2011
Jeg forsvarede min afhandling – og Mormons Bog
Juli 2011


Jeg forsvarede min afhandling – og Mormons Bog

Scott Macdonald, Californien i USA

Da jeg gik på universitetet, skulle alle de studerende skrive en afhandling. Hver studerendes afhandling skulle godkendes af to lektorer.

Jeg valgte, at min afhandling skulle være en undersøgelse og analyse af krigene i Mormons Bog. Jeg talte med en af lektorerne om min plan, og han ville gerne være en af mine vejledere. Han foreslog også en anden lektor som en mulig vejleder.

Jeg mødtes med den anden professor og forklarede mit emne for ham. Så snart jeg nævnte Mormons Bog, ændredes hans holdning, og han begyndte at kritisere Kirken. Jeg lyttede stille, indtil han havde talt færdigt, og så forklarede jeg kort, at jeg mente, at han havde misforstået vores tro. Han virkede ikke overbevist, men til min overraskelse gik han med til at blive min vejleder.

Efter næsten et års research og skriveproces afleverede jeg min afhandling til godkendelse. I løbet af det år var jeg blevet optaget på jurastudiet, og jeg skulle bestå denne opgave for at komme videre.

En uge senere modtog jeg en e-mail fra den lektor, som havde kritiseret Kirken. Han bad mig om at komme hen på hans kontor.

Da jeg kom derhen, bad han mig lukke døren og sætte mig. Han begyndte næsten øjeblikkeligt at angribe – ikke alene min afhandling, men også Mormons Bog. Så roligt som jeg kunne, bar jeg vidnesbyrd om Mormons Bog.

Jeg spurgte tøvende lektoren, om han stadig ville godkende min afhandling. Han svarede, at det ville han ikke.

Da jeg gik hjem, var jeg nedslået og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Uden denne mands godkendelse, mistede jeg muligheden for at bestå og begynde på jurastudiet. Jeg bad om, at alt måtte ordne sig i sidste ende.

Da jeg forklarede situationen for den anden lektor, som var vejleder på min afhandling, rådede han mig til at tale med lektoren den følgende dag og give ham endnu en mulighed for at godkende afhandlingen.

Næste morgen sad jeg så og ventede udenfor denne lektors kontor. Jeg var nervøs og usikker på, hvordan han ville reagere på at se mig igen. Da han ankom, åbnede han tavst sit kontor og vinkede mig indenfor. Uden at sige et ord tog han sin kuglepen frem og underskrev min afhandling og gav mig dermed godkendelsen. Han gav mig ikke nogen forklaring på, hvad der havde fået ham til at ombestemme sig, men han smilede, da han sagde farvel.

Jeg er taknemlig for, at jeg fik mulighed for at bære vidnesbyrd for denne mand. Jeg ved, at når vi står ved det, som vi tror på, styrker og velsigner vor himmelske Fader os.

Lektoren begyndte næsten øjeblikkeligt at angribe – ikke alene min afhandling, men også Mormons Bog. Så roligt som jeg kunne, bar jeg vidnesbyrd om Mormons Bog.

Udskriv