Sådan ved jeg det
Svaret i vers 8
Joseph Smith fandt sit svar i Jak 1:5. Jeg fandt mit et par vers længere henne.
Klokken var 23, og jeg sad på mit værelse efter at have været ude med nogle venner fra skolen. Jeg vidste, at jeg ikke havde truffet de klogeste valg den aften. »Men,« ræsonnerede jeg, »jeg har heller ikke truffet de dummeste.«
Irriteret fandt jeg mine lektier frem. Jeg var så træt, at jeg bare havde lyst til at få det overstået og gå i seng: »Jeg mangler stadig at læse i skrifterne. Men det springer jeg over i aften,« tænkte jeg.
Jeg begyndte at tænke på alt det, der forventedes af mig. Studium af skrifterne, morgenseminar, kirkedeltagelse og GUF, gode karakterer, deltagelse i fritidsaktiviteter, deltidsarbejde … listen var lang.
Jeg følte et enormt pres på alle områder af mit liv, især fordi jeg var den eneste sidste dages hellige pige på skolen. Jeg mindede altid mig selv om, at jeg måske var den eneste sidste dages hellige, som mine venner mødte, så jeg skulle være et godt eksempel. Men jeg var begyndt at svigte.
»Jeg ville ønske, at jeg kunne være mere afslappet som mine venner,« tænkte jeg. Jeg ville også ønske, at jeg ikke havde det forfærdeligt, når jeg gik til fest eller kom til at bande, men sandheden var jo, at det havde jeg. Det gjorde mig fysisk syg, når jeg traf valg, som jeg vidste var forkerte. Men af en eller anden grund blev jeg ved med at gøre det.
Det var næsten midnat, før jeg var færdig med mine lektier. Der var fem timer til vækkeuret ringede. Så skulle jeg op, slæbe mig af sted til seminar og kæmpe mig gennem endnu en skoledag.
Så slog det mig, at jeg jo slet ikke behøvede at adlyde alle reglerne. Jeg kunne holde op med at gå i kirke, til seminar og GUF, hvis jeg havde lyst. Jeg behøvede jo ikke at gøre det, bare fordi min familie gjorde det.
Det var en befriende tanke. Jeg krøb i seng og var næsten faldet i søvn, da jeg fornemmede en stærk tilskyndelse til at læse i skriften. »Nej,« tænkte jeg. »Jeg er færdig.«
Så fornemmede jeg det igen. Så tænkte jeg: »Godt, så en sidste gang da.«
Vi studerede Det Nye Testamente i seminar det år. Jeg slog op der, hvor mit bogmærke lå, nemlig i Jakobs brev, kapitel 1. Det var det kapitel, som Joseph Smith havde læst, og som inspirerede ham til at gå ud i den hellige lund og åbne sit hjerte for vor himmelske Fader. »Det var ironisk,« tænkte jeg. Jeg begyndte at læse.
Vers 5 var jo velkendt. »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom …« Men det var vers 8, som åbnede mine øjne den nat. Der stod: »… tvesindet som det er og ustadig i al sin færd«. Jeg stoppede op. Så læste jeg det igen.
Jeg var tvesindet. Jeg hævdede at være sidste dages hellig, men min handlinger var begyndt at sige noget andet. Og hvis jeg fortsatte på den måde, ville jeg, uanset hvilken vej jeg valgte, være ustadig og usikker og derfor ulykkelig.
Jeg måtte vide, om evangeliet var sandt. Jeg måtte vide, om det var umagen værd at stå op kl. 5 om morgenen for at studere evangeliet. Jeg måtte vide, at jeg stræbte efter at leve mit liv så godt som muligt, selv om andre gjorde grin med mig, fordi det virkelig ville give mig den største glæde og lykke.
Klokken var da næsten 1, men jeg knælede ved siden af min seng og åbnede mit hjerte for min himmelske Fader. Jeg bad ham om at hjælpe mig med at finde ud af, hvad der var rigtigt, hvilken vej, jeg skulle følge, og om at tage mig ved hånden og føre mig væk fra den forvirring, jeg følte.
Ordene kom ganske enkelt, klart og fredfyldt ind i mit sind: »Du ved det allerede.« Og det gjorde jeg.
Jeg rejste mig, slukkede lyset og faldt i søvn. Fire timer senere ringede mit vækkeur. Søvnigt slukkede jeg for det. Et øjeblik senere var jeg oppe og gjorde mig klar til endnu en dag, der også omfattede morgenseminar.
Der er gået mange år siden den vidunderlige midnatsoplevelse. Mit vidnesbyrd vokser stadig. Nogle gange er det stærkere end på andre tidspunkter. Forskellen er bare, at jeg kender sandheden, og jeg har aldrig set mig tilbage siden.
Illustration: Taia Morley.