Budskab fra områdets ledelse
De to første bud
Til den, der modtager, vil jeg give mere
Da jeg tjente som fuldtidsmissionær i Frankrig for mange år siden, blev min kammerat og jeg inviteret ind i en venlig og trofast kristen kvindes hjem. Under en hyggelig samtale udtrykte hun bekymring over den svindende tro i samfundet. Efter hendes mening bidrog noget af den religiøse terminologi, såsom »omvendelse« eller »lydighed«, til en sådan tilbagegang. »Folk er bange for disse ord,« insisterede hun, »og bliver skubbet væk fra religion«.
Siden da har jeg ofte reflekteret over de ord, vi bruger i vores samtaler om evangeliet. Selv om det er sandt, at samfundet generelt kan se negativt på visse evangelie-relaterede udtryk, så er det også sandt, at ord kan have dyb betydning og kraft. Studium af skrifterne afslører, at Herren er bevidst om de ord, han vælger. Når vi tager os tid til at forstå deres betydning, begynder vi at forstå hans budskab og formål dybere.
Lydighed handler om tillid og kærlighed
Et sådant ord, der har dyb betydning og kraft, er ordet »lydighed«. Lydighedsloven blev givet til Adam og Eva efter deres fald. Loven var det første skridt til at få adgang til Frelserens forløsende kraft. I modsætning til hvad verden tror, handler lydighed ikke om tvang; det handler snarere om at lære at stole på Gud og hans råd: »Velsignede er de, der lytter til mine forskrifter og låner øre til mit råd, for de skal lære visdom; for til den, der modtager, vil jeg give mere«. Når vi lærer at stole på Herren, begynder vi at udvikle et personligt forhold til ham og at opleve de fantastiske virkninger af hans velsignelser. Tillid til ham skaber kærlighed, og kærlighed fremmer fortsat tillid. Når vi adlyder hans røst, bliver vores kærlighed dybere, og vores forhold til ham bliver solidt og glædeligt.
En forandring i hjertet
Jeg finder det interessant, at Frelseren, før han underviste farisæerne om de to første store bud om at elske Gud og vores næste, fortalte lignelsen om kongesønnens bryllup og sluttede med at sige: »Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« I nutidig åbenbaring tilføjer Herren yderligere forklaring til denne udtalelse, da han sagde: »Hvorfor er de ikke udvalgt? Fordi deres hjerte er så optaget af det, der hører denne verden til, og tragter efter anerkendelse fra mennesker …« Når vi adlyder Herren og lærer at stole på og elske ham, ændrer vores hjerte sig gradvist, og vores ønsker ændrer fokus til at være på vores pagtsforhold med ham. I processen med at lære lydighed lærer vi også at værdsætte og gå op i de gode ting, der virkelig betyder noget.
Bliv mindre selvcentreret
Når vores fokus ændres, mindsker vi gradvist vores naturlige tendens til at være selvcentreret. Hensigten med lydighedsloven var aldrig at skabe marionetter, men snarere at udvikle disciple, der vælger at have tillid og vælger at elske Herren og andre. Vor himmelske Fader er fuldkommen, fordi hans hjerte har ændret sig. Gud er Gud, fordi han altid vælger godt; hans hjerte nærer ikke længere noget ondt, men vælger konstant at elske og gøre det, der er bedst for os. Med ældste Jeffrey R. Hollands ord: »Det største og første bud i evigheden er at elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke – det første og største bud. Men den første store sandhed i evigheden er, at Gud elsker os af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke. Den kærlighed er evighedens fundament, og det bør være vores fundament i dagligdagen.«
Må vi finde styrke til at stole på og elske Herren ved at adlyde hans røst. Så vil vores hjerte ændre sig og opleve den store glæde, der kommer af at have et personligt forhold til ham.