2011
Templet er et Guds hus
Juli 2011


Få Primary hjem

Templet er et Guds hus

»Hellige ordinancer og pagter, der er tilgængelige i hellige templer, gør det muligt for enkeltpersoner at vende tilbage til Guds nærhed og for familier at være forenet for evigt« (»Familien: En proklamation til verden«).

Du kan bruge denne lektion og aktivitet til at lære mere om denne måneds primarytema.

Hvad føler du, når du ser templets skønhed? Kommer du til at tænke på disse ord: »Jeg elsker Herrens tempel, der skal jeg hen en dag«?

Det sker, at nogle børn, som synger sangen »Jeg elsker Herrens tempel«,1 får et ønske om at besøge templet en dag, men de forstår ikke, hvorfor vi har templer, hvad der sker i templerne, eller hvad de skal gøre for at komme derind. Lad os høre noget mere om templet.

Hvorfor har vi templer?

Herren har sagt: »Byg et hus til mit navn, som den Højeste kan bo i« (L&P 124:27). Herrens Ånd bor i hans templer. Templet er et Guds hus. Det er et sted, hvor vi indgår pagter (eller giver løfter) med vor himmelske Fader. Hvis vi efterlever vore pagter, kan vi være sammen med ham igen.

Hvad foregår der i templet?

Alle skal døbes for at komme tilbage til vor himmelske Fader. Mange af vor himmelske Faders børn er døde uden at være blevet døbt. Når du fylder 12, kan du blive døbt i templet for dem, så de kan få de samme velsignelser.

I templet modtager vi også en begavelse eller gave. Den gave er et løfte om, at hvis vi efterlever befalingerne, kan vi få evigt liv.

I templet kan mænd og hustruer blive beseglet til hinanden som en evig familie. Det betyder, at hvis de holder sig værdige, er de gift for evigt og kan være sammen med deres børn som en evig familie.

Alt, hvad der gøres i templet, udføres med præstedømmet, som er Guds myndighed.

Hvordan bereder jeg mig på at komme derind en dag?

Du skal være mindst 12 år for at komme i templet. Man skal være døbt og bekræftet. Man skal tro på vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Man skal tro på Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Man skal efterleve vor himmelske Faders bud. Din biskop eller grenspræsident taler med dig for at sikre sig, at du er værdig til at komme i templet, og så får du en tempelanbefaling, som du skal vise i templet. Tempelanbefalingen er et bevis på, at du lever sådan, som du skal for at kunne komme i templet.

Når du holder dig på den vej, som fører til templet, er du beredt på at komme der for »at føle Helligånden, lytte og bede. Templet er Guds hus, et sted, hvor man finder kærlighed og skønhed.«2

Noter

  1. »Jeg elsker Herrens tempel«, Børnenes sangbog, s. 99.

  2. »Jeg elsker Herrens tempel«, s. 99.

Foto af templet i Bern: Chris Wills; illustrationer: Adam Koford