En julegæst
»Jeg er fuld af fortrøstning, overvældet af glæde« (2 Kor 7:4).
Bygget over en virkelig hændelse
»Åh, mor, kan vi ikke invitere søster Fuhriman bare én gang til?« tryglede Greg. Hans yngre brødres spændte ansigter kiggede frem bag Greg som knager på en stumtjener.
»Det er juleaften, og hun skal ikke sidde helt alene,« sagde Layne. Scott og Jim nikkede.
»I ved jo, hvor mange gange vi har inviteret søster Fuhriman hjem til os,« sagde mor. »Hun går meget sjældent ud. Men I må godt invitere hende til juleaften, hvis I vil.«
Drengene jublede og styrtede udenfor.
Kort efter blev døren flået op igen. »Det er et mirakel, mor!« råbte Greg. »Hun sagde, at hun meget gerne vil komme. Er det ikke alle tiders?«
Næste dag begyndte det at sne. Greg vidste, at søster Fuhriman undgik at gå udenfor i dårligt vejr, end ikke ned til postkassen. »Tror du, at hun alligevel kommer i morgen?« spurgte Greg. Mor var ikke sikker.
Juleaften ankom tante Carolyn og hendes tre børn, netop som Layne havde ryddet op i køkkenet efter aftensmaden. »Kan vi hente søster Fuhriman nu?« spurgte Layne.
»Ja,« sagde far. »Husk at hjælpe hende over gaden. Det er glat udenfor.«
»Det skal vi nok, far,« sagde Scott.
»Og hvis hun beslutter sig for ikke at tage med, så lad være med at give hende dårlig samvittighed,« sagde far.
»Det lover vi, far,« sagde Scott. Drengene trådte ud i det sneklædte landskab. Det var holdt op med at sne, og der var stadig lidt dagslys til at lede dem på vej.
Otteårige Adam hjalp Bekah og Jill med at få deres dragter på til familiens julespil, da drengene trådte ind ad døren – og hjalp søster Fuhriman ind! Hun smilede muntert med kinder, der var røde af kulde. Familien gjorde sit bedste for ikke at virke for overraskede over, at deres æresgæst virkelig var kommet.
Far fik søster Fuhriman til at føle sig velkommen og hjalp hende med at finde en plads ved siden af mor. Greg tog sin frakke af og satte sig ved klaveret. Efter indledningsbønnen begyndte han stille at spille julesalmer. Scott læste op fra Bibelen, mens de yngre børn fremførte historien om den første jul. Iført en badekåbe spillede treårige Bekah ærbødigt rollen som Maria, mens Dan forestillede Josef. Jill spillede rollen som en engel med en guldguirlande sat fast i håret med en hårnål. Fætre og kusiner spillede hyrderne og de vise mænd, der alle var kommet for at tilbede den nyfødte konge.
Kort efter døde tonerne fra »Stille nat« ud, og den højtidelige stemning veg for kram, smil og komplimenter. Som afslutning på aftenen nød vi mors varme kanelsnegle. Og alt for hurtigt var aftenen forbi.
Drengene tog igen deres frakker, huer og vanter på for at følge søster Fuhriman over gaden. Lyset fra gadedørslampen fejede mørket væk, så deres vandring hen over den snedækkede landevej føltes behagelig trods kulden.
»Godnat, søster Fuhriman,« råbte Greg, da han og hans brødre gik tilbage til deres hjem.
»Glædelig jul,« råbte søster Fuhriman. »Og mange tak.«
Greg kiggede sig tilbage over skulderen, inden han trådte indenfor derhjemme. Søster Fuhriman stod stadig ude på verandaen. Hun vinkede.
* * *
Der gik nogle måneder, og familien flyttede til en anden by. Den følgende december kom Greg ind med en kuvert i hånden. »Vi har fået brev fra søster Fuhriman,« råbte han. Han rev kuverten op og læste:
»Jeg vil savne jeres familie til jul. Jeg tror aldrig, at jeg fik fortalt jer, hvor meget jeg nød den juleaften i jeres hjem. Nu må jeg fortælle jer noget, som jeg ikke fortalte jer dengang.
Nogle år før I flyttede ind i huset over for mit, havde jeg en drøm. Jeg kunne se jeres hus, oplyst og varmt. Da jeg vågnede af min drøm, var jeg fyldt af den dejligste, glade, fredfyldte følelse – noget, jeg ikke havde oplevet særligt tit, siden min mands død.
Månederne gik, og jeg glemte alt om min drøm. Så fik jeg jeres indbydelse til at komme over til jer juleaften. Jeg havde det pragtfuldt, mens jeg deltog i jeres julefest.
Da drengene havde fulgt mig hjem, stod jeg på verandaen for at sikre mig, at de også kom sikkert hjem. Og da opdagede jeg, at jeres hus var helt oplyst. Det var det samme billede, jeg havde set i min drøm for mange år siden, og jeg havde den samme fredfyldte følelse. Jeg syntes bare, at I skulle vide, hvor meget jeg værdsætter jer.«
Mens Greg læste søster Fuhrimans ord, huskede han den varme, som han havde følt den aften. Han var taknemlig for, at hans familie havde indbudt søster Fuhriman til deres juleaften, så hun også kunne føle julens trøst og glæde.
»Julen er mere end juletræer, glitter og lys … Den er fred.«
Præsident Gordon B. Hinckley, »En tid til taknemlighed«, Liahona, dec. 1997, s. 6.