2011
Kirken søger historier om nutidige pionerer
Juli 2011


Kirken søger historier om nutidige pionerer

Når kirkemedlemmer tænker på pionerer, tænker de sædvanligvis på dem, som rejste til det vestlige USA med båd eller til fods i det 19. århundrede.

Mange indser ikke, at der i dag findes pionerer.

Kirkens historiske afdeling søger i øjeblikket historier om nutidige pionerer. Selvom afdelingen modtager alle personlige indsendelser, er den især interesseret i historier om konvertitter, folk, der bor i et område, hvor et nyt tempel er blevet eller bliver opført, missionærer, der tjener i en ny mission, og de, som anvender evangeliet i deres tilværelse, selvom de ikke bor sammen med mange andre sidste dages hellige.

»Andres personlige historier kan hjælpe dem, som har været igennem samme oplevelser eller boede det samme sted eller i den samme periode,« siger Brad Westwood, leder for erhvervelser i Kirkens historiske afdeling.

»Personlige historier kan være hele livshistorier eller uddrag, såsom minder fra en mission, personlige oplevelser som forælder eller andre specifikke historier om en vigtig begivenhed,« siger bror Westwood.

»Vi tror, at alle Guds børn er lige i hans øjne. Vi har alle en vigtig historie at fortælle – vi har alle oplevelser i prøvetilstanden i denne verden, og vi ved, at historier hjælper med at opbygge vidnesbyrd.«

»Om hundrede år,« siger bror Westwood, »vil en person, som måske ikke selv har sin egen slægtshistoriske optegnelse, måske læse din og sige: ›Sådan føles det altså at konvertere.‹«

Når mennesker lærer om deres slægtninge eller andre pionerer – deriblandt de kampe, de har haft, de lektier, de har lært, og den visdom, de har fået – kan de finde råd og hjælp i deres egen tilværelse.

Når en historie bliver indsendt til biblioteket, bliver den katalogiseret og tilgængelig for besøgende, så de kan gennemgå og læse den. Manuskripter eller bøger opbevares i Kirkens historiske biblioteks klimakontrolleret miljø, hvilket forlænger holdbarheden.

Bror Westwood giver sit råd til personer, der overvejer at sende deres personlige historie til Kirkens historiske bibliotek:

Skriv til offentlig brug. Selvom dagbøger er vidunderlige historiske kilder, handler de ofte om daglige begivenheder og personlige tanker, der ikke altid er passende for offentligheden. Sommetider kan disse bringe en persons privatliv i fare. Hvis historier omfatter oplysninger, der kan skade en persons gode navn, bliver de accepteret, men vil ikke være offentligt tilgængelige.

Skriv historier i afsnit. Det kan ofte være skræmmende at forsøge at begynde med de tidligste barndomsminder og dække alt indtil i dag. Begynd med en historie ad gangen. Begynd fx med kun at skrive om din mission. Når det er færdiggjort, så gå videre til en anden del af dit liv.

Brug hovedkilder. Hvis du har et brev, renskriv det eller læg det ind i en bog. Hvis du har et billede, medtag det. Hvis du har brugt oplysninger fra en specifik bog, lav en note om det. Scrapbøger kan være en del af en personlig historie. »Men de mennesker, der laver scrapbøger, giver typisk ikke konteksten eller skriver om de begivenheder, der er skildret på billederne,« siger bror Westwood. Han foreslår, at man bruger nogle minutter på at skrive, hvad der foregår på billederne i scrapbogen.

Konsultér og interview andre. »Vi tænker typisk på vores personlige historie som vores egen, men jo flere perspektiver vi får med, jo mere betydningsfuld bliver den,« siger bror Westwood. Interview med andre mennesker giver et nyt perspektiv og kan hjælpe dig med at forbedre din historie.

Skriv om åndelige oplevelser, vigtige øjeblikke og nøglefaktorer, mennesker og begivenheder. »Mennesker elsker en historie, der er godt fortalt,« siger bror Westwood. Skriv om oplevelser med både begyndelse og slutning. »Brug ikke 60 sider på dit liv, før du fyldte to år. Du vil sikkert ikke skrive det, og folk læser det ikke.«

Skriv om det, som du brænder for. Bror Westwood foreslog, at man i stedet for at skrive kronologisk kan skrive tematisk eller om et emne, som interesserer dig.

Det er vigtigt, at medlemmer ikke indsender personlige eller familiehistorier til Kirken uden først at uddele den til familiemedlemmer, da den bør styrke familien, som den kom fra.

Bror Westwood mener, at personer, der tager sig tid til at skrive en personlig historie og ærligt skriver om de gode og dårlige tider, vil være i stand til at se Herrens hånd i deres tilværelse og efterlade en arv og minder, som vil styrke deres familie og andre medlemmer af Kirken.

Hvis du er en nutidig pioner og gerne vil dele dine oplevelser med andre, indsender du din historie til Kirkens historiske afdeling.

Du kan aflevere eller sende din historie til: Church History Library, 15 East North Temple Street, Salt Lake City, UT 84150-1600, USA, Attention: Acquisitions.

Personlig levering kan ske fra kl. 9.00 til 17.00, mandag til fredag.

Du kan også e-maile din historie til ChurchHistoryAcquisitions@ldschurch.org eller ringe til Church History Acquisition call center på 001-801-240-5696.

En kort film om Joseph Milletts liv, tilgængelig på engelsk på news.lds.org, fortæller en trosfremmende historie, der er tilgængelig i dag, fordi den blev bevaret gennem personlige historier.

Billede fra video om Joseph Millett

Personlige historier kan hjælpe andre til at styrke deres tro.

© 2006 David Stoker

Udskriv