Kun digitalt: Unge Voksne
Fire måder, hvorpå man kan huske sit guddommelige værd
Det er let at glemme, hvem vi virkelig er – børn af himmelske forældre med en medfødt guddommelig værdi. Her er nogle få måder at huske på det.
Forståelse af vores guddommelige identitet kan give os styrke, selvtillid og formål. Men vores daglige liv er ofte fyldt med prøvelser og forstyrrelser, der kan gøre det let at miste fokus på, at vi er Guds børn med evigt værd og ubegrænset potentiale.
Heldigvis har kirkeledere givet råd for at hjælpe os til at huske vores guddommelige værdi.
1. Lær at genkende Ånden
»Åndelig værdi betyder at værdsætte os selv på samme måde, som vor himmelske Fader værdsætter os, og ikke som verden værdsætter os. Vores værdi blev bestemt, før vi overhovedet kom til denne jord. ›Guds kærlighed er uendelig, og den vil vare ved for evigt‹ …
Når vi føler Ånden … så ser vi, at det, vi føler, kommer fra vor himmelske Fader …
Forestil jeg, at I en morgen læser i skrifterne, og Ånden stille hvisker til jer, at det, som I læser, er sandt. Kan I genkende Ånden og være glade for, at I følte hans kærlighed og var værdige til at modtage? …
Vi modtager sjældent, hvis overhovedet nogensinde, umådeligt store åndelige tilkendegivelser, men vi kan regelmæssigt nyde Helligåndens milde hvisken, der bekræfter sandheden om vores åndelige værdi.«1
– Søster Joy D. Jones, tidligere hovedpræsident for Primary
2. Bliv på disciplens sti
»Lydighed handler måske ikke så meget om processen med at bøje, dreje eller forme vores sjæl til noget, som vi ikke er. I stedet for er det en proces, hvor vi opdager, hvad vi virkelig er gjort af.
Vi er skabt af den almægtige Gud. Han er vor himmelske Fader. Vi er bogstavelig talt hans åndelige børn. Vi er lavet af et himmelsk materiale, der er yderst dyrebart og meget forædlet, og således bærer vi en guddommelig substans indeni …
Verdens støv og snavs pletter vores sjæl og gør det svært at indse og huske vores fødselsret og formålet med, at vi er her.
Men intet af det kan ændre på, hvem vi virkelig er. Den grundlæggende guddommelighed i vores væsen er stadig den samme. Og i det øjeblik vi vælger at bøje hjertet mod vor elskede Frelser og sætte foden på disciplens sti, sker der noget mirakuløst. Guds kærlighed fylder vores hjerte, sandhedens lys fylder vores sind; vi begynder at slippe ønsket om at synde, og vi ønsker ikke længere at gå i mørke.
Vi kommer til at se lydighed ikke som en straf, men som en udfriende vej mod vores guddommelige skæbne. Og gradvist vil denne verdens fordærv, støv og begrænsninger begynde at slippe sit tag. Med tiden bliver det himmelske væsens uvurderlige, evige ånd inden i os afsløret, og vi vil udstråle en ægte godhed.«2
– Præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
3. Se efter Guds hånd i dit liv
»Hvad bør I kigge efter i jeres eget liv? Hvilke af Guds mirakler minder jer om, at han er nær og siger: ›Jeg er lige her‹? Tænk på de gange, nogle gange dagligt, hvor Herren har handlet i jeres liv – og derefter handlet igen …
Vi har alle guddommelighed i os. Når vi ser Gud arbejde gennem os og med os, må vi så blive opmuntret, ja, endda taknemlige for den vejledning. Da vor Fader i himlen sagde: ›For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket‹ [Moses 1:39], talte han om alle sine børn – og især jer.«3
– Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum.
4. Glem ikke jeres guddommelige identitet
»Der er en vigtig identitet, som vi alle deler nu og for evigt, en, som vi aldrig nogensinde bør glemme … I er og vil altid være Guds åndelige barn …
Det grundlæggende faktum ved himmelsk herkomst er ikke blot min sandhed eller jeres sandhed. Det er evig sandhed. Den er skrevet med store og fede bogstaver. At forstå denne sandhed – virkelig at forstå den og omfavne den – er livsændrende. Det giver jer en ekstraordinær identitet, som ingen nogensinde kan tage fra jer. Men mere end det, så bør det give jer en enorm følelse af værdi og en følelse af jeres uendelige værdi. Til sidst giver det jer et guddommeligt, ædelt og værdigt formål i livet …
Jeg bønfalder jer hver især om at gøre jeres guddommelige identitet til midtpunktet i alt, hvad I gør.«4
– Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum.