Sidste dages helliges røster
Frygt ikke
Jeg udbrød indvendigt: »Kom du virkelig til jorden for over 2.000 år siden som et hjælpeløst spædbarn?«
Jeg var sammen med min familie hjemme hos en ven, hvor vi spiste middag den juleaften, da jeg fik en opringning fra moderen til en af mine patienter. Hendes 19 år gamle søn havde lidt under et nedslidende forløb med leukæmi, som var forbundet med mange komplikationer til sygdommen og dens behandling.
Til sidst havde han efter endnu en mislykket omgang intensiv kemoterapi besluttet sig for at takke nej til yderligere behandling og var vendt hjem. Han følte fred ved at vide, at han snart skulle dø.
Den aften ændrede hans åndedræt sig, og han fik høj feber, så hans mor ringede efter en ambulance. Da de var ankommet til hospitalets akutmodtagelse, ringede hun til mig.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre!« udbrød hun.
Lægerne forventede ikke, at hendes søn ville overleve mange timer. Vi talte om, hvordan man kunne gøre det komfortabelt for ham, og jeg fortalte hende, at jeg ville være der for familien.
Jeg spiste færdigt, og så begyndte børnene at vise deres krybbespil. Vores ven af familien var begyndt at læse op fra Lukas kapitel 2, så ringede min telefon igen, og jeg gik udenfor.
Min patient var gået bort. Jeg fortalte tårevædet familien, hvor meget deres søn havde betydet for mig. Jeg udtrykte, hvor meget jeg hadede kræft hos børn, og at jeg ønskede, at jeg kunne have gjort mere for ham.
Efter jeg havde tørret tårerne væk, gik jeg igen ind i vores vens hjem. Min ældste søn var i færd med at portrættere Josef ved siden af krybben, og min yngste søn, der var hyrde, lyttede med alvor til englen, som deklarerede:
»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde …
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren« (Luk 2:10-11).
I det øjeblik spurgte jeg for mig selv: »Er du der virkelig? Kom du virkelig til jorden for over 2.000 år siden som et hjælpeløst spædbarn? Tog du virkelig vores smerter og trængsler af enhver slags på dig?«
Mens jeg så på børnene, der ydmygt og højtideligt ærede vor Frelser, hørte jeg svaret: »Ja, jeg er her. Jeg kom og overvandt verden. ›I mine hænder har jeg tegnet dig‹« (se Es 49:16).
Ingen af os er immune over for smerte, sorg og knuste hjerter. Men i de øjeblikke kan vi blive opløftet af englens ord: »Frygt ikke« (Luk 2:10). Og vi kan blive styrket af Herrens ord: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).
Siden da har juleaften haft en ny betydning for mig. Jeg bliver mindet om min patient, hans familie og trøsten ved at vide, at vi gennem Frelserens offer også vil overvinde verden.