Bare svøm videre
12-årige Monica Saili elsker at svømme. Hun er en af de bedste unge svømmere i New Zealand. Hun er næsten halvt fisk.
Nå, det er måske ikke helt sandt. Men den eneste anden forklaring på, at hun er så dygtig, er, at hun træner ihærdigt.
Hun er i bassinet to timer hver mandag, onsdag og fredag morgen kl. 5. Tirsdag, torsdag og lørdag løber hun på bane eller ude i terrænet efter skoletid.
Den svømmeøvelse, som hun synes mindst om, er at svømme butterfly med kun én arm, holde hagen oppe og så skifte arm for hver 100 meter. »Det gør vildt ondt i skuldrene,« siger hun.
Men hun har erfaret, at når det synes hårdt, så gør det ikke livet lettere at give op. Det er de hårde øvelser, som gør hende stærkere.
Hårdt arbejde og svære tider
Alt det hårde slid har hjulpet. Hun begyndte at vinde medaljer som tiårig. Da hun var 11, var hun blandt landets ti bedste til butterfly i sin aldersgruppe. Som 12-årig blev hun udpeget til at deltage i en svømmetræningslejr sammen med landsholdet og blev udvalgt til at svømme ved Oceania Games i Samoa mod svømmere fra andre lande.
Hun siger: »Min far sagde altid: ›Succes kommer af hårdt arbejde. Det lander ikke bare i skødet på dig.‹«
Monica har erfaret, at det gælder for svømning, og hun indså, at det også gælder i livet, da hendes far døde ganske uventet nogle få måneder efter hendes 11-års fødselsdag.
»Jeg var meget nært knyttet til min far,« siger Monica. »Han fik mig til at begynde at svømme. Han fulgte mig til træning og stævner. Da han døde, var det, som om jeg ikke havde nogen at tale med.«
Giv ikke op
Det var hårdt at miste sin far. Men Monica giver ikke op, når træningen er hård, og derfor opgav hun heller ikke sin tro på sin himmelske Fader, da hendes far døde.
»Min far var mit forbillede,« siger hun. »Han lærte mig, hvordan man skal efterleve evangeliet.«
Siden hans død er Monica begyndt at læse i skrifterne inden sengetid. Hun siger, at hun prøver at gøre det til en vane. Hun forsvarer sin tro i skolen. »Jeg får mange spørgsmål om Kirken,« siger hun. Og hun tjener som menighedens musikleder.
»Jeg bliver velsignet ved at være medlem,« siger Monica. »Jeg bliver trøstet, når jeg bliver for presset.«
Stærkere til sidst
Monica savner stadig sin far. Men med støtte fra sin mor og sin familie fortsætter hun.
Hendes liv er optaget af klaver- og violinlektioner, elevrådsmøder, svømning, Personlig fremgang og at lede musikken ved nadvermøderne.
Hun ved endnu ikke, hvor langt hun kan nå med sin svømning, eller hvor længe hun vil fortsætte med det. Men hvad angår evangeliet, så er hun fast besluttet på at holde ud til enden.
»Nogle gange er livet hårdt,« siger Monica. »Men det, der er hårdt, kan gøre os stærkere. Man skal bare svømme videre.«
Foto: Adam C. Olson