Kvindekonference i København
En god begyndelse
Under stavspræsident Steen Petersens præsidium og ledet af hjælpeforeningspræsident søster Eva Stokholm indledtes konferencen med en lækker indbydende brunch denne smukke, solbeskinnede lørdag den 21. september 2019 på Maglegårds Alle. Desværre var det alene søstrene fra Københavns Stav, der deltog, men der var dog samlet omring 40 søstre (og 2 brødre).
Det skal nævnes, at mange søstre deltog aktivt i en indsamling, staven havde organiseret til fordel for hjemløse mænd samt et projekt i Uganda.
At være en Guds datter
Efter den opkvikkende – og sunde – brunch samledes søstrene i kirkesalen, hvor første indlæg var fra søster Stokholm, der talte om betydningen af at være en Guds datter. Vi har brug for at huske, at når skriften lærer os, at »sjæle er af stor værdi i Guds øjne«, er jordisk herkomst eller udseende, køn m.m. ikke af betydning – Han skelner ikke. Vi værdsættes alle af himmelske forældre.
Mange ting i hverdagen prøver at forme os, udfordre og forstyrre os, men det er gennem evangeliet, at vi har mulighed for at udvikle os. Vi skal huske, at vi er Guds døtre, når vi vurderer os selv. Det er gennem forsoningen, at vi har muligheden for at blive en hellig, som omtalt i Mosijas Bog 3:19. Livet er en prøvetid, men med visheden om, at vi er Guds døtre og det, at følge Helligåndens tilskyndelser, er vi på den sikre side.
En beretning om tro
Det næste indslag var fra en præstedømmebærer, idet jeg havde fået det privilegium at fortælle den lidt usædvanlige beretning om min fars mission. Egentlig skulle jeg have gjort det sammen med min datter, søster Inge-Lise Sønderby, men ak, hun var desværre syg.
Her at genfortælle beretningen vil føre mig i strid med Liahonas principper, så lad mig nøjes med at sige, at »der var engang«, hvor mange ting var anderledes. Min beundring for mine forældres tro har altid været stor. Efter blot 3½ års medlemskab – i hvilken periode vi på grund af bl.a. min fars arbejde havde skiftet bolig 3 gange – blev min far ved et »alene«-interview af den daværende missionspræsident kaldet til at forlade sin familie og tjene en fuldtidsmission. Min mors reaktion, da han fortalte hende om kaldelsen, var enkel: Når Herren kalder, må du tage af sted. Og det gjorde han med en del konsekvenser for familien og tjente trofast i 1½ år før sin afløsning.
Vejen tilbage
Efter beretningen om tro fulgte et indlæg fra søster Lotte Jakobsen, der berettede om, hvordan det var at vende tilbage til Kirken og evangeliet efter ca. 20 års fravær – en periode, hvor hun ikke følte at have mistet sit vidnesbyrd, men følte, at der ikke var plads til hende i Kirken.
For omkring 1 års tid siden begyndte hendes datter at sende konferencetalere til hende dagligt, og hun lyttede. Da datteren ikke sendte flere, undrede hun sig og spurgte, om datteren havde glemt hende. Nej, lød svaret, men det ville være hyggeligt, hvis du gik med i kirke. Og det gjorde hun. Bare for at lytte. Men nadverbønnerne og de unge præstedømmebæreres ånd rørte hende og det tog til, indtil et barnebarn udtrykte tvivl om sin egen dåb. Gennem en kærlig familie og en ihærdig biskop ændredes følelsen, og det var med stor glæde, at hun i foråret 2019 kunne blive døbt igen.
Hun udtrykte stor taknemmelighed for søskendes modtagelse og de kaldelser, hun siden har modtaget. Hun ser frem til snart at kunne komme til templet og vidnede om, at Jesus virkelig er Kristus.
Evangeliets redskaber
Det næste indslag var med søster Helene Frederiksen, der fortalte den rørende og inspirerende beretning om, hvordan hun gennem de evangeliske redskaber kom ud på den anden side af en periode med alvorlig stress. Med medlemmers hjælp, salvelser og velsignelser kombineret med professionel hjælp fik hun det bedre, blev mere tålmodig og fandt ud af, hvordan hun skulle håndtere situationen. Gennem en årelang kamp så hun et eksempel på forsoningens mirakel og fik ro i tilværelsen.
Takket være de evangeliske principper kom hun videre med sit liv.
Stavspræsidenten
Konferencens sidste indslag var stavspræsident Petersen, der qua en beretning om en meget »langhåret« græsplæne opfordrede søstrene til at bekymre sig mindre om de ting, vi ikke når, men i stedet glæde os over de ting, vi når. Herren åbner muligheden for, at vi kan få meget ud af evangeliet og livet, og med hans hjælp skal det hele nok lykkes. Citerede fra Johannes kapitel 14 om vigtigheden af ikke at være modløse eller forfærdede, men glæde os over evangeliet, for igennem det giver han os fred.
Præsidenten afsluttede med at fortælle søstrene, at de er »lyset«, og at vi – kirken, familierne og brødrene – har brug for dem.
En dejlig konference og et privilegium at overvære den – synd, at ikke flere brødre får mulighed for at fornemme søstrenes styrke. Tak