Til vi ses
I år er det ukrudt – ryk det op!
Da jeg voksede op i Utah, havde min familie en køkkenhave, der var så stor, at vi kunne drive vekseldrift med majs og kartofler hvert år. En dag bad min far mig om at luge majsen, mens han lugede kartoflerne. Mens jeg arbejdede mig ned gennem en række med 15 cm høje majsplanter, fandt jeg en ensom kartoffelplante, der voksede sig større og smukkere end nogle af kartoffelplanterne i fars side af haven. Jeg kaldte på ham og spurgte: »Hvad skal jeg gøre med den her?«
Far kiggede knap nok op. »Ryk den op.«
Jeg troede ikke, at han var klar over, at jeg pegede på en kartoffelplante, så jeg protesterede: »Men, far, det er ikke ukrudt. Det er en kartoffelplante.« Stadig uden at kigge op sagde han: »Ikke i år. I år er det ukrudt. Ryk den op.« Så det gjorde jeg.
Siden da har jeg ofte tænkt over visdommen i min fars ord. Jeg har indset, at lydighed ikke bare består i at træffe de rigtige valg, men i at træffe de rigtige valg på det rette tidspunkt. Når jeg tænker på alt det, som min himmelske Fader vil have, at jeg skal gøre i dette liv, synes det, at gøre dem på det rette tidspunkt lige så vigtigt som overhovedet at gøre dem. For eksempel er det at tage på mission, gå ud med andre, blive gift, få børn, få en uddannelse og begynde på en karriere gode valg. Men når folk gør disse gode ting i den forkerte rækkefølge, kan konsekvenserne blive katastrofale.
Kong Benjamin sagde, at vi skulle »se til, at alt dette gøres med visdom og orden« (Mosi 4:27). Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Tro omfatter også tillid til Guds tidsplan, for han har sagt: ›Men alt må ske til sin tid‹ (L&P 64:32).«1
Jeg tror, at Satan bedrager os ved at overbevise os om, at vi skal gøre det rigtige i den forkerte rækkefølge: Seksuelt forhold før ægteskabet, dating før man er 16, at blive forældre først og så gifte sig og så videre. Guds største befalinger kan, når de forvrænges eller sløres, blive planter, der vokser i den forkerte sæson – ukrudt. Når jeg har været fristet til at gøre det rette på det forkerte tidspunkt, har jeg været taknemlig for min fars vigtige lektie: »Ikke i år. I år er det ukrudt. Ryk den op.«