Troens vinger

Drew Maiden fra Texas i USA

Jeg ville gerne få min søns juleønske til at gå i opfyldelse og se den glæde i hans ansigt, som jeg selv ønskede.

»En brun sommerfugl, der lander på min hånd,« hviner min treårige begejstret. Hans svar er et uskyldigt svar på mit nonchalante spørgsmål: »Hvad ønsker du dig til jul?«

Jeg mumler et tøvende »vi får se«, inden jeg lægger ham i seng og glæder mig over de sjældne øjeblikke, jeg kommer til at tilbringe sammen med ham. Jeg har været lidt for ude af den til at være til stede det meste af tiden.

Hans søsters konstante skrigen, fordi hun har kolik, bliver ved med at hive mig ned i fødselsdepressionens sorte hul. Jeg føler mig som et knust stykke porcelæn, der holdes sammen med tape – skarpt, brækket og hænger kun lige på. Jeg ønsker ikke, at mine bitre følelser skal ødelægge min søns begejstring for denne tid på året.

Jeg kan mærke vægten af hans svar på mine skuldre. En brun sommerfugl havde landet på hans hånd, mens vi gik en af vores daglige ture i den kølige luft i det tidlige forår. Han talte om det i ugevis. Det er stadig højdepunktet i hans korte liv.

Jeg ville gerne få hans ønske til at gå i opfyldelse og se den glæde i hans ansigt, som jeg selv ønsker. Jeg går i seng og beder om fred og lettelse og føler, at det bliver en barsk jul for os begge.

Næste morgen vågner vi op til en smuk dag – perfekt til vores årlige juleaftenvandring. Min søn forbereder sig med mere begejstring end normalt og taler om, hvornår og hvordan hans sommerfugl vil komme.

»Det er lidt for koldt,« siger jeg, når jeg lyner hans frakke op og trækker en hat over hans hoved. »Måske vil alle sommerfuglene holde sig varme i deres hjem.«

»Ikke min sommerfugl,« ler han ufortrødent.

Jeg sætter min datter i bæreselen og beder en stille bøn: »Lad ham ikke blive for skuffet.«

Idet vi går, ser min søn frem og tilbage mellem træerne, mere ivrig efter hvert skridt. Den kolde vind ryster bladene. Han vender sig, når de falder til skovbunden, hvor han tramper på dem med en stor knasen fra sine støvler. For ham er verden fuld af magi og venter blot på, at hans ønske går i opfyldelse. Men jeg kan ikke se nogen sommerfugle.

Vi er tæt på enden af stien. Da jeg begynder at kalde ham hjem, hører jeg hans glade latter. Jeg vender mig om for at se ham holde sin finger ud ved et træ, mens en lille brun sommerfugl danser omkring ham. Med den svageste berøring møder de hinanden, og han smiler. Hans øjne finder mine, og jeg føler en varme sprede sig over mig og forundres over det lille mirakel, jeg lige har set.

Jeg klapper i hænderne i fejring og ros. Gud lyttede. Vægten af min sorg letter, og Ånden vidner om, at han er opmærksom på mig. Han havde hørt mine indtrængende bønner om styrke og lindring i trættende nætter og deprimerende dage.

Selv små ting som at finde en sommerfugl en decemberdag beviser, at vor himmelske Fader våger over min familie og minder mig om, at mirakler stadig sker, når vi har et barns tro.