Den nye rekrut
Jeg tog min mands erindringsbog frem og læste endnu engang beretningen om, hvordan han fandt Kirken for mere end et halvt århundrede siden.
»I 1951 var jeg som 20-årig på sergentskole på Kronborg Slot. Juleaften havde jeg vagttjeneste på den vold, som omgiver slottet. På et tidspunkt stoppede jeg op, kiggede op mod stjernerne og fornemmede, at der var mere mellem himmel og jord, end jeg indtil da havde troet. Med andre ord begyndte jeg at tro på, at der var en Gud, hvilket jeg aldrig tidligere havde troet. Mine forældre var bestemt ikke religiøse, og vi gik kun i kirke til barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser.
Da jeg nogle måneder senere blev sergent, fik jeg min egen deling: 44 nye rekrutter – eller rettere 43 plus 1. Den ene var noget for sig selv, og da jeg spurgte ham, hvad det var, der gjorde ham så forskellig fra de andre, svarede han, at det ville han fortælle mig i mit kvarter samme aften.
Der fortalte han mig om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fem aftener i træk. Den sjette dag, om søndagen, gik jeg i kirke. Og det blev begyndelsen på mit nye liv.
Kirken tog mig fuldstændig til sig. Lidt efter lidt lærte jeg medlemmerne at kende. Jeg opdagede, at min rekrut slet ikke var så forskellig fra alle de andre medlemmer.
Jeg blev overbevist om, at Kirken var sand, at det var Herrens kirke – og jeg blev døbt. En virkelig, vidunderlig dag.«
Jeg er taknemlig for, at min mand, Orla, som døde i 1998, nedskrev disse ord i sin dagbog. Den juleaften for længe siden, da min mand første gang fornemmede, at Gud virkelig eksisterede, og hans samtaler med den nye rekrut er årsag til, at vi traf hinanden, blev beseglet i templet og fik fem børn – som nu har bragt børnebørn og oldebørn ind i familien. Vi har haft et rigt liv i Kirken og mange velsignelser. Jeg er taknemlig for den julenat og for den nye rekrut i Danmark for så mange år siden.