Spørgsmål og svar
»Hvordan kan jeg styrke mit vidnesbyrd, så jeg kan sikre mig, at jeg forbliver stærk i evangeliet?«
-
Forpligt dig til at studere og overveje skrifterne oprigtigt.
-
Sørg for, at du er værdig til altid at have Helligånden hos dig.
-
Sørg for ydmygt at omvende dig – selv fra små synder.
-
Tænk på, hvad dit vidnesbyrd bygger på.
-
Bær vidnesbyrd ofte.
Liahona
Dit vidnesbyrd bliver styrket, når Helligånden vidner for dig om åndelige sandheder. Her er nogle få måder, hvorpå du kan indbyde Ånden:
For det første bør du studere skrifterne dagligt. I stedet for at tvinge dine øjne til at holde sig åbne i et kvarter, mens du hurtigt læser skrifterne hver aften, bør du tage for dig af Kristi ord. Når du studerer og gransker, øges din forståelse, og du vil fornemme Helligånden, som styrker dit vidnesbyrd.
Sørg for at være værdig til at have Ånden hos dig. Når du er værdig, kan Ånden tilskynde dig til at handle på en måde, som er vor himmelske Fader velbehagelig. Du vil også fornemme Åndens trøst og forsikring om, at evangeliet er sandt, og at vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker dig. Når du hver uge værdigt modtager nadveren, hjælper det dig til at have Ånden hos dig.
Se ikke gennem fingre med dine synder, selv ikke de små synder. Lad for eksempel være med at lyve. Prøv at lade være med at kritisere andre mennesker. Fortæl dine søskende, at du er ked af det, hvis du har råbt ad dem. Synd drager dig væk fra Herrens Ånd. Tillæg dig den vane at tænke over dine tanker og handlinger og omvend dig oprigtigt, når det er nødvendigt.
Giv dig tid til grundigt at overveje dit vidnesbyrd. Har du et fast vidnesbyrd om Frelseren, Joseph Smith og Mormons Bog? Eller går du i kirke, fordi det er der, dine venner er? Husk på, at det er Kirkens mission at føre mennesker til Kristus. Byg dit vidnesbyrd på Kristi klippe, »som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde« (Hel 5:12).
Og endelig skal du over for dig selv bekræfte det, du ved, ved at fortælle andre om din overbevisning. Når Ånden tilskynder dig, skal du bære vidnesbyrd, hvad enten det er til et vidnesbyrdmøde, til dine venner og familie eller mennesker, du møder. Når du gør det, styrkes dit vidnesbyrd, og du vil oprigtigt ønske at holde fast ved evangeliet. Selv de stærkeste vidnesbyrd svækkes, hvis de ikke bliver brugt.
Men husk, at et vidnesbyrd ikke er nok til at hindre dig i at forlade Kirken. Det var først efter at lamanitterne modtog et vidnesbyrd og blev omvendt til Herren, at de aldrig faldt fra (se Alma 23:6). Skrifterne minder os om altid at bede og være varsomme med ikke at falde i fristelse (se L&P 20:32-34). Lad dig ikke slå ud, hvis udviklingen af dit vidnesbyrd og styrkelsen af din omvendelse sker langsomt. Når du stoler på Helligåndens kraft, opnår du en urokkelig overbevisning.
Læserne
Jeg modtog et vidnesbyrd ved studium af skrifterne og konstant bøn. Men det stoppede ikke der. Jeg studerer og beder og faster stadig. Det giver mig en fornyet forståelse af evangeliet og holder mig på den lige og snævre sti. Jeg tror, at en fornyet forståelse fører til stærkere overbevisning. Jo bedre man forstår evangeliet, desto flittigere holder man Guds bud og forbliver tro mod evangeliet.
Beatrice C., 21, Zimbabwe
Jeg tror ikke, at der findes nogen bedre måde at styrke sit vidnesbyrd på end ved først at erkende, at man har brug for evangeliet. Eksempler fra andre medlemmer, der bærer vidnesbyrd om, at Kirken er sand, er også en stor hjælp. Derudover kan du tale om evangeliet med dine venner fra grenen eller menigheden, og hvad det betyder for dem. Hvis du i hvert fald gør det og samtidig oprigtigt beder din himmelske Fader om at øge din tro, så vil han svare dig. Han vil give dig den selvsikkerhed og glæde, som udspringer af at anerkende evangeliet som en evig kilde til visdom og lykke.
Maxim K., 22, Ukraine
At udføre sin Pligt mod Gud eller Personlig fremgang er en måde at styrke sit vidnesbyrd på. Overvær altid Kirkens møder og GUF, og bær altid vidnesbyrd. Lyt til dine forældre og kirkeledere. Så vil du mærke Ånden og vide, at du er på rette spor.
Earlson N., 20, Filippinerne
Når du modtager et vidnesbyrd, og når du allerede har et, skal du føre en skriftdagbog. Nedskriv dine åndelige oplevelser. Skriv notater og indtryk, som du modtager under taler i Kirken. Nedskriv alt det, der betyder noget særligt for dig rent åndeligt, selv om det måske kan synes ubetydeligt. Når du så tvivler eller er nede i en åndelig bakkedal, vil alle de oplevelser, du har nedskrevet, være med til at løfte dig tilbage, hvor du ønsker at være og hjælpe dig til at have Åndens vejledning.
Meagan J., 17, Virginia i USA
Jeg kan styrke mit vidnesbyrd og stå stærkt mod fjenden ved at bede, læse dagligt i skrifterne, holde Guds befalinger og altid være taknemlig over for ham. Når jeg holder budene, står jeg stærkt over for fjenden, og jeg husker alle de gode oplevelser, som jeg har haft på grund af evangeliet. På den måde øges mit vidnesbyrd og bliver urokkeligt over for al ondskab, og det bliver umuligt for mig at forlade Kristi sande evangelium. Vi bør altid huske at nære vores tro som en lille plante, der, når vi plejer den, kan vokse sig stærk.
Bárbara M., 16, São Paulo i Brasilien
Dit vidnesbyrd bliver gradvist styrket af de oplevelser, du har. Folk modtager sjældent et vidnesbyrd med det samme. Dit vidnesbyrd vokser, når du er villig til at tjene i Kirken, holde budene, bede, faste, studere skrifterne, overvære Kirkens møder og lytte til andre, der bærer vidnesbyrd. Hvis du gør det, bliver du velsignet med øjeblikke med inspiration, der styrker dit eget vidnesbyrd. Tøv ikke med at bære det for andre.
Ældste Alberto Aquino, 21, Guatemala City Syd-missionen i Guatemala
Der har været tidspunkter, hvor jeg har tvivlet, men takket være bønnens kraft og Helligåndens kraft, har jeg styrket mit vidnesbyrd om, at vi virkelig er Guds børn. Satan arbejder hårdt på at få dig til at tvivle på dit vidnesbyrd. Bed af hele dit hjerte om at overvinde de tanker og også om at huske på de gange, hvor Helligånden tidligere har hjulpet dig. Han er altid parat til at lytte og hjælpe.
Saryn S., 17, Utah i USA
Svarene er ment som en hjælp og vejledning, men er ikke en officiel udtalelse om Kirkens lære.
»Alt, hvad der ikke får os til at komme nærmere til Gud, fører os bort fra ham. Der findes ikke noget neutralt område, ikke nogen tåget gråzone, hvor vi kan synde lidt uden samtidig at opleve et åndeligt forfald. Det er årsagen til, at vi må omvende os og ydmygt komme til Kristus dagligt på vore knæ, så vi kan forhindre, at vores vidnesbyrds ild bliver slukket af synden.«
(Ældste Joseph B. Wirthlin fra De Tolv Apostles Kvorum, »Det åndelige vidnesbyrds glædesblus«, Liahona, jan. 1993, s. 35).