Troens øer:En historie om flid
Kun ved regelmæssigt at udbygge deres ø kan familien Coila hindre den i at synke.
Nelson og Dora Coila bor på en ø – ikke en typisk ø bestående af en solid klippe, der rager op af et hav eller en sø – men en lille ø, som de selv har fremstillet af intet andet end flydende siv i Titicaca-søen i Peru.
Det kræver tro at bygge en ø og bo på den. Knap 1,2 meter sivlag holder familien og en halv snes hytter på øen oppe over det ti grader varme vand, og elementerne truer konstant med at tilintetgøre deres lille ø.
Men for Nelson og Dora repræsenterer deres ø rent fysisk det, som de stræber efter at skabe åndeligt for deres familie – en ø af tro, som består midt i verden.
Det, de har lært i løbet af den proces, er, at tro til at bygge altid skal følges op af flittig vedligeholdelse.
Grunden til vedholdenhed
For uro-folket, som har bygget og beboet disse øer i generationer, er totora-sivene en vigtig del af dagligdagen. De siv, som vokser i skyggen af Titicaca-søen, kan bruges til brændsel, når der skal laves mad. Roden kan spises. Fibrene kan anvendes til lægemidler. Og selvfølgelig er næsten alt andet fremstillet af sivene: Deres boliger, deres traditionelle både, deres udkigstårne, selv øerne og selv deres skraldespande.
Uroerne fremstiller øerne ved at lægge sivene i flere lag. Men som byggematerialer er totora-siv ikke synderligt holdbare. Solen udtørrer dem i tørkeperioden. Regntidens væde fremskynder deres forrådnelse. Og de lag, som er under vandet, bliver langsomt opløst. Den stadige nedbrydelse af familien Coilas ø betyder, at Nelson må lægge et nyt lag siv hver 10. til 15. dag.
»Det at bygge øen var blot begyndelsen,« siger han. »Hvis jeg holder op med at lægge nye siv, falder øen langsomt fra hinanden. Men jo flere lag, jeg lægger, desto stærkere bliver øen med tiden.«
Faren ved at udsætte
Det er hverken vanskeligt eller indviklet at lægge et nyt lag siv, men det er et stykke arbejde. Det ville være så let at udskyde det.
Men hvis man udsætter det, øges risikoen for, at et familiemedlem stikker foden gennem et svagt sted og ender i det kolde vand. Det ville bare være en smule ubehageligt for en voksen, men det kunne få dødelig udgang for et lille barn som familien Coilas toårige Emerson.
Derfor lægger Nelson et nyt lag siv i dag, fordi han ved, at familiens sikkerhed vil afhænge af det i morgen.
Det er en lektie i flid, som har betydet meget for familien Coila.
Resultatet af flittighed
Flid er at vedblive med at gøre noget, trods modgang. Dora erfarede først, hvor vigtig – og hvor vanskelig – flid er, efter hun blev døbt i 1998.
Da Dora var 17, blev hun og hendes søster Alicia døbt – og var derved medvirkende til at øge Kirkens vækst blandt uro-folket. Men en måned senere forbød deres far dem at have noget med Kirken at gøre.
Men så skete der noget underligt med pigerne. De var pludselig mindre behagelige at omgås og mere stridbare. Deres far indså, at de havde forandret sig til det bedre, mens de deltog i Kirkens aktiviteter.
»Det fik ham til at ombestemme sig,« siger Dora. »Han begyndte at vække os tidligt, så vi kunne nå i kirke til tiden.«
Dora mener, at de forandringer, som evangeliet udvirkede i deres liv, skyldtes små ting som at betale tiende, bede, studere skrifterne, holde sabbatten hellig og forny deres pagter hver uge ved at modtage nadveren.
Da Doras far havde set de forandringer, som udspringer af tro og flid,1 blev han senere selv medlem af Kirken sammen med resten af familien.
Flidens belønning
Vedholdenhed i udførelsen af det, der er rigtigt – trods modgang – er påkrævet af Herrens pagtsfolk. Men Herren lover store velsignelser til dem, der er flittige i bøn,2 i efterlevelse af budene,3 i at følge åbenbaring,4 i at ransage skrifterne,5 og i at virke for hans sag.6
Familien Coilas har gennem deres erfaring med at vedligeholde deres ø af tro, både bogstaveligt og billedligt, indset, at flid virkelig bliver belønnet. »Nogle gange er vi ved at blive kvalt i de daglige gøremål, såsom at lave mad og den slags,« siger Nelson. »Når vi glemmer Gud, bliver livet indviklet. Der er flere problemer, og det hele falder fra hinanden.«
Nelson stopper op og peger på et nyt lag siv, som han har lagt samme morgen. »Hvis vi er vedholdende,« siger han, »hvis vi beder, studerer, faster og holder familieaften regelmæssigt, så bliver vi stærkere.«
Foto: Adam C. Olson
Nelson Coila (til venstre) ligger et lag friske totora-siv på Utama, den flydende ø, som han og hans familie (herover) bor på i Titicaca-søen.
For familien Coila – Nelson, Dora og Emerson – og uro-folket, der bor på Titicaca-søen, er totora-sivene vigtige for livets opretholdelse. Men ligesom evangeliske principper skal de anvendes regelmæssigt.