Tjeneste i Kirken
Kaldet af Gud
Jeg har direkte erfaret, hvad det vil sige at blive »kalde[t] af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil« (TA 1:5).
Min mand og jeg var lige flyttet til en ny by og glædede os til at komme i vores nye menighed. Det viste sig, at menighedsgrænserne blev ændret, og menigheden blev delt.
Efter møderne den anden søndag vi var i kirke, bad menighedssekretæren os om at mødes med den nye biskop tirsdag aften. Efter en kort samtale bad biskoppen om min mands tilladelse til at kalde mig som primarypræsident i vores nye menighed. Derefter kaldte han mig. Jeg var rystet, men jeg havde lært, at man aldrig siger nej til en kaldelse, så jeg lovede at yde mit bedste.
Biskoppen gav mig en liste med navne og bad mig om at mødes med ham to dage senere med navne på dem, jeg havde valgt som rådgivere og sekretær. Jeg var overvældet. Da vi kom hjem, låste jeg mig inde på badeværelset og græd. Så krængede jeg mit hjerte ud for min himmelske Fader og forklarede mine bekymringer i forbindelse med den nye kaldelse. Jeg kendte ikke nogen i den nye menighed, og jeg havde brug for hans hjælp. Da jeg sluttede min bøn, følte jeg en fred i hjertet.
Næste morgen bad jeg og gik så i gang med mine sædvanlige hjemlige sysler. Navnelisten, som biskoppen havde givet mig, lå på køkkenbordet, og jeg kiggede kort på den, hver gang jeg gik forbi. Da jeg havde kigget på listen flere gange, var der to navne, som syntes at springe mig i øjnene. Jeg samlede listen op og læste de to navne. Da jeg udtalte navnene, omsluttedes jeg af en varm følelse. Jeg havde aldrig før følt Helligånden så stærkt.
Jeg henvendte mig straks til min himmelske Fader i bøn og med tårerne løbende ned ad kinderne, sagde jeg navnene igen. Jeg vidste intet om disse to kvinder, men jeg vidste i mit hjerte, at de skulle være mine rådgivere.
Senere samme aften gennemgik jeg listen i tankerne. Der var et navn, som skilte sig ud, hver gang jeg så listen for mig. Hun blev min sekretær.
Jeg mødtes med biskoppen næste dag og oplyste ham om navnene på mine rådgivere og sekretær. Til min overraskelse var det de samme kvinder, som biskoppen mente ville fungere godt i Primary. Da jeg kom i kirke om søndagen, stod førsterådgiveren i biskoprådet uden for kirkebygningen sammen med mig og udpegede mine rådgivere og min sekretær, da de ankom. Da jeg så disse tre søstre, følte jeg allerede, at jeg kendte dem. Ånden bekræftede atter for mig, at disse kvinder var kaldet af Gud.
Jeg vidste, at vi kunne arbejde harmonisk sammen i Herrens tjeneste – og det gjorde vi. Selv om disse søstre var mig ganske fremmede, var de perfekte til deres kaldelse. Herren vidste, hvem han ville kalde. Det var en god oplevelse for mig virkelig at erfare, hvad det vil sige at blive kaldet af Gud ved profeti.
Fotoillustration: Ruth Sipus