længe på hans dåb. Sikke en gave for vores familie!

Hvorfor ændrede han sig? Hvorfor forpligtede han sig til at blive døbt?

Nogle få måneder inden han blev døbt, fik han et slagtilfælde og blev indlagt på hospitalet. Min hustru, Tazuko, vendte hjem for at besøge ham. Han blev meget glad for at se hende. Han havde været bange for, at han ikke ville få hende at se, inden han døde. Han begyndte at fortælle hende om mange ting, som han var bekymret for. Han tænkte på sin begravelse.

Men Tazuko sagde til ham: »Far, hvis du stoler på Gud og overlader alt til ham, vil du få ro i sindet, og du vil føle fred.« Hun forklarede om vor himmelske Faders plan for lykke, og hvad Frelseren, Jesus Kristus har gjort for os. De talte om åndeverdenen, hvor min svigerfars hustru, hans ældste søn og hans forældre allerede er. »Den næste verden bliver fantastisk,« sagde hun.

Hun fortalte ham også, at det er bedre at kunne tage dertil uden synd. Hun sagde, at takket være Jesu Kristi forsoning og takket være dåb kunne han blive uplettet for Gud. Han tænkte lidt og sagde: »Jeg vil gerne døbes.«

Så sagde han: »Det har været vidunderligt at se jeres børn grundlægge deres egen tro og fortsætte med at gå i kirke, holde befalingerne og stole på Gud. Jeg er så imponeret over dem.« Og blidt og rørt sagde han: »Familien er virkelig vigtig! Det er vidunderligt, at vores familie kan være ét.«

Gaverne valg og forandring

Da han blev medlem af Kirken, spurgte jeg min svigerfar, hvorfor han endelig forpligtede sig til at blive døbt. Han svarede uden tøven: »Jeg vælger det rette.«

Min svigerfar udlevede det, præsident Nelson har sagt: »Jesu Kristi evangelium er fuld af hans kraft, som er tilgængelig for enhver oprigtigt søgende datter eller søn af Gud.«4

»Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse [som Jesus Kristus] på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.«5 Jesu Kristi og hans forsonings indflydelse er uendelig. Det giver os kraft til at vælge, og det giver os kraft til at ændre os.

Hans evangelium var og er et budskab om fred og velvilje. Han opfordrede alle til at følge sit eksempel.6

Jeg ved, at han gennem sine disciple og tjenere stadig går ad veje over hele verden, helbreder de syge, får de blinde til at se og oprejser de døde. Jeg ved, at gennem mange trofaste medlemmer, lærere, missionærer, omsorgsbrødre og omsorgssøstre underviser han stadig i evighedens sandheder, virkeligheden af vores førjordiske tilværelse, formålet med vores liv på jorden og Guds sønners og døtres potentiale i dette og det tilkommende liv.

Han er Guds levende Søn. Han opfordrer os til at arbejde sammen med ham. Og mange mennesker tager imod hans opfordring. Jeg vidner om, at han er en uforlignelig gave, og han har givet os mange gaver gennem sit liv og sin mission.

Noter

  1. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, ChurchofJesusChrist.org.

  2. Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, Liahona, maj 2017, s. 39.

  3. Se Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, s. 39-42.

  4. Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, Liahona, s. 42.

  5. »Den levende Kristus«, ChurchofJesusChrist.org.

  6. Se »Den levende Kristus«, ChurchofJesusChrist.org.