2020
K.B. Andersen – in memorandum
Januar 2020


Navnenyt

K.B. Andersen – in memorandum

Kendt i det ganske land

Knud Bent Andersen sov stille ind den 24. juli 2019. Da nyheden om, at et af skovens ranke stovte træer var faldet, viste de følgende dages Facebook-kommentarer, at han – kendt viden om som blot K.B. – overalt var kendt som en Herrens kriger, en vellidt, respekteret og højt estimeret broder og ven i Kirken.

Begyndelsen

K.B. kom til verden den 1. april 1929 i Fruens Bøge i Odense. Det var her i den milde fynske verden, at han voksede op sammen med sine forældre og en ældre bror. Han blev efter skolen uddannet som maskiningeniør fra Odense Teknikum og mødte sin første hustru, Irene, med hvem han blev gift i 1955. Hans arbejde betød, at de flyttede en del rundt og på et tidspunkt kom de til Hvidovre. Det var her, at Kirken første gang kom ind i billedet, da to missionærer bankede på døren.

Hans hustru var meget interesseret, men ikke han. Han sad bagest i stuen og ville ikke have noget at gøre »med den der kirke«.

Det ændrer sig

En ny flytning bragte den lille familie til Randers til stor lettelse for K.B., for så slap han for at høre mere om Kirken. Men ak, Irene fandt kirkens adresse og med K.B.’s tilladelse begyndte hun at gå til Kirkens møder, hvilket resulterede i hendes dåb i 1957.

Endnu en flytning bragte dem til Fredericia, hvor medlemmerne tog særdeles godt imod dem og nå ja, så begyndte K.B. såmænd at gå med i kirke. Det var, fandt han ud af, ikke helt så farligt endda. Han blev ovenikøbet kaldet som sekretær, inden han blev døbt. Det, at skrive referater fra møderne (hvad man gjorde dengang fra alle møder), gav ham så meget, at det uden tvivl var med til at opbygge hans vidnesbyrd. Så i 1959 blev han døbt i Odense af Palle Blønd.

Tjeneste i kirken

K.B. tjente gennem årene i utallige kaldelser i Kirken, altid med flid og stor respekt for den enkelte kaldelse. Her skal blot nævnes nogle enkelte:

Grenspræsident i Fredericia. Distriktspræsident i Sydjyllands Distrikt (hvor jeg lærte ham at kende) og senere da Fyn/Jylland blev et distrikt. Rådgiver til flere missionspræsidenter.

Ved dannelsen af Århus Stav blev kaldet som dens første stavspræsident og tjente i perioden 1978-1989. Han blev som den første dansker i nyere tid kaldet som missionspræsident i Danmark og tjente i perioden 1995-1998.

Da templet i København blev indviet, blev han kaldet som rådgiver til præsident Dee Jacobs og tjente her fra 2004 til 2007.

Hans seneste kaldelse kom efter han var fyldt 80 år, nemlig som højpræsterne gruppeleder i Fredericia Menighed.

Støtten

I 1975 mistede K.B. sin første hustru, Irene, hvilket efterlod ham alene med 3 teenagebørn. Han passede dog – naturligvis, fristes man til at sige – fortsat sine kaldelser og var flittig som altid.

I 1977 blev han viet til Nunne, som siden da har støttet ham kærligt og været ved hans side i alle deres gøremål, ikke mindst i missionspræsidentskabet og tempelpræsidentskabet, hvilke kaldelser jo – som evigheden – er et parløb.

Han var aktiv til det sidste, kom i kirken hver søndag og bar flittigt sit vidnesbyrd til vidnesbyrdmøderne.

Tak

K.B. blev 90 år og efterlader sig hustru, børn samt børne- og oldebørn. Han efterlader sig også et tomrum i en kirke, der gennem så mange år nød godt af hans kærlige ledelse og undervisning.

Tak for dit eksempel.