Budskab fra Det Første Præsidentskab

Disse, vore små

Præsident Gordon B. Hinckley

Engang, da vore børnebørn var små, tog min hustru og jeg nogle af dem med i cirkus. Jeg kan huske, at jeg var mere interesseret i at betragte dem og de mange andre børn, end i at se på manden på den flyvende trapez. Jeg så med forundring på dem, mens de skiftevis lo og stirrede med vidt åbne øjne på det spændende, der udspandt sig foran dem. Og jeg funderede over børnenes mirakel, de, der er verdens konstante fornyelse af liv og formål. Da jeg betragtede deres intense interesse selv i de omgivelser, gik mine tanker til den smukke og gribende scene, som findes beskrevet i Tredje Nefi, hvor den opstandne Herre tog de små børn i sine arme og græd, mens han velsignede dem og sagde til folket: »Se jeres små« (3 Ne 17:23).

Det er så tydeligt, at verdens store godhed og forfærdelige ondskab er den søde og den bitre frugt af gårsdagens børneopdragelse. Sådan som vi opdrager en ny generation, bliver verden om nogle år. Hvis I bekymrer jer for fremtiden, så tænk over jeres børneopdragelse. Forfatteren til Ordsprogenes bog sagde klogt: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den« (Ordsp 22:6).

Da jeg var dreng, boede vi på en frugtplantage om sommeren. Vi dyrkede store mængder ferskner. Vores far tog os med til beskæringsdemonstrationer på landbohøjskolen. Hver lørdag i januar og februar tog vi ud til gården og beskar træer. Vi erfarede, at ved at klippe og skære de rigtige steder kunne vi, selv når der lå sne på jorden, og træet virkede dødt, forme det, så solen kunne ramme den frugt, som skulle komme til foråret og sommeren. Vi erfarede, at vi i februar stort set kunne afgøre kvaliteten af den frugt, vi skulle høste til september.

E.T. Sullivan skrev engang disse interessante ord: »Når Gud vil have udrettet et stort værk i denne verden eller rettet op på en stor uret, så gør han det på en usædvanlig måde. Han udløser ikke sine jordskælv eller udslynger sine tordenkiler. I stedet lader han et hjælpeløst barn føde, måske i et fattigt hjem af en mor, som ikke er kendt af verden. Og så indgyder Gud tanken i den mors hjerte, og hun indgyder den i barnets sind. Og så venter Gud. Verdens største kræfter ligger ikke i jordskælv eller tordenkiler. Verdens største kræfter ligger i små børn.«¹

Og jeg vil gerne indskyde, at disse små børn bliver en kraft til godt eller ondt, alt efter hvordan de bliver opdraget. Herren har entydigt sagt: »Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed« (L&P 93:40).

Fire imperativer

I må undskylde, at jeg påpeger det indlysende, men jeg gør det, fordi det indlysende så ofte bliver overset. Det indlysende omfatter fire vigtige punkter med hensyn til børn: (1) Elsk dem, (2) undervis dem, (3) respektér dem og (4) bed med dem og for dem.

Der fandtes engang en populær streamer til bilen, som stillede spørgsmålet: »Har du krammet dit barn i dag?« Hvor er det barn, der mærker sine forældres hengivenhed, dog lykkeligt og velsignet. Den varme og kærlighed vil bære sød frugt i årene, der kommer. For en stor del er den råhed, der karakteriserer så stor en del af vores samfund, resultatet af den råhed, som børn blev udsat for for mange år siden.

Det kvarter, som jeg voksede op i, var en lille udgave af verden med mange forskellige mennesker. Vi var en gruppe med et tæt sammenhold, og jeg tror, vi alle kendte hinanden. Jeg tror også, at vi elskede dem alle – det vil sige, bortset fra én mand. Her må jeg komme med en tilståelse: Jeg afskyede den mand. Jeg har siden omvendt mig fra den følelse, men når jeg ser tilbage på det, kan jeg igen fornemme min inderlige følelse. Og hvorfor nu denne stærke antipati? Fordi han pryglede sine sønner med en læderrem eller en kæp, eller hvad han nu ellers havde for hånden, når hans onde vrede blussede op ved den mindste provokation.

Måske havde jeg det på den måde, fordi der i det hjem, hvor jeg voksede op, var en far, der ved en eller anden form for stille magi var i stand til at opdrage sine børn uden brug af afstraffelsesredskaber, skønt de til tider nok havde fortjent det.

Jeg har siden erfaret, at den mand, som jeg ikke brød mig om, blot var én af en stor gruppe forældre, som synes ude af stand til andet end at vise hårdhed mod de børn, som de har bragt til verden. Jeg har også erkendt, at den mand, som lever i erindringerne fra min barndom, blot er ét eksempel på de tusinder af andre over hele verden, der er kendt som børnemishandlere. Enhver socialrådgiver, enhver skadestuelæge, enhver politibetjent og dommer i alle større byer kan fortælle om dem. Det er et tragisk billede af slag, spark, prygl og sågar seksuelle overgreb på små børn. Af samme skuffe som disse voldelige børnemishandlere er de onde mænd og kvinder, som udnytter børn i pornografiske øjemed.

Jeg nærer intet ønske om at dvæle ved dette grimme billede. Jeg vil blot sige, at ingen mand eller kvinde, der foregiver at følge Kristus eller er et erklæret medlem af hans kirke kan hengive sig til den slags uden at krænke Gud og fornægte hans Søns lærdomme. Det var Jesus selv, der, mens han fremhævede børns renhed og uskyld, sagde: »Men den, der bringer en af disse små … til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb« (Matt 18:6). Kan der tænkes en kraftigere fordømmelse af dem, der misbruger børn, end disse ord fra menneskehedens Frelser?

Begynd i hjemmet

Ønsker du, at kærlighedens ånd skal herske i verden? Så begynd inden for dit eget hjems fire vægge. Se jeres små, og se i dem Guds undere, for de er for nylig kommet fra hans nærhed.

Præsident Brigham Young (1801-1877) har engang sagt: »Et barn elsker sin moders smil, men hader hendes vrede blik. Jeg siger til mødrene, at de ikke må lade deres børn beskæftige sig med noget ondt, men samtidig skal de behandle dem med mildhed.«²

Han sagde videre: »Opdrag jeres børn til at elske Herren og være gudfrygtige. Iagttag deres karakter og deres temperament og behandl dem i overensstemmelse hermed, og tillad aldrig jer selv at irettesætte dem i vredens stund. Lær dem at elske snarere end at frygte jer.«³

Selvfølgelig er der brug for disciplin i familien. Men grov disciplin eller brutal disciplin fører ikke til forbedring, men derimod til vrede og bitterhed. Det retter ikke op på noget, men forværrer blot problemet. Det er selvødelæggende. Da Herren i en storslået åbenbaring fremsatte den lederskabsånd, som skal styre hans kirke, viste han også den ånd, som vore hjem skal ledes ved:

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed …

Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende,

så han må vide, at din trofasthed er stærkere end dødens bånd« (L&P 121: 41, 43-44).

Eksemplets vedholdenhed

Se jeres små og undervis dem. Jeg behøver ikke at minde jer om, at jeres eksempel mere end noget andet vil indprente et livsmønster i deres sind. Det er altid interessant at møde gamle venners børn og se deres fædres og mødres livsindstilling i denne nye generation.

Det fortælles, at en gruppe kvinder i det gamle Rom forfængeligt viste hinanden deres smykker. Blandt dem var Cornelia, som var mor til to drenge. En af kvinderne spurgte hende: »Og hvor er så dine smykker?« Som svar pegede Cornelia på sine to sønner og sagde: »De er mine smykker.« Under hendes vejledning og ved at leve op til hendes dyder blev Gajus og Tiberius Gracchus – brødrene Gracchi, som de blev kaldt – to af de mest overbevisende og fremgangsrige reformatorer i romerrigets historie. Og så længe de huskes og nævnes, vil den mor, der opdrog dem i overensstemmelse med sin egen livsførelse, også blive husket og lovprist.

Lad mig vende tilbage til Brigham Youngs ord: »Lad det konstant ligge jer på sinde, at de børn, som Gud så godhjertet har givet jer, tidligt i deres liv bliver undervist i vigtigheden af Guds profeter og vores religions skønhed og principper, så de, når de bliver voksne mænd og kvinder, altid kan skatte dem og aldrig fornægte sandheden.«⁴

Jeg er klar over, at der er forældre, som trods kærlig omsorg og en flittig og trofast indsats for at undervise deres børn, ser dem vælge en anden vej og græder, mens deres vildfarne sønner og døtre bevidst følger en kurs, der kan få tragiske konsekvenser. Jeg har stor medfølelse for dem, og til dem vil jeg citere Ezekiels ord: »En søn skal ikke bære straffen for sin faders synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd« (Ez 18:20).

Men det er undtagelsen snarere end reglen. Og undtagelsen berettiger ikke os andre til at undlade at yde enhver indsats for at udvise kærlighed, være et eksempel og belære om de korrekte principper i vores opdragelse af dem, som Gud har givet os et helligt ansvar for.

Lad os heller ikke glemme, at vi skal respektere disse, vore små. Fra Guds åbenbarede ord ved vi, at de er Guds børn, ligesom vi er Guds børn, og at de derfor fortjener den respekt, som kundskaben om dette evige princip fordrer. Faktisk har Herren gjort det klart, at medmindre vi udvikler den renhed, den frihed fra svig og den uskyld fra ondskab, kan vi ikke indtræde i hans nærhed. Han erklærede: »Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget« (Matt 18:3).

Channing Pollock skrev engang disse interessante og provokerende ord: »Når vi tænker på ungdomstiden, hvor vi skyede det onde, vil nogle af os nok ønske … at vi kunne fødes som gamle og blive yngre og renere og mere ukomplicerede og uskyldige, indtil vi til sidst med et lille barns rene sjæl kunne lægge os til den evige hvile.«⁵

Kilder til styrke

Se jeres små. Bed med dem. Bed for dem og velsign dem. Den verden, som de træder ud i, er en indviklet og hård verden. De løber ind i modgangens voldsomme søgang. De får brug for al den styrke og al den tro, som I kan indgyde dem, mens I endnu har dem omkring jer. Og de får også brug for en større styrke, som kommer fra en højere magt. De skal gøre andet end bare at glide med strømmen. De skal opløfte verden, og de eneste løftestænger, som de har til rådighed, er et eksempel fra deres eget liv og den overtalelsesevne, som ligger i deres vidnesbyrd og deres kundskab om det, der hører Gud til. De får brug for Herrens hjælp. Bed med dem, mens de er små, så de kan lære den kilde til styrke at kende, som altid er til rådighed i nødens stund.

Jeg elsker at høre børn bede. Jeg nyder at høre forældre bede for deres børn. Jeg ser med ærbødighed på den mand, som med det hellige præstedømmes myndighed lægger sine hænder på sin søns eller datters hoved, når de står over for vigtige beslutninger, og i Herrens navn og under Helligåndens vejledning giver en fars velsignelse.

Hvor meget smukkere ville verden og det samfund, som vi lever i, ikke være, hvis enhver far betragtede sine børn som sine mest dyrebare aktiver, hvis han ledte dem ved sit eksempels magt i venlighed og kærlighed, og hvis han i vanskelige tider velsignede dem med det hellige præstedømmes myndighed, og hvis enhver mor betragtede sine børn som sit livs smykker, som gaver fra himlens Gud, som er deres evige Fader, og opdrog dem med ægte hengivenhed ligesom Herrens visdom og formaninger.

Som den fordums profet Esajas sagde: »Alle dine sønner skal være oplært af Herren, dine sønner får stor lykke« (Es 54:13). Og dertil vil jeg tilføje: »Og stor skal også deres fædres og mødres fred og lykke være.«

Forslag til samtaleemner for hjemmelærerne

Efter at have studeret dette budskab under bøn vælger I den undervisningsmetode, som bedst får dem, I underviser, til at tage del i samtalen. Her er nogle eksempler:

Fremvis et billede af Frelseren og nogle børn. Bed familien om at læse og drøfte nogle af de skriftsteder, som præsident Hinckley citerer i artiklen. Illustrér skriftstederne med eksempler fra artiklen. Slut af med at fortælle, hvordan disse skriftsteder har vejledt dig.
Du kan demonstrere bølgeeffekten ved at lade en genstand falde ned i en skål med vand. Læs uddrag af afsnittet »Fire imperativer« for at fremhæve virkningen af forældres handlinger over for deres børn. Slut af med at læse de to sidste afsnit af artiklen.
Hvis der er små børn i familien, kan du illustrere eksemplets magt ved at lade familiens medlemmer efterligne en anden. Denne anden kan klappe i hænderne, tage tre skridt, vende sig omkring og så videre. Læs det første afsnit af »Eksemplets vedholdenhed« og fortæl historien om den romerske kvinde og hendes holdning til sine børn. Tal om, hvordan hendes eksempel påvirkede hendes sønner. Du kan læse et citat eller to fra det afsnit. Bær vidnesbyrd om eksemplets magt.