Mine pionerdage i Calgary

Lorraine Gilmour, Ontario i Canada

Jeg blev født i en lille by i Nordengland i 1947. Da jeg var 15 år gammel, præsenterede nogle venner mig for missionærerne, og jeg blev medlem af Kirken. Men min familie sluttede sig ikke til Kirken.

Da jeg hørte om Kirkens tidlige pionerer, følte jeg mig snydt, fordi jeg ikke havde pionerforfædre, der var vandret over prærien. Men de følelser ændrede sig, efterhånden som jeg udviklede mig i evangeliet.

Jeg fik en forståelse af, at de tidlige pionerer havde banet vejen, så mennesker som jeg kunne blive medlemmer af Kirken. De to missionærer, som præsenterede mig for evangeliet, var efterkommere af disse pionerer, så jeg skylder pionererne meget. Jeg følte mig knyttet til dem på en særlig måde.

Jeg indså også, at jeg har en arv fra gavmilde, hårdtarbejdende mennesker, som har ofret, arbejdet og udkæmpet krige for at gøre det muligt for mig at få det, som de aldrig selv havde, og at de har givet mig den frihed, jeg nyder i dag. Mine forældre blev ikke medlemmer af Kirken, men de har opdraget mig med gode værdier og principper, som beredte mig på at modtage evangeliet.

Endelig erfarede jeg, at der er mange forskellige slags pionerer. Jeg er førstegenerationsmedlem af Kirken. Min familie var ikke glade for min beslutning om at blive døbt, hvilket gjorde det vanskeligt for mig at komme til mine møder. Vores lille gren kæmpede med en mangel på medlemmer, især præstedømmebærere. Med tiden stod det klart, at missionen ville lukke grenen.

Derfor besluttede jeg at flytte til Canada, hvilket var en af de vanskeligste beslutninger, jeg har truffet. Jeg var enebarn, og jeg elskede mine forældre højt, ligesom de også elskede mig, men mit vidnesbyrd havde været i fare, hvis jeg var blevet i et område, hvor jeg ikke kunne komme i kirke. Jeg kan stadig huske den aften, jeg rejste – min far løb ved siden af toget og sendte mig fingerkys, mens min mor kiggede på. Mit hjerte var knust, men jeg vidste, at jeg måtte rejse.

Jeg ankom til Calgary i provinsen Alberta på mors dag i maj 1967. Jeg gik i kirke med de medlemmer, jeg boede hos, og jeg græd under hele mødet. Jeg kan huske, at jeg med tårevædede kinder skrev breve til mine forældre og fortalte dem, at jeg holdt af Canada, men at jeg savnede England og min familie meget.

Jeg kæmpede for at vænne mig til mit nye liv, og jeg døjede med hjemve og skuffelser, men jeg stræbte efter at være tro mod evangeliet. Jeg kom til alle mine møder og tog imod kaldelser. Det var mine pionerdage.

Senere traf jeg min mand. Vi blev beseglet i templet i Cardston i Alberta og har opdraget tre børn i Kirken.

Hver gang jeg vender hjem til England, overvældes jeg af minder om min konvertering, og jeg kan ikke lade være med at være taknemlig for mine velsignelser. Hvor ville jeg have været i dag, hvis jeg ikke havde været modig nok til at træffe det svære valg og følge Ånden?

Jeg vil altid være dybt taknemlig for de tidlige pionerer, både i og uden for Kirken, som banede vejen, så jeg og andre som jeg kunne høre evangeliet. De, som er gået forud for mig, gav mig muligheden for og modet til at være en nutidig pioner.

Jeg kan stadig huske den aften, jeg rejste – min far løb ved siden af toget og sendte mig fingerkys, mens min mor kiggede på. Mit hjerte var knust, men jeg vidste, at jeg måtte rejse.