2021
Slægtsforskning, templer og missionering: Stærke partnere i Israels indsamling
December 2021


Slægtsforskning,templer og missionering: Stærke partnere i Israels indsamling

De er ikke separate størrelser, men alle en del af det samme store værk.

composite photo of computer screen, missionary, and temple

Foto af templet i London i England: Mark Henderson; foto af missionærsøster: James Whitney Young

To søstermissionærer i missionen i Houston i Texas følte sig tilskyndet til at undervise om formålet med templet. Under lektionen nævnte den mand, som de underviste, at hans bror var gået bort flere år tidligere. Da han allerede havde følt Ånden angående Joseph Smith og Mormons Bog og indså, at han kunne yde frelsende ordinancer for sin bror, accepterede han missionærernes opfordring til at blive døbt. Han blev som nyt medlem senere døbt for sin afdøde bror i templet i Houston i Texas.

I Tempe i Arizona spurgte et af Kirkens medlemmer sin nabo, om han ville være med til at lave et slægtstræ for at vise sin herkomst. Det sagde naboen ja til. Medlemmet hjalp naboen med at tilføje navnene på sine forældre og bedsteforældre i FamilySearch. De forbandt information, som allerede var tilgængelig, og inden længe havde naboen et viftediagram, som viste fem generationer af hans familie. Det gav manden interesse for evangeliet og førte til sidst til dåb og til at tage sine forfædres navne med til templet.

Historier som disse – som der er hundredvis af – viser, hvordan slægtsforskning, tempeltjeneste og missionering samlet drager folk til evangeliet.

Dele af den samme plan

»Mennesker har et medfødt ønske om at kende til sit ophav,« har præsident Russell M. Nelson sagt. »Det bliver en naturlig anledning for vores missionærer.«1 Dette medfødte ønske er et gudgivent og effektivt redskab til at vende vores hjerte til vores forfædre, som venter på at modtage tempelordinancer. Når man skaber forbindelse til disse forfædre, så er det også med til at forberede de levendes hjerter på at modtage evige sandheder – hvilket fører folk på begge sider af sløret til templet.

Da englen Moroni viste sig for Joseph Smith i september 1823, fortalte han Joseph om Mormons Bog – »Guds redskab til at bevirke den indsamling«2 – og citerede så forskellige steder fra skrifterne. Et af de skriftsteder handlede om profeten Elias’ tilbagevenden, hvor han ville overdrage vigtige præstedømmenøgler og indlede en tid, hvor børns hjerter ville vende sig til deres fædre (se Mal 4:6; Joseph Smith – Historie 1:27-43).

Vi anvender ofte udtrykket »Elias’ ånd« til at beskrive folks interesse i og kærlighed til deres forfædre.3 Præsident Nelson har sagt, at dette er »en tilkendegivelse af, at Helligånden vidner om familiens hellige beskaffenhed.«4

Det forklarer, hvorfor mange folk føler en kraftig tilfredsstillelse, når de finder oplysninger om deres forfædre. På samme måde som de fleste folk har en iboende fornemmelse af familien som det vigtigste i livet, så ved de også, at familie nødvendigvis omfatter dem, der har været før os. Efterhånden som de lærer mere om de familiemedlemmer, der er gået bort, vender deres hjerte sig glædeligt for at omfavne dem. Det er ikke kun en følelsesmæssig reaktion, men ofte en åndelig respons, som foranlediges af Helligånden.

»At vende sig til fædrene vækker og forbereder et hjerte på den mægtige forandring,« har ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Derved hjælper profeten Elias’ ånd til omvendelse.«5 Det er åbenlyst, at tanken med slægtsforskning, missionering og tempeltjeneste er, at de bliver brugt sammen. Med vores profets understregning af Israels indsamling på begge sider af sløret som det vigtigste værk i verden i dag, er det ikke svært at forestille sig slægtsforskning som en markant, himmelsendt gave til at hjælpe os med at dele evangeliet med andre.

senior missionary pointing to a computer screen in family history center

Bringer dem sammen

Hvordan forener vi så disse supplerende aktiviteter? Her er nogle forslag.

Medlemmer

Brug familiehistorier til at indlede meningsfyldte samtaler om den kærlighed, I har for jeres nutidige og fortidige familie. Jeres viden om jeres egen familie gør jer fint i stand til at føre samtaler med andre om deres familie. Jeres tilbud om at hjælpe dem med at lære mere om deres familie, kan styrke jeres relation og kan i sidste ende føre dem til en sti med evig betydning.

Før man bliver missionær

Brug noget tid på at deltage i slægtsforskning og tempeltjeneste, selv om I har travlt eller forbereder jer på jeres mission. Opret en Church Account – der er flere årsager til, at man gerne vil have sådan en som missionær, blandt andet så man har tilgang til sin slægtshistorie på FamilySearch.org.

Lær om jeres forfædres historie, og vær parat til at dele dem. Tag nogle familienavne med til templet, hvis I har et tempel i nærheden. Hvis ikke, kan I forberede navne, som andre kan tage med til templet. Start med at lære om FamilySearch og andre ressourcer med det samme.

Missionærer, der tjener på nuværende tidspunkt

Spørg jeres missionspræsident, om personlig deltagelse i slægtsforskning og tempeltjeneste er passende i jeres mission. Her er nogle ting, som er godkendt i alle missioner:

  • At tale om familier – det universelle ønske om at høre til og skabe forbindelse gør det til en naturlig måde at indlede en samtale på.

  • Hjælp undersøgere med at forstå, hvordan de kan være sammen med deres familier for evigt.

  • Bær vidnesbyrd om templets velsignelser.

  • Giv nydøbte medlemmer opmuntring til at deltage i slægtsforskning og tempeltjeneste.

Tempel og slægtshistorie-konsulenter

Vær opmærksom på, at I også kan spille en afgørende rolle for omvendelsen og bevarelsen af nye medlemmer af Kirken.

»Hvis jeg var missionær i dag,« har præsident Nelson sagt, »ville mine to bedste venner i menigheden eller grenen, hvor jeg tjente, være missionslederen og menighedens tempel og slægtshistorie-konsulent.«6

Hjælp, hvor det behøves, missionærer med at introducere folk for slægtsforskning og formålet med templet. Tilbyd at hjælpe de personer med at komme i gang med deres eget slægtstræ. Anspor, hvor det behøves, missionærerne til at tage folk med hen til det slægtshistoriske center.

Når undersøgere forbereder sig til deres egen dåb, kan missionærer opfordre dem til at gøre sig klar til at blive døbt i templet for deres forfædre. Hjælp nydøbte medlemmer med at fortsætte opdagelsen af deres slægts historie. Tag del i deres begejstring over de muligheder, som de nu har, for at velsigne generationer af deres familie. Giv dem opmuntring til at forblive værdige til templets velsignelser.

Hjælp fremskyndelsen

I Lære og Pagter 88:73 siger Herren: »Se, jeg vil fremskynde mit værk, når tiden er inde«. Nogle af de tydeligste tegn på denne fremskyndelse er:

  • Det stigende antal templer, og hvor tæt de er på Kirkens medlemmer.

  • Missionering over hele verden.

  • Den eksplosion af tilgængelig information, der er om vores forfædre.

  • Udviklingen af kraftfuld teknologi til at finde, organisere og dele denne information.

  • Et reelt og hurtigt voksende ønske blandt Guds børn på jorden om at opdage, hvem de er, og blive forbundet med deres familier – den nutidige og fortidige – samt deres forfædres fædrelande.

Som præsident Nelson har sagt: »Vores budskab til verden er enkelt og oprigtigt: Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«7

Sikke en velsignet mulighed vi har som medlemmer af Kirken, der lever i de sidste dage, for at hjælpe vor himmelske Fader med at samle hans børn!

Noter

  1. Russell M. Nelson og Wendy W. Nelson, »Åbn himlene gennem tempeltjeneste og slægtshistorie«, Liahona, okt. 2017, s. 18.

  2. Russell M. Nelson, »Mormons Bog, Israels indsamling og det andet komme«, Liahona, juli 2014, s. 29.

  3. Se Gordon B. Hinckley, »Elias’ ånd«, Stjernen, nov. 1996, s. 20.

  4. Russell M. Nelson, »En ny høsttid«, Stjernen, juli 1998, s. 35.

  5. David A. Bednar, »Missionær, slægtsforskning og tempeltjeneste«, Liahona, okt. 2014, s. 18.

  6. Russell M. Nelson og Wendy W. Nelson, »Åbn himlene«, Liahona, okt. 2017, s. 18.

  7. Præsident Russell M. Nelson, »Lad os stævne frem«, Liahona, maj 2018, s. 118-119.