Fra missionsmarken
Den enes skrald er den andens skat
En bog med guldtryk på omslaget blev en skat for en, der søgte efter sandheden.
Det var en varm sommerdag på min mission. Min kammerat og jeg havde vandret gennem gaderne i Skt. Petersborg i Rusland i håb om at finde nye undersøgere. Den aften traf vi en ældre mand tæt på vores hjem og begyndte at tale med ham. Selv om han ikke udtrykte interesse for evangeliet, følte vi os begge tilskyndet til at give ham et eksemplar af Mormons Bog. Inde i bogen skrev vi nogle gode ønsker, vores vidnesbyrd og kontaktoplysninger.
Uden at vi vidste det, var en ung mand ved navn Ilja senere samme aften ude sammen med sin bror. Da Ilja gik gennem en svagt oplyst tunnel, fik han øje på noget guld, der glitrede på omslaget af en bog, der lå på jorden. Da han bøjede sig ned for at se på bogen, læse han de guldbogstaver, som var trykt på den – Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Han samlede den op og tog den med hjem.
Næste dag funderede min kammerat og jeg over, hvordan vi skulle finde nye undersøgere. Tankerne fløj gennem mit hoved: »Vi gør vores bedste for at finde nye muligheder. Hvor bliver resultaterne af? Måske skal vi ændre på noget af det, vi gør?«
Et øjeblik efter ringede telefonen. Jeg tog røret. En stemme i den anden ende spurgte: »Taler jeg med en ældste? Jeg fandt den bog, I har tabt, i en metrotunnel. Jeg vil gerne give jer den tilbage.«
Jeg kiggede straks hen på hylden, hvor mine skrifter lå. »Jeg tror ikke, at jeg har mistet mine skrifter i metroen,« svarede jeg. »Nej, jeg har ikke mistet mit eksemplar af Mormons Bog, men du kan beholde den og læse den.«
Den unge mand sagde, at han hed Ilja og forklarede, at han oprindelig kom fra Orsk i Rusland og var kommet til Skt. Petersborg for at arbejde.
»Jeg vil gerne høre mere om den bog og jeres kirke,« sagde han. »Kan jeg mødes med jer?«
Jeg sprang begejstret op. Det var jo ikke hver dag, at en potentiel undersøger ringede for at aftale et møde, hvor han kunne høre mere om Kirken.
»Selvfølgelig kan vi mødes, Ilja!« svarede jeg muntert.
Da vi mødtes med Ilja, lyttede han opmærksomt og stillede spørgsmål. Vi var glade for, at han var så modtagelig over for evangeliet.
På et tidspunkt under lektionen slog jeg op i Iljas eksemplar af Mormons Bog. Da jeg bladede hen til de første sider, så jeg en velkendt håndskrift, nemlig min egen! Jeg blev klar over, at det var den bog, vi havde givet til den ældre mand dagen før. Manden havde tilsyneladende kastet bogen fra sig, og så havde Ilja fundet den. Jeg blev fyldt med taknemlighed over, at min kammerat og jeg havde valgt at give den ældre mand bogen, selv om vi dengang ikke forstod hvorfor.
Det varede ikke længe, før Ilja tilsluttede sig Kirken. Han begyndte også begejstret at fortælle sin familie og sine venner om evangeliets budskab.
Jeg har erfaret, at vor himmelske Fader ved, hvornår et menneske er klar til at modtage hans ord. Han forventer, at vi, som missionærer og medlemmer i hans kirke, blot efterlever hans befalinger og underkaster os hans vilje, når vi stræber efter at forkynde evangeliet. I dette tilfælde vidste Gud, at skønt den oprindelige modtager af vores eksemplar af Mormons Bog ikke forstod dens værdi, så ville Ilja forstå det (se 1 Ne 19:7).
Illustration: Allen Garns