Mongoliet: Troens stepper
Evangeliet er forholdsvist nyt i Mongoliet, men når medlemmerne forandrer sig gennem tro på Jesus Kristus, forandrer de samtidig deres omverden.
Djenghis Khan, der er hugget ud i bjergsiden uden for Ulan Bator, kigger ned over det mongolske hjemlands hovedstad. Den kæmpestore figur af den store khan er en erindring om, at han engang erobrede et imperium, der dækkede det meste af Asien, Mellemøsten og dele af Østeuropa. »I løbet af 25 år underlagde den mongolske hær sig flere landområder og folk end romerne besejrede på fire hundrede år … Djenghis Khan erobrede mere end dobbelt så meget som noget andet menneske i historien.«1 Khanens efterkommere og deres indflydelse blev en dominerende kraft i historien i mange århundreder.
I juli 2006 fejrede Mongoliet 800-året for grundlæggelsen af det mongolske imperium. I dag vil nogle nok kalde det for »et uland,« men det er ikke helt rigtigt. De energiske og kreative mongoler udvikler hurtigt både deres land og sig selv.
For nogle har det omfattet udviklingen af tro på Jesus Kristus. Fra 1920erne indtil 1990 var ingen religion officielt tilladt i Mongoliet. Sidste dages hellige missionærer ankom i 1993. I dag er der to distrikter og 20 grene i Mongoliet, og der er flere end 6000 medlemmer. Missionærerne har erfaret, at mange mongoler ivrigt tager imod evangeliet.
Det følgende er blot nogle få af deres historier.
Purevsuren
Sh. Purevsuren blev præsenteret for Gud og bibelske historier, mens han studerede ved et universitet i Sovjetunionen. (Mongolerne omtales normalt ved deres fornavn med initialerne af deres efternavn forrest til officielt brug). Han købte en bibel af en medstuderende, fordi bogen havde russisk på den ene side og den samme tekst på engelsk på modstående side. Purevsuren læste i det skjulte om natten for at lære engelsk; hvis han åbenlyst læste i Bibelen, kunne han blive bortvist.
Purevsurens far havde lært ham de buddhistiske principper for ære og retfærd, og han bestræbte sig på at efterleve dem. Hans åndelige interesse i Bibelen blev først vakt, da han var vendt hjem til Mongoliet – som gift mand og universitetsprofessor. I forbindelse med sit arbejde besøgte han Indien. En kristen, som han traf der, gav ham en bibel og fortalte om sine følelser om Jesu Kristi guddommelighed. Purevsuren mindedes sin fars belæringer om et liv efter dette. »Jeg havde fået en grundlæggende tro på Gud fra min far,« siger han, og han begyndte at spekulere over, hvordan Gud ville have ham til at berede sig på det næste liv.
Som formand for en forening af mongolske undervisere blev han inviteret på besøg i USA, hvor han for første gang så Mormons Bog. I Utah forærede et medlem af Kirken, som var vært for de besøgende, ham et eksemplar af bogen. Purevsuren læste kort i den og lagde den så væk.
I september 2000 kom hans familie i kontakt med SDH-missionærer i Mongoliet og lyttede til missionærlektionerne. Denne gang læste han Mormons Bog med nye øjne og fandt den sandhed, som han søgte. Han og hans hustru blev døbt og bekræftet samme november. Blot en uge eller to senere blev han kaldet som grenspræsident.
Til at begynde med var deres børn ikke synderligt interesserede i denne nye kirke. Deres søn, som dengang gik på gymnasiet, var især meget tilbageholdende, men han gik lydigt ind på sin fars anmodning om at lytte til missionærerne. Med tiden blev begge børn døbt og bekræftet. Deres søn udførte en mission i Idaho.
Nu er Purevsuren aktivt involveret i at undervise unge mennesker. Han er ansat som koordinator for Kirkens Uddannelsessystem i Mongoliet, en stilling han fik i 2001.
Der er cirka 600 institutelever i Mongoliet og omtrent 700 seminarelever. Disse tal er vokset med 300 procent siden 2001, skønt eleverne ofte møder modstand fra deres familie og skønt omkostningerne ved at deltage, i form af tid og transport, ofte er meget høje.
Hvad er det mest berigende ved hans job? »Jeg vil tro, at det bedste ved det hele er at se så mange unge blive medlemmer af Kirken takket være seminar,« når eleverne tager deres venner med.
Soyolmaa
»Jeg var et vanskeligt barn,« siger U. Soyolmaa og ser tilbage på tiden i gymnasiet, efter hendes forældre døde. Hun begyndte at drikke og feste, mens hun læste ved universitet i Rusland. Da hun vendte hjem til Mongoliet, blev hun noget overrasket, da en ven fra de vilde festdage inviterede hende med i kirke. Hendes ven virkede helt forandret.
Soyolmaa var ikke ubekendt med de kristne lærdomme, men til at begynde med afviste hun sin vens invitationer. Da hun endelig sagde ja, følte hun sig spændt, men vidste ikke rigtig hvorfor. Da hun overværede kirkemødet, blev hun straks grebet af følelsen af fred, af fællesskab og af at vide, hvad hun skulle med sit liv. Soyolmaa blev medlem af sin vens kirke, og i 1995 blev de de første to missionærer, der blev kaldet fra Mongoliet. Soyolmaa tjente i Utah.
I dag er hun chef for en del af Kirkens administration i Mongoliet. Hun er også landets informationschef, rådgiver i distriktets hjælpeforeningspræsidentskab og søndagsskolelærer i sin gren.
»Det er et privilegium at være medlem af Kirken,« siger hun. »Fordi jeg er i Kirken, bevæger mit liv sig hele tiden opad.«
Kirken er ikke særlig kendt i Mongoliet, og der findes mere negativ information om de sidste dages hellige end positiv. Der må gøres en vedvarende indsats for at udbrede sandheden.
Medlemmer er de bedste ambassadører for Kirken. De gør sig bemærket, siger hun, på grund af »det lys og den glæde,« som stråler ud af dem. Takket være evangeliet føler de en selvsikkerhed og en glæde, som mange andre ikke har.
Ligesom sidste dages hellige alle andre steder, siger hun, at Kirkens medlemmer i Mongoliet »har samme tro, så i evangeliet tilhører vi den samme store familie.«
Odgerel
Da Odgerels mor inviterede ham med i en kristen kirke i 1995, vidste han ikke, at hun allerede var medlem af den. Hun arbejdede på et offentligt bibliotek og havde ansvaret for udlejningen af bibliotekets samlingssal. En dag blev hun draget af den sang, som lød fra lokalet, og hun blev indbudt til at deltage i mødet. Senere lyttede hun til missionærlektionerne og blev døbt og bekræftet.
Odgerel blev født i Rusland, mens hans forældre studerede der, og han er opdraget med sovjetisk socialisme. Ja, den var nærmest hans religion. Men da Sovjetunionen gik i opløsning, var det, som han havde troet på, væk. Han begyndte at drikke og feste, fordi han følte, at det eneste formål med livet var at more sig, inden man døde. Men han blev snart klar over, at hans livsstil var en blindgyde, og at han burde afholde sig fra det, der helt tydeligt skadede ham.
Ligesom mange andre mongoler havde han let ved at tage imod Mormons Bog, da han læste den. »Det mongolske folk tager hurtigt imod evangeliet, fordi de så let ser alt det gode, som det rummer,« siger Odgerel. De »tager oprigtigt imod det.« Og sådan var det også med ham. Han havde følt, at der var et guddommeligt væsen. Takket være evangeliet fandt han Gud og en livsstil, som han kunne tro på. »Det var mit lykkeligste øjeblik,« siger han.
Det mongolske samfund kunne have god brug for den forandring, som evangeliet tilbyder folk, siger han. Druk er et stort problem; og det er umoralsk livsførelse også. I Mongoliet findes kun den verdslige model, der nu støttes kraftigt af tv, til at forme folks adfærd. Der er ingen stærk religiøs tradition i landet, som kan imødegå den. Men takket være Jesu Kristi evangelium finder folk en retfærdig måde at leve på, siger Odgerel.
Odgerel er præsident for Ulan Bator Distrikt i Mongoliet, som omfatter 11 grene og omtrent 3700 medlemmer. Cirka 70 procent af medlemmerne er enlige.
Ankhbayar
Fra 2001 til 2003 tjente E. Ankhbayar i Salt Lake City Syd-missionen i Utah. Nu er han midt i tyverne og tjener som UV-repræsentant i Ulan Bator Distrikt.
Han kunne slet ikke tale engelsk, da han modtog sin missionærkaldelse, så to amerikanske missionærer læste brevet for ham. Nu leder han det lille distributionscenter, som består af et lokale i Kirkens kontor i Ulan Bator. Han hjælper medlemmerne med at få de evangeliske materialer, som fås på mongolsk, og materialer på engelsk til dem, der kan anvende dem. Han siger, at han som missionær hjalp mennesker med at lære mere om evangeliet, og det gør han stadig.
Ankhbayar blev medlem af Kirken i 1998 sammen med resten af sin familie – hans forældre og hans lillebror. Mens hans familie overværede et kirkemøde, havde han to drømme, som påvirkede ham. I begge drømme var han på flugt fra den visse undergang, da en hvidklædt, strålende skikkelse reddede ham. Ankhbayars forældre fortalte ham senere, at denne skikkelse uden tvivl var Frelseren, og de opfordrede ham til at bede om at få at vide, hvad drømmen betød. Det svar, som han modtog, fik ham til at lytte til evangeliet.
Før de blev medlemmer af Kirken, var der »ikke noget særligt sammenhold i min familie,« siger han. Nu »taler vi sammen. Jeg kan føle min mors og fars kærlighed.« Som missionær følte Ankhbayar, at Kirkens medlemmer var hans familie. Nu stræber han efter at fortælle sine venner om evangeliet, så de kan opleve den samme følelse.
En af dem, han har fortalt om evangeliet, er hans kæreste, som er blevet døbt og bekræftet. Hvis de gifter sig, står de over for samme dilemma som mange andre unge mongoler slås med, nemlig hvor de skal bo. Der er kun få boliger, og omkostningerne er for høje for de fleste nygifte. Det ender ofte med, at de bor sammen med forældrene i en lille lejlighed eller måske i det traditionelle ger, som er de mongolske nomaders runde teltbolig med kun ét rum.
Majigsuren
Eftersom missionærerne i Mongoliet ikke har tilladelse til at missionere aktivt, får de deres undersøgere via henvendelser eller henvisninger. Når mongoler finder evangeliet, er de første, de henviser til missionærerne, som regel deres nærmeste, så grenene består ofte af store familier.
Z. Majigsuren bor i en lille lejlighed i Darkhan i Mongoliet med sin mand, to teenagedøtre og flere andre familiemedlemmer: Hendes datter og svigersøn og deres lille datter bor der også. Det samme gør en søn med hans hustru og deres spædbarn. Majigsurens svigersøn, A. Soronzonbold, er præsident for Darkhan Distrikt. Hendes søn, Kh. Sergelen, er førsterådgiver i præsidentskabet for Darkhan 2. Gren. Og Majigsuren er førsterådgiver i grenens hjælpeforeningspræsidentskab.
De første missionærer kom til Darkhan i 1996, og Majigsuren blev døbt og bekræftet i 1997, som en af pionererne i den by.
»Jeg er meget taknemlig for, at alle mine børn er medlemmer af Kirken,« siger hun. Majigsuren mindes den frugt fra livets træ, som Lehi så i et syn (se 1 Ne 8). »Jeg ville så gerne smage af frugten og vende tilbage til min himmelske Fader.« Hun ønskede også, at hendes børn skulle smage af frugten. Hun er taknemlig for, at to af dem nu er blevet beseglet til deres ægtefælle i templet i Hongkong: nemlig datteren K. Selenge, som er gift med Soronzonbold, og Sergelen og hans hustru, T. Altantuya.
Medlemmer, siger hun, »har brug for at komme i kirke, de skal bede, og de skal bevare troen. Det vigtigste er troen,« for uden den gør man ikke det andet.
Hendes søn, Sergelen, blev interesseret i Kirken, fordi han kunne se, hvordan hans mor og søster havde forandret sig, da de blev medlemmer. Han havde lyttet med, da et seniormissionærægtepar fortalte hans mor historien om Lehi, og han blev klar over, at hun også prøvede at få sine børn til at gøre det rette.
Sergelen siger, at han, ligesom så mange andre mongolske medlemmer, »elsker at læse i Mormons Bog, fordi jeg hele tiden opdager noget nyt.« Historien om hærføreren Moroni er en af hans yndlingshistorier. Han bliver også rørt af Jakobs Bog 6:11-12, hvor alle får opfordringen: »Omvend jer derfor, og træd ind ad den snævre port.«
»Jeg er så taknemlig for, at jeg fik mulighed for at tage på mission til Rusland,« siger Sergelen. Han døbte ikke ret mange mennesker, men han mener, at der blev sået frø, som vil blomstre op i fremtiden. Siden 1993 har flere end 530 unge mennesker fra Mongoliet været på mission. Flere end 300 af dem har tjent i USA, og et betydeligt antal har tjent i Rusland.
Sergeles svoger, Soronzonbold, har været medlem af Kirken, siden han var 18, og nu, hvor han er midt i tyverne, er han præsident for Darkhan Distrikt med dets fem grene. Han er universitetsstuderende. »Jeg er taknemlig for min kaldelse i Kirken, for jeg lærer så meget af den,« siger han.
Det gør indtryk på mongolerne, siger Soronzonbold, at Kirkens medlemmer tjener i Kirken uden at få løn for det.
»Inden jeg blev medlem, var jeg meget selvisk,« siger han. Nu er det hans mål at lære så meget som muligt om evangeliet. »Vores udfordring er at lære og fortælle andre om det.«
Munkhsaihan
Før A. Munkhsaihan fandt evangeliet, så hun verden som et dystert sted med meget lidt håb. Hendes verdenssyn har ændret sig, fordi hun har fundet tro og håb i evangeliet.
I årene inden 1990 underviste hun i russisk. Men da Mongoliet politiske og kulturelle klima ændrede sig, indså hun, at hun blev nødt til at lære engelsk, så hun kunne undervise i det. Munkhsaihan gik til engelskundervisning i et år hos sidste dages hellige missionærer. Inden hun lyttede til missionærlektionerne, besluttede hun sig for at granske deres tro omhyggeligt. Hun opdagede, at deres religion var mere end en tro, der var baseret på sande principper – det var en livsstil. Hun blev døbt og bekræftet i juni 2000, og resten af hendes familie blev medlemmer en måned senere. Nu ser hun verden som et meget lysere sted for hende selv, hendes børn og børnebørn. For tiden tjener hun som præsident for Hjælpeforeningen i Ulan Bator Distrikt.
Da evangeliet havde forandret Munkhsaihans liv, begyndte hun at spekulere på, hvad der ville ske, hvis hun anvendte dets principper i sin undervisning. Hun gjorde en bevidst indsats for at elske alle sine elever – og i nogle tilfælde var det svært. Hun begyndte at bede for sine elever. Interessant nok opdagede hun, at hun selv ændrede sig; hun udviklede en større evne til at elske dem. Selv om eleverne ikke vidste, at hun bad for dem, ændredes deres holdning til hende også.
»Når vi udøver tro på evangeliet, kan vi ændre os,« siger hun.
Og, som hendes erfaring viser, er det måske den måde, hvorpå evangeliet kan ændre Mongoliet. Når medlemmer ændrer sig gennem tro på Jesus Kristus, ændrer de også deres omverden.