Tro til at modtage kaldelsen
Fra en tale holdt ved en regional stavskonference på Brigham Young University den 12. sep. 2010.
Vi skal alle have en brændende overbevisning i hjertet om, at dette er Guds værk, og at det kræver det bedste, som vi formår, at opbygge »Zions øde steder«.
I 1849, blot to år efter at de hellige var ankommet til Saltsødalen, ledte ældste Parley P. Pratt fra De Tolv Apostles Kvorum en ekspedition sydpå. Jo længere sydpå ekspeditionen kom, desto vanskelige blev terrænet. Terrænet faldt 900 meter på strækningen fra kanten af Great Basin-området til det sted, hvor Virgin River møder Santa Clara River (syd for det nuværende St. George i Utah), og det blev tørt og sandet, vulkansk og barsk. Spejderne var ikke imponerede. I en dagbog står der:
»Passerede … hen over et barsk, stenet, sandet, næsten ubeskriveligt område, som syntes at være smidt sammen i et hulter til bulter …
Et vidtstrakt område af kaotisk stof åbenbaredes for vore øjne. Det bestod af store bakkekamme, [røde] ørkener, triste, græsløse sletter, lodrette klipper, løst, goldt ler … sandsten … der ligger i et ufatteligt roderi – kort sagt, et område i ruiner … der er vendt på vrangen og stillet på hovedet under frygtelige omvæltninger i en svunden tid.«1
Men uanset hvor barsk landet så ud dernede sydpå, så fremstod de vindblæste, erosionstærede kløfter og canyons i San Juan mod øst endnu barskere. Kirkens ledere vidste, at det ville blive vanskeligt at tæmme det barske, ukendte hjørne af territoriet, men ikke desto mindre ønskede de at oprette bosættelser fra Kirken dernede. Ved den kvartårlige konference i Parowan Stav i 1879 tog 250 mennesker imod kaldet fra præsident John Taylor til at oprette San Juan Missionen. Med 80 vogne og næsten 1000 høveder og heste begyndte de at bane sig vej gennem det truende, uudforskede territorium med snedækkede bjerge og knejsende tinder.
I deres søgen efter den korteste vej til San Juan måtte disse første opdagelsesrejsende overvinde den ene hindring efter den anden, men snart stod de over for den største og mest skræmmende hindring af dem alle: Den uvejsomme kløft ved Colorado River. Ved et rent lykketræf fandt deres udmattede spejdere en snæver sprække i kløften – en klippespalte, der strakte sig 600 meter ned ad de røde klipper til Colorado River. Dette eneste, dødsensfarlige hul i klippen syntes at være den eneste mulige passage til østsiden.
De fleste steder var sprækken i sandstenene for snæver til at heste kunne komme igennem, og visse steder var den også for smal til, at en mand eller kvinde kunne komme igennem. Dybe skrænter, der gik ca. 25 meter lodret ned, syntes at gøre det umuligt for selv en bjergged, og da endnu mere for tungtlæssede vogne, at komme forbi. Men de hærdede hellige nægtede at vende om, så med krudt og værktøj arbejdede de det meste af december 1879 og januar 1880 og banede en usikker, primitiv vej langs klippefremspringet.
Da vejen nu var så færdig, som den kunne blive, gjaldt det om at få de første 40 vogne ned gennem »hullet«. De øvrige vogne, der ventede otte kilometer derfra ved Fifty-Mile Spring, fulgte efter senere.
De organiserede sig sådan, at »omkring tolv mænd eller flere kunne hænge bag vognen« med lange reb og sørge for, at nedstigningen ikke gik for hurtigt. Derefter blev hjulene fastlåst med kæder, så de kunne glide, og man undgik den katastrofe, som kunne være opstår, hvis hjulene rullede.
I en af pionerhistoriens største stunder fik kompagniet vognene ned ad det lumske fremspring, én vogn ad gangen. Da de nåede ned i bunden af kløften, gik de ivrigt i gang med at sejle over floden på en fladbundet båd, som de havde fremstillet til formålet. Det gik sådan, at det blev Joseph Stanford Smiths familie, som var i den sidste vogn, der kom ned den dag.
Stanford Smith havde systematisk hjulpet de foregående vogne ned, men af en eller anden årsag havde kompagniet åbenbart glemt, at bror Smiths familie også havde brug for folk, til at holde vognen. Stanford, der var bekymret for, at han og hans familie var blevet efterladt, kørte sit hestespand, vognen og familien hen til kanten af klippefremspringet. Hestespandet var anbragt foran vognen, og en tredje hest var bundet fast bag på vognen ved baghjulets aksel. Familien Smith stod et øjeblik og kiggede ned gennem det lumske hul. Stanford vendte sig mod sin kone, Arabella, og sagde: »Jeg er bange for, at vi ikke kan klare det.«
Hun svarede: »Men vi skal klare det.«
Han sagde: »Hvis vi bare havde et par mand, der kunne holde igen på vognen, så kunne vi klare det.«
Hans hustru svarede: »Jeg skal nok holde igen.«
Hun lagde et tæppe på jorden, og der anbragte hun sin spæde søn i sin treårige søn, Roys, og femårige Adas varetægt. »Hold lillebror, indtil far kommer efter jer,« sagde hun. Så stillede Bella Smith sig bag vognen og tog fat i tøjlerne på den hest, der var bundet til vognens bagende. Stanford begyndte at føre hestespandet ned gennem hullet. Vognen slingrede nedad. Det første hårde ryk fik den bageste hest til at falde. Søster Smith løb efter den og vognen og trak i linen af al sin kraft og mod. Men kort efter faldt hun også, og da hun blev trukket af sted sammen med hesten, flænsede en skarp klippe en dyb flænge i hendes ben, fra hælen til hoften. Den tapre kvinde klyngede sig, med sit iturevne tøj og sit dybe sår, til linen af al sin kraft og med opbydelse af al sin tro hele vejen ned til flodbredden.
Da de nåede ned til kløftens bund og næsten ikke kunne fatte deres egen præstation, spurtede Stanford straks de 600 meter op til toppen af klippen, fordi han frygtede for sine børns ve og vel. Da han klatrede op over kanten, så han, at de næsten var blevet siddende helt stille. Han bar spædbarnet, mens de to andre børn klyngede sig til ham og til hinanden, og så førte han dem ned gennem den klippefyldte sprække til deres bekymrede mor. På afstand fik de øje på fem mænd, som kom hen imod dem med kæder og reb. Disse mænd, som var blevet klar over, at familien Smith var i vanskeligheder, var kommet til undsætning. Stanford råbte: »Glem det, gutter. Vi klarede det fint. [Belle] her er den eneste hjælp, som man har brug for [på sådan en tur].«2
Når kaldet kommer
Hole in the Rock-ekspeditionen er blot et blandt mange eksempler på den dramatiske beslutsomhed og hengivenhed, som de tidlige hellige viste, når de modtog et kald fra deres profet. Et andet eksempel er kaldelsen til og oprettelsen af Muddy Mission i det nuværende Nevada. Som med så mange andre af de tidlige bosættelser varslede Muddy et hårdt liv, og man gjorde sig dybe overvejelser, når man blev kaldet til at slå sig ned der.
Nogle af dem, der blev kaldet i 1860erne, må bestemt have spurgt: »Af alle steder på hele kloden, hvorfor så netop Muddy?« Der var faktisk gode grunde til det. For det første havde den amerikanske borgerkrig åbnet for muligheden for at fragte varer via Colorado River. For det andet oprettede man Bomuldsmissionen i byerne St. George og Washington ikke så langt derfra, da krigen lukkede de traditionelle stofmarkeder. Man antog, at bomulden til den mission skulle dyrkes i Muddy-området. For det tredje havde de sidste dages hellige en stærk følelse af, at det var deres pligt at arbejde med indianerne i området og bespise og uddanne dem.
Ikke desto mindre var området en ensom og gold ødemark. Her syntes ikke at findes andet end hede og hårdt arbejde. Det lå meget afsides og øde, og den flod, som missionen var opkaldt efter var en træffende betegnelse.
Jeg vil lade en af nybyggerne selv fortælle om den tro, som gjorde det muligt at grundlægge Muddy. Hun repræsenterer den styrke, iver og moralske overbevisning, som både unge og gamle havde – i dette tilfælde især de unge. Elizabeth Claridge McCune skrev følgende om sin fars kald til at bosætte sig i Muddy:
»Intet sted på jorden syntes mig så dyrebart, da jeg var 15 år, som min kære gamle by Nephi i Utahs Juab County. Vi så med iver frem til de lejlighedsvise besøg af præsident Brigham Young og hans ledsagere!
… Bror Brigham, brødrene Kimball og Wells med deres store selskab steg ud af vognene og vandrede af den blomsterstrøede vej … til vores hjem, hvor middagen stod klar og blev serveret …
Vi overværede alle mødet søndag eftermiddag, hvor pigerne klædt i hvidt sad på reserverede pladser oppe foran. Deres prædikener var storslåede, og vi var lykkelige, indtil præsident Young bekendtgjorde, at han ville oplæse en række navne på mænd, som var kaldet og stemt ind som missionærer, der skulle bosætte … ›Muddy‹. Det fik næsten samtlige hjerter til at gå i stå. Mange fra vores egn var blevet kaldet til at bosætte sig i Dixie – men Muddy lå meget længere sydpå og var meget værre! Åh! Åh! Jeg hørte ikke andre navne end ›Samuel Claridge‹. Hvor jeg dog hulkede og græd, selv om tårerne ødelagde min fine, nye, hvide kjole. Faderen til den pige, der sad ved siden af mig, blev også kaldet. Min sidekammerat sagde: ›Hvorfor græder du dog? Det kan ikke få mig til at græde. Jeg ved, at min far ikke tager af sted.‹ ›Ja, men det er jo forskellen,‹ sagde jeg. ›Jeg ved, at min far gør det, og at intet vil kunne holde ham tilbage, og jeg ville slet ikke have ham som far, hvis han ikke tog af sted, når han blev kaldet.‹ Så brød jeg igen hulkende sammen …
Da vi lige var flyttet ind i et nyt hjem og havde indrettet os bekvemt, var der mange af vore venner, som prøvede at overtale far til at beholde sit hjem og sin gård; rejse sydpå et stykke tid og så vende hjem igen. Men far vidste, at det ikke var sådan en mission, han var kaldet til. ›Jeg sælger alt, hvad jeg ejer,‹ sagde han, ›og så bruger jeg mine midler på at opbygge endnu et øde sted i Zion.‹«3
Tro på værket
Hvad er det, der dengang fremavlede, og den dag i dag fremavler den trofasthed og hengivenhed, som ses hos denne 15-årige pige og den familie, hun blev født ind i? Hvad er det, der fik hende til at vende sig mod sin mindre stålsatte ven og sige: »Jeg ved, at min far gør det, og at intet vil kunne hindre ham«? Hvor kommer den gejst fra, som fik hende til videre at sige: »Og jeg ville slet ikke have ham som far, hvis han ikke gjorde det, når han blev kaldet«?
Og hvad med de tre små børn, som så deres forældre forsvinde ud over kanten ved Colorado River i deres vogn, men som stolede på den instruks, som de havde fået af deres mor? De sad der, urokkelige, fast besluttede på ikke at flytte sig eller græde, selv om de må have været meget bange.
Hvad ser vi i disse eksempler på trofaste pionerer? Det er det, som vi har set gennem uddelinger til alle tider, og i særdeleshed i denne uddeling. Vi ser det, som vi så, da de hellige flygtede fra New York og Pennsylvania og Ohio og Missouri og siden flygtede fra deres elskede Nauvoo hen over den isfyldte flod, mens templet kort tid efter brændte bag dem. Det er det, som vi så, da de samme mennesker begravede deres døde i stort tal ved Winter Quarters og senere forlod ensomme grave, der til tider var så små som brødkasser, i Wyoming nær Chimney Rock eller ved en af de mange overgange over Sweetwater River eller i en snedynge ved Martin’s Cove.
Det, som vi så dengang, og det, som vi i dag ser blandt de velsignede hellige verden over, er tro på Gud, tro på Herren Jesus Kristus, tro på profeten Joseph Smith, tro på sandheden af dette værk og dets budskab. Det var tro, der førte en ung dreng ind i en lille lund for at bede, og det var tro, der gjorde det muligt for ham at rejse sig og blive et redskab i Guds hånd til evangeliets gengivelse og den endelige vandring mod hans eget martyrium, som blot lå godt tyve år ude i fremtiden.
Det kan ikke undre, at tro altid har været og altid vil være evangeliets og vores virkes første og varige princip. Det er kernen i vores overbevisning om, at dette værk ikke alene bør gå fremad, men kan og vil og skal gå fremad.
Jeg ved ikke, hvordan mødre og fædre ellers kunne forlade de små spædbørn i nødtørftige grave på prærien og med et sidste blik tilbage græde sig vej videre til Zion. Ellers ved jeg ikke, hvordan en kvinde som Bella Smith kunne sætte sine børn fra sig på klippekanten og knokle vognen ned ad det farefulde klippefremspring. Ellers ved jeg ikke, hvordan Samuel Claridge kunne sælge alt, hvad han ejede og drage af sted for at opbygge Zion i den øde Muddy Mission. Den helt grundlæggende drivkraft i disse beretninger er tro – klippefast, lutret, prøvet og åndeligt styrket tro på, at dette virkelig er Guds kirke og rige, og at når man bliver kaldet, så tager man af sted.
En opfordring til overbevisning
Der er stadig »øde steder i Zion«, som skal opbygges, og nogle af dem ligger meget tættere på end Missionerne Muddy eller San Juan. Nogle af dem er i vores eget hjerte og i vores eget hjem.
Derfor opfordrer jeg til udviklingen af den overbevisning, som vi alle skal have brændende i vores hjerte om, at dette er Guds værk, og at det kræver den bedste indsats, vi kan yde. Jeg anmoder jer om at nære jeres egen fysiske og åndelige styrke, så I kan opnå et dybt reservoir af tro, I kan trække på, når I møder opgaver eller udfordringer eller krav af forskellig art. Bed lidt mere, studér lidt mere, luk støjen og larmen ude, nyd naturen, påkald personlig åbenbaring, ransag jeres sjæl og gennemsøg himlen efter det vidnesbyrd, som ledte vore pionerforfædre. Så I, når I bliver nødt til at dykke lidt dybere ned og strække jer lidt længere for at stå imod og udføre jeres arbejde, kan være sikre på, at der er noget dernede, som I kan trække på.
Når I har jeres egen tro, er I beredt til at velsigne jeres familie. Den stærkeste indikator for aktivitet og tjeneste, hengivenhed og trofasthed mod denne kirke er stadig tilstedeværelsen af stærke familiebånd. Når jeg siger det, er jeg fuldt ud klar over, at en stor del af denne kirkes majestæt ligger i det enkelte medlem. Til tider er det medlem en nyomvendt, til tider er det medlem den eneste sidste dages hellige i en familie. En eller anden enkeltperson skal jo plante troens banner og begynde en ny generation i evangeliet. Men sagen er den, at tro bedst næres og beskyttes og vedligeholdes, når der er en hel familie til at værne om den. Så når I har stået alene, hvis det er nødvendigt, må I ihærdigt arbejde på, at andre i jeres familie ikke skal stå alene. Skab jeres familie og se til, at troen er stærk der.
Når det er udrettet, kan vi tjene i Kirken lige i nærheden eller på en fjern udpost, hvis vi kaldes til det. Så kan vi søge efter det vildfarne får – medlem eller ikke-medlem, levende eller død. Det kan kun gøres vist og godt, når de øvrige 99 får, deriblandt vores egen lille hjord, er sikre i folden, mens vi søger. Hvis vi har elsket og undervist dem derhjemme, vil de, ligesom lille Elizabeth Claridge, forstå: Når kaldet kommer, kan man være sikker på, at ens far og mor, brødre og søstre følger det.
Der er meget arbejde at udføre. Vi kan ikke sige, at hver eneste af vore naboer har en stærk tro, at enhver har en stærk familie, at enhver, både nær og fjern, har hørt om evangeliet og er blevet troende, undervisende og tempelbesøgende sidste dages hellige. Verden bliver mere og mere ugudelig, og de kommende tider vil sætte de bedste af os på prøve. Men retfærdighedens kræfter sejrer altid, når folk som Stanford og Arabella Smith, folk som Samuel Claridge og hans tapre datter Elizabeth får dem til at sejre.
Vi skal have tro på dette værk – tro på det, som alle troende kaldes til at gøre, tro på Herren Jesus Kristus og vor Fader i himlen. Vi må underkaste vores vilje deres og derefter gøre den vilje klippefast og pionerstærk. Hvis vi gør det, ved jeg, at vi kan føle os sikre på Guds kirke og riges uafvendelige fremmarch i verden.
Den sidste vogn, af Lynn Griffin
Martins håndkærrekompagni ved Bitter Creek i Wyoming, 1856, af Clark Kelley Price © 1980 IRI