2019
Københavns Stavs EV på tur
Februar 2019


Nyheder

Københavns Stavs EV på tur

Afsted til Jægerspris

Lørdag den 15. september drog dette års gruppe af sted til Jægerspris for at besøge Jægerspris Slot, der er et gammelt jagtslot, som kong Frederik VII erhvervede den 21. april 1854 – det var Louise Christine Danners (grevinde Danner), kongens hustrus fødselsdag. Slottet blev herefter privatbolig for landets konge og senere enkesæde for grevinde Danner, der i 1866 – 3 år efter kongens død – åbnede dele af slottet for publikum.

Og hvad kan man så se?

På slottet, der nu er museum, kan man se audienssalen, kongens arbejdsværelse med en imponerende pibesamling. Det fortælles, at når kongen bød sin rundt, sagde man ikke nej, selvom det ikke var så almindeligt at ryge på den tid. Endvidere kan man se tårnværelset og jourstuen med kongens store våbensamling samt grevindens kabinet med smukke møbler. Stuerne på Jægerspris Slot er indrettet efter tidens smag af den mode- og stilbevidste grevinde, og det er det eneste sted i Danmark, hvor man kan opleve 1850’ernes boligindretning som en samlet helhed. Endelig kan man se Kong Frederik VII.s arkæologiske samling, der indeholder flere unikke guldfund fra bronzealderen.

Grevinde Danners børnehjem (Danners børn)

Der findes også en udstilling om det børnehjem, grevinden oprettede på slottet. Der fortælles, hvordan børnene levede og boede på afdelingerne rundt om på slottet i 1920’erne, 1930’erne og 1940’erne. Man får en fornemmelse af, hvorledes dette store private børnehjem har haft betydning for børneforsorgen i Danmark. Arven efter grevinde Danner afspejler hendes store arbejde og sociale engagement i at hjælpe fattige børn og dårligt stillede piger ved at give dem et hjem samt plads til at opdrage og uddanne dem.

En kulinarisk vandretur og lidt fra Bornholm

Efter besøget på slottet spadserede en del af os ned i slotsparken, hvor grevinde Danners grav befinder sig ca. 200 meter fra slottet, hvorefter vi afsluttede besøget med en dejlig frokost på Café Danner – lige ved siden af slottet.

Under et besøg på Bornholm i 1851 købte kongen et areal ca. 3,5 km øst for Østermarie, hvor der står omkring 50 bautastene spredt mellem træerne, nogle sten over 2,5 meter høje. Han navngav stedet efter grevinde Danner (Louise Rasmussen) og kaldte det Louisenlund samt sikrede det en fast årlig ydelse til vedligeholdelse. Denne forpligtelse er senere overgået til Jægerprisstiftelsen, der arvede stedet efter grevinde Danner.

Igen en dejlig dag i godt selskab.