Min dyrebareste gave
Mens jeg sad og tænkte på alle de gaver og kort, som vi skulle give væk den kommende jul, meldte et spørgsmål sig pludselig i mit sind. Hvilken af alle de julegaver, jeg tidligere havde fået, havde haft størst betydning for mit liv? Så kom jeg i tanker om julen 1963.
Jeg var alene hjemme, fordi mine forældre var ude. Dengang var jeg nyuddannet skolelærer. Skolen var lukket, jeg havde ferie, og julen nærmede sig. Jeg kiggede mig omkring efter noget at læse, men jeg havde allerede læst alt det, som vi havde i vores familiebibliotek. Jeg besluttede mig for at besøge en nabo, som havde en god bogsamling og som tidligere havde lånt mig bøger. Denne gang tilbød hun mig en bog, som to unge mænd – udlændinge – havde efterladt hos hende.
»Jeg vil gerne høre din mening om den,« sagde hun. »Indholdet virker interessant.«
Hun tilføjede så, at de unge mænd var missionærer. Missionærer? Min interesse for bogen forsvandt øjeblikkeligt. Dengang var jeg ikke interesseret i noget, der havde med religion at gøre, men jeg tog alligevel imod bogen.
Da jeg sagde farvel, tilføjede min nabo: »Inde i bogen ligger der en lille besked, som de skrev. De foreslår, at man, inden man begynder at læse i bogen, beder en bøn til Gud.«
Da jeg ikke havde andre planer denne regnvåde lørdag, besluttede jeg mig for at læse den »interessante« bog. Jeg slog op i den og fandt missionærernes besked. Jeg lagde bogen på min seng, knælede ned og bad for første gang i mit liv en bøn til Gud, udtrykt med mine egne ord.
Da jeg begyndte at læse, greb historien mig. Hvordan kunne den unge Nefi dog udøve så urokkelig tro? Jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ville kunne udrette noget sådant. Da jeg læste Mosijas Bog, fandt jeg styrke i kong Benjamins ord. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at jeg læste en bog, som skulle blive min yndlingsbog de næste 40 år.
I løbet af de år har bogens sider givet mig stor støtte, trøst og styrke, og jeg har opdaget mange vigtige oplysninger, som jeg har anvendt i taler og lektioner i den lille Tucomán Gren i Argentina, hvor jeg blev døbt og bekræftet. To år senere, mens jeg var fuldtidsmissionær, skrev jeg også beskeder på små stykker papir, hvor jeg rådede undersøgere til at bede, inden de læste det eksemplar af Mormons Bog, som min kammerat og jeg efterlod hos dem.
Der er gået mange år siden da. Men hvordan kunne jeg dog glemme den dyrebareste julegave, jeg nogensinde har fået, og den nabo, som gav mig den? Jeg kan knap huske, hvordan hun så ud, og jeg kæmper med at huske hendes navn – Marina. Tak kære nabo. Jeg er dig evigt taknemlig.