Vores dyrebare pionerarv
Vi kan hver især lære meget af de første pionerer, som imødegik deres kampe og hjertesorger med resolut mod og urokkelig tro på den levende Gud.
Pionerernes lidelser
»Den første udvandring i 1847, som blev organiseret og ledt af Brigham Young, beskrives af historikere som en af de store begivenheder i amerikansk historie. Flere hundrede mormonpionerer led og døde af sygdomme, kulde og sult. Der var nogle, som, fordi de hverken havde vogne eller oksespand, bogstaveligt vandrede de 2100 kilometer over prærien og gennem bjergene, mens de skubbede en håndkærre.«1
Inspirerende tro
»Vi kan hver især lære meget af vores tidlige pionerforfædre, hvis strabadser og sorger blev mødt med resolut mod og en urokkelig tro på en levende Gud … Unge og børn var blandt de tusinder, som trak og skubbede håndkærrer eller vandrede langs pionerruten, ligesom de i dag er blandt de sidste dages hellige, som er pionerer i deres egne områder rundt omkring i verden. Jeg tror ikke, at der er et medlem af denne kirke i dag, som ikke er blevet grebet af beretningerne om de første pionerer. De, som gjorde så meget til fordel for alle, havde bestemt som mål at indgyde tro. De har nået dette mål på fremragende vis.«2
Tackling af vanskeligheder
»De ældede sider i en støvet, gammel pionerdagbog taler så gribende: ›Vi bøjede os i ydmyg bøn til den almægtige Gud med hjertet fuldt af taknemlighed til ham, og vi indviede dette land til ham som en bolig for hans folk.‹
De primitive hjem blev beskrevet på følgende måde af en, der oplevede dem som lille dreng: ›Der var ingen vinduer af nogen art i vores hus. Der var heller ikke nogen dør. Min mor hængte et gammelt tæppe op, og det tjente som dør den første vinter. Det var vores soveværelse, vores stadsstue, vores dagligstue, vores køkken, vores børneværelse, alt i ét rum på 3,5 gange 5 meter. Hvordan i alverden vi klarede det, begriber jeg ikke. Jeg mindes, at min kære, gamle mor sagde, at ingen dronning, som nogensinde var trådt ind i sit palads, kunne være gladere eller stoltere af sit husly og sine velsignelser fra Herren, end hun var, når hun trådte ind i den jordhytte.‹
Sådan var fortidens trængsler, strabadser og sorger. De blev mødt med resolut mod og en urokkelig tro på en levende Gud.«3
Pionerer i dag
»Vi ærer dem, der udholdt utrolige trængsler. Vi lovpriser deres navne og tænker over deres ofre.
Hvad med vor tid? Rummer den pioneroplevelser for os? Vil kommende generationer tænke med taknemlighed på vores indsats og eksempel? I unge kan være pionerer i mod, tro, næstekærlighed og beslutsomhed.
I kan styrke hinanden, I har evnen til at lægge mærke til dem, som andre ikke lægger mærke til. Når I har øjne, der ser, ører, der hører og et hjerte, der føler, kan I række ud og redde andre på jeres alder.«4
Den største pioner
»Når vi læser skriftens historie fra begyndelsen til enden, læser vi om den største pioner, nemlig Jesus Kristus. Hans fødsel blev forudsagt af fordums profeter. Hans ankomst til den jordiske sfære blev bekendtgjort af en engel. Hans liv og tjenestegerning har forandret verden …
En enkelt sætning fra Apostlenes Gerninger siger det hele: Jesus ›færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham‹ (ApG 10:38).
Hans mission, hans virke blandt menneskene, hans lærdomme om sandheden, hans barmhjertighedsgerninger, hans urokkelige kærlighed til os vækker vores taknemlighed og varmer vores hjerte. Jesus Kristus, verdens Frelser – selveste Guds Søn – var og er den største pioner, for han gik foran og viste alle andre den vej, som de skulle følge. Må vi altid følge ham.«5
Fra oven: Fotoillustrationer: Matthew Reier, John Luke og foto udlånt af Willow Creek Stav i Sandy i Utah; Prærievogne, af Minerva Teichert, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum