Mors julemus
Da jeg var barn i 1950erne og 1960erne, var vore juletraditioner ikke særlig omfattende – bortset fra julesokkerne. Vi børn elskede vores julesok så meget, at vi fortsatte traditionen, da vi blev gift og selv fik børn. Men det at købe små overraskelser og samle dem til adskillige julesokker, blev snart for krævende for mine aldrende forældre, især min mor, der var svært plaget af gigt, som hæmmede hendes bevægelighed og tog på kræfterne.
Til sidst meldte jeg mig frivilligt til at overtage projektet. Vores årlige udvidede familieaften, hvor vi spillede krybbespil og åbnede vores julesokker, udmattede mig, eftersom jeg i forvejen kæmpede med de mange gøremål som mor til flere små børn og de mange krav, som et aktivt liv stiller. Da jeg så de andre hælde skattene ud af de bomuldsjulesokker, som jeg så omhyggeligt havde fremstillet, fik jeg ondt af mig selv.
Som ventet var min egen sok tom, bortset fra den bolsjestok og den appelsin, som jeg selv tidligere havde anbragt i den. Men da jeg rystede dem ud, fik jeg øje på en lille, sjusket mus fremstillet af en valnød og hasselnødder. Det ene øre var meget større end det andet, og knurhårene var skæve. Halen var klippet alt for kort, og den løkke, som den skulle hænges på juletræet med, sad skævt. Jeg var forvirret. Var en eller andens børnehaveprojekt endt i min sok?
Jeg så op og fik øje på min mor, der iagttog mig ovre fra sin kørestol i den anden ende af stuen. Med en kroget finger kaldte hun mig hen til sig.
»Jeg ville lave noget til julesokken,« sagde hun. »De lavede sådan nogle små mus i Hjælpeforeningen, og de var så søde.«
Hun havde tårer i øjnene, og hendes milde røst skælvede, mens hun fortsatte.
»Jeg kunne ikke få mine fingre til at makke ret, så jeg lavede kun én. Den blev ikke god, men jeg vidste, at du alligevel ville synes om den.«
Jeg kiggede igen på den lille mus i min hånd. Hun havde ret. Jeg syntes om den. Faktisk blev hendes lille, sjuskede mus min dyrebareste skat den jul.
I mere end 20 år har jeg forsigtigt fjernet de papirlommetørklæder, som den lille forkrøblede mus fremstillet af forkrøblede fingre, var pakket ind i og hængt den op på juletræet. Min engel af en mor har nu i flere år været frigjort fra sin invalide krop, men julemusen minder mig om to dyrebare sandheder.
For det første, at min mor viste mig ære ved at tro på, at jeg kunne se gennem musens skæve ører og fornemme den kærlighed og det offer, der var blevet lagt i fremstillingen af den. For det andet, at hvis jeg, et ufuldkomment menneske, er i stand til at finde skønhed i en ydmyg, lille mus, hvor meget mere er vor himmelske Fader da ikke i stand til at se igennem vore ufuldkommenheder og forstå vore rene hensigter.
Jeg ved, at når vi gør vores bedste for at give andre eller ham noget, er vores gave ikke bare god nok – den er af større værdi, end vi selv kan forstå.