De bedste julegaver

… er dem, som kommer fra hjertet og styrker vores tro.

Julen er en tid, hvor vi giver gaver til erindring om de gaver, som de vise mænd bragte Kristusbarnet, og den gave, som Frelseren skænker i kraft af forsoningen.

Der er spænding i luften, når vi venter på at give og modtage gaver. Gaver findes i alle størrelser og former, men det ser ud til, at de bedste gaver er dem, der ikke kan pakkes ind – gaver, der består af tjeneste, familie, tro og vidnesbyrd.

Nyd følgende glade minder fra vore læsere om gaver, de har givet og modtaget.

Enkle påmindelser. Den bedste gave, jeg nogensinde har fået, fik jeg af min bedstemor, og den bestod af to genstande: Et pudevår og en halskæde med en medaljon. Selv om det er enkle ting, så betyder de meget for mig. Mit navn er skrevet på pudevåret med selvlysende bogstaver, og under mit navn står der: »Har du husket at bede?« Når jeg er hoppet i seng uden at bede, minder de selvlysende ord mig om at knæle ned og bede.

Medaljonen indeholder to billeder: Et af mig og et af Frelseren. Pudevåret minder mig om at bede derhjemme, og medaljonen minder mig om at være som Frelseren i skolen og alle andre steder, hvor jeg er.

Paige I., Utah i USA

Det Første Præsidentskabs julebudskab. En af mine bedste juleoplevelser fandt sted, da jeg havde været medlem af Kirken i halvandet år. Jeg lyttede til Det Første Præsidentskabs julebudskab. Det er altid dejligt at høre fra profeten, men ved juletid er det særlig fantastisk.

Mens vi sad i kirkebygningen og lyttede til profetens ord, mærkede vi Ånden meget stærkt. Hans ord var meningsfyldte, og jeg forstod bedre julens sande ånd og betydningen af at elske vores næste og tjene andre. Og hvad der er endnu vigtigere – mit vidnesbyrd om Jesus Kristus blev stærkere den dag.

Da jeg var barn, fik jeg altid de gaver, jeg ønskede mig til jul, men jeg har aldrig modtaget en bedre gave end at høre fra en profet, at Jesus Kristus lever, og at dette er hans sande kirke.

Alvaro M., Uruguay

Et hjemmelavet kort. Jeg tjener ikke så mange penge, så jeg fremstiller selv de gaver, jeg giver. Den bedste julegave, jeg nogensinde har givet væk, var et kort, jeg havde lavet med mine egne hænder. Det var sjovt, for jeg vidste, at jeg lavede det til én, jeg holder af. Jeg brugte ting, som vi havde i huset, såsom tråd, nåle, stof og papir.

Cassie W., Washington i USA

Papirstjerne. Jeg er halvt thai, halvt amerikaner. Jeg har boet tre år i Laos, som ligger lige ved siden af Thailand. De første to år, hvor vi boede i Laos, hyrede mine forældre en pileang eller barnepige, som hed Rojana, og hun tog sig godt af mig. Da hun var buddhist, ventede jeg ikke at få en gave af hende til jul.

Men julemorgen fandt jeg en krukke, der var fyldt med mindst hundrede små papirstjerner, som var foldet, så de var tredimensionelle. De var blå og lyserøde med glitter. Rojana havde ikke penge til at købe mig en gave for, så hun brugte flere timer på at folde de stjerner til et barn, der end ikke var hendes eget.

Det var en vidunderlig julegave, en gave bestående af tid og hengivenhed.

Faye H., Virginia i USA

Familiejul. Før jeg blev medlem af Kirken, troede jeg, at julen bare var en tid, hvor man gik i nyt tøj og nye sko, og hvor der var blinkende, farverige lyskæder overalt. Men en december efter jeg var blevet medlem af Kirken, modtog jeg et brev og et kort fra den missionær, der havde døbt mig. Blandt de mange ord, han havde skrevet, sprang disse mig i øjnene: »Juleaften er en tid, hvor vi kan være sammen med vores familie og nyde en dejlig julemiddag og spise sammen.« Det var en kort sætning, men den betød meget for mig.

Den dag ringede jeg rundt til alle i familien for at høre, om de kunne komme til en stor julemiddag. Mange af dem blev overraskede, for vi havde aldrig fejret en familiejul før, men de tog alle imod indbydelsen. Mine søstre og jeg arbejdede ihærdigt for at alt skulle falde på plads til vores første familiemiddag. Det hele var meget enkelt, men min mor var lykkelig, og alle nød at være sammen.

Den jul var den lykkeligste jul, jeg nogensinde har oplevet, og den udsprang af et enkelt kort og et brev, der mindede mig om, at julen er en tid, hvor vi fejrer Frelserens fødsel sammen med familien. Vi har fejret familiejul lige siden dengang.

Gedalva S., Brasilien

Levende julekort. Da jeg var missionær i Brasilien, svigtede alle vore aftaler os juleaften, så jeg sagde til min kammerat: »Lad os være et levende julekort og besøge vore naboer!« Til vores store overraskelse blev vi godt modtaget i hvert eneste hjem. Mens vi sang de vidunderlige julesalmer og læste de tilhørende skriftsteder, følte jeg noget usædvanligt og inderligt. Jeg forstod nu tydeligere Frelserens kærlighed, og jeg kunne se tårerne i øjnene på vore naboer, der før havde været mistroiske over for os. Da vi var vendt hjem og havde spist vores aftensmad, skrev jeg følgende i min dagbog: »I aften fejrede vi Kongernes Konges fødsel sammen med vore naboer. Ånden styrkede os og forenede os for evigt.«

Nivaldo P., Brasilien

En juleaften langt fra hjemmet. Min yndlingsjulegave var min første jul hjemmefra, hvor mine forældre, min søster og jeg besøgte min bror og hans familie.

Vi var vant til at holde familiejul derhjemme, men det år skulle mine andre søskende holde jul andetsteds, og vi besluttede os for at besøge min bror, Josh, og hans familie, fordi de ikke kunne komme hjem. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg kunne vente mig, og jeg tænkte, at hvis vi ikke kunne være hjemme til jul, ville det nok slet ikke være sjovt. Det virkede som om, julen ikke ville blive den samme det år. Mine forældre, min søster og jeg udvekslede gaver og pakkede dem ud, inden vi tog af sted.

Da min bror hentede os i lufthavnen, begyndte min fireårige niece, Kialey, at synge julesange, og jeg fik det straks lidt bedre. Julemorgen glædede jeg mig over at se mine niecers og nevøers ansigter lyse op, mens de pakkede deres gaver ud. Det var dejligt, at jeg, i stedet for at fokusere på, hvad jeg selv fik, kunne se andre pakke gaver ud og dele deres glæde.

Hannah S., Montana i USA

Dåbens gave. Min kammerat og jeg havde undervist en 14-årig pige, som hed Martha, og hun var næsten parat til dåb og bekræftelse. Vi manglede at undervise i nogle få lektioner, og hun skulle holde op med at arbejde om søndagen, så hun kunne komme i kirke. Hun var glad for det, hun lærte, og hun troede på det, men hun arbejdede for sin tante og var for ung til at finde andet arbejde. Martha kæmpede med sin beslutning, så vi fortalte hende om velsignelserne ved at holde sabbatsdagen hellig og opfordrede hende til at bede.

Juleaften var en regnfuld dag, og da det var ved at være tid til at gå hjem, følte vi, at vi skulle tage hen og hilse på Martha. Næsten før vi nåede at banke på døren, kom hun stormende ud og omfavnede os, mens hun hoppede op og ned af begejstring. Hun sagde: »Jeg behøver ikke at arbejde om søndagen mere! Jeg kommer i kirke! Jeg skal døbes!« Selv regnen syntes herlig bagefter. Juleaften syntes at være det perfekte tidspunkt at træffe beslutningen om at vie sit liv til Kristus. Vi var to af de lykkeligste missionærer, man nogensinde har set.

Erin B., Utah i USA

Familie. Den bedste julegave, jeg nogensinde har fået, var, da alle mine søskende, min far og jeg var sammen for første gang i mange år. Jeg elsker min familie mere end noget andet i hele verden, og det gjorde min far så glad, hvilket gjorde mig glad.

Heather R., Utah i USA

Sundhedens gave. I oktober hørte vi den rystende nyhed, at vores elskede stavspræsident havde fået et hjertetilfælde og lå i koma. Som ugerne gik, bad medlemmerne af vores stav inderligt for ham. Lægerne var meget bekymrede, men han vågnede af sin koma og fik det meget bedre. Han hører til min menighed og en søndag før jul trådte jeg ind i kirkesalen og så til min store overraskelse, at han sad på forhøjningen. Efter alle talerne, trådte stavspræsidenten op på forhøjningen og fortalte os, at han kunne mærke styrken i vore bønner. Mens jeg så på ham, løb tårerne ned ad mine kinder, da jeg indså, at hans helbredelse var en storslået julegave til os alle sammen.

Katie B., Washington i USA

»Julens ånd er kærlighedens, gavmildhedens og godhedens ånd. Den oplyser sjælens vindue, og vi ser på den travle verden og bliver mere interesserede i mennesker end i ting.«

Præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, »Den dyrebare gave«, Det Første Præsidentskabs julebudskab, 3. dec. 2006.