Unge voksne

Jeg lærte at mærke Guds kærlighed til mig

Eryn Pawluk

Jeg vidste, at Gud elsker alle sine børn, men af en eller anden grund følte jeg mig som en undtagelse.

Under mit første år på universitetet sad jeg i Hjælpeforeningen, da en kvinde delte en oplevelse, hvor hun havde følt sig tilskyndet til at skrive sine tanker ned om, hvordan Gud havde det med hende.

Det gjorde indtryk på mig.

Da jeg kom hjem, følte jeg mig tilskyndet til at gøre det samme. Men efter at have siddet der i 10 minutter uden at have skrevet noget ned, brød jeg ud i tårer. Jeg følte mig som en bedrager. Så meget af mit vidnesbyrd var baseret på Gud og hans fuldkomne kærlighed til os. Og alligevel kunne jeg ikke skrive noget ned.

Jeg vidste, at Gud elsker alle sine børn, men af en eller anden grund følte jeg mig som en undtagelse.

Hvordan kunne det være?

Konfrontation med min usikkerhed

Da jeg begyndte at gå i terapi det følgende år, blev jeg i stand til at begynde at arbejde mig gennem mine tanker. Min terapeut påpegede, at jeg havde en tendens til at være en alt-eller-intet-persontype. Jeg troede, at jeg enten var nødt til at være perfekt til at holde buddene eller ikke var stærk nok. Og jeg indså, at jeg havde besluttet det, fordi jeg ikke kunne mærke Gud i mit liv. Han eksisterede ikke. Men når jeg så tilbage på mit liv, så vidste jeg, at det ikke kunne være sandt. Og jeg indså også, at jeg var problemet ikke Gud.

Lige siden jeg var lille, havde jeg prentet ideen ind i mit hoved om, at hvis jeg ikke var perfekt, så ville jeg aldrig være god nok. Eftersom ingen jo er fuldkommen, sejlede jeg rundt på et hav af usikkerhed. Jeg var ubekvem med ideen om, at jeg kunne være noget værd. Det var årsagen til, at jeg altid havde det, som om jeg ikke levede op til det, jeg skulle, og ikke fortjente nogens kærlighed – heller ikke Guds.

I nogen tid havde jeg prøvet at kæmpe mod ensomhed og følelsen af utilstrækkelighed ved at prøve at være alt. Jeg holdt mig travlt beskæftiget med alle aktiviteter, jeg kunne finde på, for at holde mine tanker væk fra de rigtige problemer i mit liv. Og jeg brugte enorme mængder tid på at tænke over andres behov for ikke at skulle fokusere på mine egne. Jeg var vejleder, spillede tennis, bagte til alle mine venner og naboer og blev undervisningsassistent. Jeg arbejdede også deltid, tog mange fag og blev formand for mange klubber og grupper på fakultetet.

Dem der så på mig udefra, opfattede mig som en pige, der havde styr på det hele. De kunne ikke se, at jeg desperat søgte efter noget, så jeg kunne føle mig god nok. Men når jeg hele tiden prøvede at gøre mere og mere, skabte det blot mere forvirring i mit liv, i forhold til hvem jeg var og gerne ville være.

Ved slutningen af mit første år indså jeg, hvor lammet jeg var blevet af min følelse af at være værdiløs. Jeg havde ladet mig selv blive så overvældende usikker, at jeg nægtede mig selv alle de fantastiske ting, som livet kan tilbyde, og jeg var ved at blive følelsesløs i mit eget liv.

Jeg trådte et skridt tilbage og spekulerede på, hvorfor jeg stadig ikke følte noget på trods af at have gjort så meget. Det sendte mig ned i en dyb depression. Hvad gør man, når man føler sig fuldstændig forladt af Gud?

Jeg var opsat på at komme videre, men følte mig tom, mens jeg spekulerede på, hvordan Gud havde det med mig. Så jeg indså, at der var noget, som var nødt til at blive ændret inde i mig. Da det gik op for mig, åbnede vejen sig for at føle Guds kærlighed.

Søgen efter at føle Guds kærlighed

Først vidste jeg ikke, hvor jeg skulle begynde. Den opgave alene føltes overvældende. Men i løbet af det følgende år satte jeg min lid til, at Herren i sin uendelige godhed ville få mig gennem hver eneste dag. Jeg fandt rigtig meget styrke og ro i sindet ved at læse profeternes budskaber, tænke over mine tempelpagter, give plads til blot 10 minutters skriftlæsning hver aften og være fortrolig med vor himmelske Fader i bøn igennem dagen.

Efterhånden som jeg gjorde disse ting, begyndte jeg at se hans hånd i mit liv. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, eller hvilken sti i livet jeg skulle vælge. Jeg vidste ikke, om der var en sti, der nogensinde ville få mig til at føle mig god nok. Men jeg indså snart, at det, jeg virkelig havde brug for, var at vide, hvem jeg var for Gud.

Jeg befinder mig nu på det sidste semester på universitetet. Med alle de prøvelser, der er som studerende, medarbejder, datter, søster og ven, har jeg indset, at det er afgørende for min succes i alt, hvad jeg gør, at jeg kender mit værd og forstår, hvordan Gud har det med mig.

Der er stadig mange ukendte faktorer omkring min fremtid, og det er i orden.

For det hjælper mig gennem dagen, at jeg ved, jeg ikke behøver være perfekt lige nu. Jeg ved, at Gud er opmærksom på mig. Jeg ved også, at selv når jeg ikke kan føle hans kærlighed, så arbejder han stadig tålmodigt med mig.

I løbet af de sidste par år med denne kamp har Gud hjulpet mig med at opdage kvaliteter og talenter i mig selv, som jeg aldrig ville have lagt mærke til tidligere. Vigtigst af alt har jeg over tid, og gennem personlig åbenbaring og daglige bestræbelser på at forstå Guds vilje for mig lært, hvordan han har det med mig. Jeg har også været i stand til at trække generøst på Frelserens kraft og velsignelserne ved hans forsoning i mit liv. Det har hjulpet mig til at føle Guds kærlighed og vide, at jeg er hans elskede datter.

Da jeg læste profeternes budskaber, blev jeg rørt, da jeg læste disse ord af præsident Russell M. Nelson: »Følelsen af værdi opnås, når en kvinde følger Mesterens eksempel. Hendes fornemmelse af umådelig værdi stammer fra hendes egen kristuslignende længsel efter at virke med kærlighed, som han gør.«

Han bemærkede også, at »[en kvindes] selvagtelse erhverves ved personlig retskaffenhed og et nært forhold til Gud.«¹ Ud fra dette har jeg lært at forstå, at jeg er mere end en kombination af ting, jeg gør eller siger. Jeg er en evig skabning med en ekstraordinær kaldelse til at føre an med kærlighed og medfølelse, ligesom Frelseren gjorde. Og den forståelse overskrider alt, hvad min depression måtte prøve at fortælle mig.

Gå fremad

Selv nu opdager jeg nogle gange stadig, at jeg glemmer, hvordan Guds kærlighed føles, og hvilke vedvarende glæder der er i de mindste og mest almindelige øjeblikke af mit liv. Men miraklet ved Kristi forsoning er, at den ikke kun er til for omvendelse. Hans nåde gør os også i stand til at nå gennem hver enkelt dag og elske os selv. Det faktum glemmer jeg ofte, men det er sandt.

Vi kan ikke undslippe, at vi er disponeret for menneskelig natur, og at disse øjeblikke med guddommelig klarhed og inspiration måske ikke altid føles helt sande. Så for at hjælpe os selv, kan vi skrive ting ned og se tilbage på tidspunkter, hvor vi har følt Guds kærlighed. Vi kan blive ved med at lede efter måder, hvorpå vi kan føle hans kærlighed. Vores daglige tilbedelse og fortsatte bestræbelse på at øge vores individuelle hellighed vil ikke blot styrke vores relation til vor himmelske Fader, men også give mere personlig glæde og selvværd. Kristus kan højne disse bestræbelser for at hjælpe os med at blive den, vor Fader i himlen ønsker, at vi skal være.

Jeg er fast besluttet på at blive ved med at prøve, fordi jeg har håb i Kristus. Jeg ved, at livet vil fortsætte med at blive bedre, og at jeg vil vokse, når jeg stoler på ham. Da jeg først havde opdaget, hvor uendelig Guds kærlighed til mig var, blev jeg i stand til at finde større styrke hver dag til at overvinde fortidens hjertesorg og min følelse af utilstrækkelighed og behov for perfektion.

Når jeg opdager, at min usikkerhed igen er ved at dukke op, husker jeg på, at Herren synes, jeg er sjov, venlig, gavmild og smuk. Vigtigst af alt husker jeg på, at han ser mig forsøge.

Præsident Thomas S. Monson (1927-2018) sagde: »Guds kærlighed er der for jer, hvad enten I føler, at I fortjener at blive elsket eller ej. Den er der bare altid.«² Jeg er så taknemlig for den sandhed. I vores hårdeste kampe kan vi se Guds herlighed, der hjælper os fremad. Han hepper altid på os.